Stednavne
Området mellem Kongeåen og Ejderen er bindeleddet mellem Skandinavien og det kontinentale Europa. Dette ses også i landsdelens stednavnemateriale, både hvad angår stednavnetyper, deres sammensætning samt stavemåder.
Områdets ældste stednavne går 1.200-2.000 år tilbage og stammer fra et fælles sprogtrin mellem de nordiske og germanske sprog. Sidsteleddet i danske stednavne som Ketting, Løgum, Haderslev og Hjerpsted har derfor samme ophav og grundbetydning som efterleddet i tyske stednavne som Thiüringen, Hildesheim, Ringsleben og Schwarmstedt. Fra vikingetiden (800-1060) kan der udskilles specielt nordiske navneendelser på bebyggelser, fx -by, -toft og -bøl, som ikke finder modsvarighed i tysk eller frisisk. Stednavne med disse endelser forekommer i Nord- og Mellemslesvig og er i hovedsagen danske dannelser, om end enkelte navne på -toft og -bøl (-büll) kan være frisiske, da disse elementer senere indlånes i frisisk. Af ikke-danske bebyggelsesnavneelementer kan fremhæves -büttel og -borstel, der især forekommer i Holsten og i det sydligste Slesvig.
Det hyppige danske stednavneelement torp, nu oftest -rup, -drup, -trup, svarer direkte til nedertysk dorp. På grund af mange sønderjyske torp-navnes gamle præg - fx det flere steder forekommende sønderjyske Bjerndrup, en ældre type sammensætning med mandsnavnet Bjørn end fx Bjømstrup på Fyn - kan der argumenteres for, at torp er resultatet af sprogkontakt mellem dansk og nedertysk i Slesvig, hvorfra torp i tidlig vikingetid hastigt har bredt sig til resten af Sydskandinavien og vikingetidskolonier i Danelagen og Normandiet.
I Nord- og Mellemslesvig finder man de samme typer stednavne som i resten af Danmark: Tinglev, Skovby og Adsbøl. Dog er der en noget højere frekvens af yngre stednavne af tysk oprindelse. Andelen af stednavne af tysk, nordfrisisk og slavisk ophav øges i stigende takt sydover fra den nuværende dansk-tyske grænse for at blive næsten enerådende i det sydligste Slesvig og Holsten. Som følge af Siesvigs århundredlange flersprogskultur optræder mange stednavne uanset oprindelse i flere sprogvarianter, fx Skobøl (dansk), Schööbel (nordfrisisk) og Schobüll (tysk) eller Øster Langhorn (dansk), e Aasterhoorne (nordfrisisk) og Oster-Langenhorn (tysk) i Nordfrisland samt Tønder (dansk), Toner (nordfrisisk), Tondern (tysk).
Den danske retskrivningskonvention levner ikke mulighed for regionalt præg på stednavne, hvorfor alle sønderjyske stednavne i dag officielt optræder i deres rigsdanske form. Den lokale udvikling lever derimod videre i udtalen, som Højer og Christiansfeld, der i tråd med dialekten udtales hhv. [hewe] og [æ fæld].
Den europæiske sprogpagt, som både Tyskland og Danmark har ratificeret, garanterer brugen af stednavne på regionale eller mindretalssprog i det offentlige rum. Rent praktisk har dette udmøntet sig i skiltning på tysk samt dansk eller frisisk, fx Flensburg (tysk) og Flensborg (dansk) samt Niebüll (tysk) og Naibel (nordfrisisk), i visse kommuner i Sydslesvig. Nord for grænsen er sprogpagten på dette område endnu ikke blevet realiseret.
Af Peder Gammeltoft i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.