Teglfremstilling i Sønderjylland

Fremstilling af teglprodukter som mursten, tagsten og drænrør var i 1920 den største industrigren i Sønderjylland. Teglet kom til Danmark sydfra og blev først anvendt i Valdemarsmuren ved Danevirke omkring 1160, i Nr. Løgum Kirke omkring år 1200 og i Løgum Kloster, Sønderborg Slot og Broager Kirke i årtierne derefter. I middelalderen blev teglsten brændt i ovne oprettet til det enkelte byggeri, men der fandtes også egentlige teglgårde, ikke mindst omkring Flensborg, men også i Haderslev, hvor teglgården nævnes i byens stadsret i 1292. Helt frem til at teglværkerne omkring Flensborg Fjord kom til at dominere markedet fra omkring år 1800, produceredes mursten hovedsageligt i lokale teglværker. Disse bondeteglværker, der fandtes overalt, hvor der var anvendelig ler, havde normalt en kapacitet på 5.00-6.000 sten i hver brænding. Lerets art og kvalitet samt brændingens stabilitet og den varme, der kunne opnås, har stor betydning for det endelige produkt. Eksempelvis har sten, der er brændt på vestkysten, en mørkerød, nærmest violet farve pga. det lokale lers større indhold af jernoxyd.

I 1700- og 1800-tallet blev den mellemste del af Flensborg Fjord tyngdepunktet for den slesvigske teglindustri. Her var adgang til stenfrit istidsler, brændsel fra kystskove og fra tørvemoser i fjordens bagland samt mulighed for direkte udskibning af tegl fra kysten. Københavns brande i 1728 og i 1795 og englændernes bombardement af byen i 1807 var med til at øge efterspørgselen på tegl fra Flensborg Fjord. I København er fortsat mange bygninger af flensborgsten, dvs. ret smalle oftest gule mursten (ca. 40 mm tykke). Afsætningen af teglsten gik langt videre. Der blev sejlet tegl til byer omkring hele Østersøen, til Norge samt til De Vestindiske Øer som ballast. Søfarten blev en vigtig følgeindustri til teglindustrien, og Egernsund blev hjemsted for en betydelig småskibsflåde, indtil lastvognstransport og billig jernbanefragt trængte den tilbage fra 1950’erne.

Teglværksegnen ved Flensborg Fjord fik en stor arbejderbefolkning med en stærk socialdemokratisk indflydelse i lokalpolitik. Mange arbejderfamilier stammede fra indvandrede sæsonarbejdere fra Ærø, Sverige, Polen og Tyskland. Både arbejdere og ejere har været stærkt knyttet til teglværkerne. Flere teglværker har været drevet af samme slægt i 5-10 generationer. Omkring 1890 var der ca. 65 teglværker ved Flensborg Fjord, deraf 40 i og omkring Egernsund. Et flertal af disse dannede salgssammenslutningen Vereinigte Ziegeleien, som regulerede produktionen på de enkelte teglværker med produktionskvoter og varetog fælles afsætning. De 33 lokale teglværker i Vereinigte Ziegeleien havde i 1896 produktionskvoter på 53 mio. teglenheder. Der var desuden seks teglværker, som ikke var medlemmer.

Teglværkerne fik de nye amtsbaner som kunder. Det omfattende stationsbyggeri skabte grundlaget for en større teglværksproduktion flere steder i Sønderjylland på samme måde som det omfattende byggeri i både købstæder og stationsbyer i perioden op til 1. Verdenskrig.

Sammenslutningen ved Egernsund organiserede også nedlæggelse af urentable teglværker ved at overtage dem og omfordele kvoterne. Nedlæggelser ramte i foreningens første årtier især teglværker, der ikke havde magtet overgangen til ny industriel teknologi med ringovne. De teglværker, der klarede sig igennem 1. Verdenskrigs vanskeligheder, fik nye problemer efter grænsedragningen i 1920. Grænsen og den efterfølgende inflation i Tyskland ødelagde afsætningen til det tyske marked. I 1923 var der 20 teglværker tilbage i kommunerne omkring Egernsund, herunder Cathrinesminde, og 7 i det øvrige Sønderjylland. I 2024 er der 8 tilbage, fordelt på tre ejere, alle omkring Egernsund. Deres produktion er betydelig større end de 33 teglværkers i 1896.

Salgsorganisationen hed i mange år De Forenede Teglværker A/S, men ændrede i 1994 navn til Egernsund Tegl a.m.b.a og blev et andelsselskab for at imødegå kritik fra Konkurrencestyrelsen. Siden 2020 er Egernsund Tegl gået sammen med verdens største teglproducent, østrigske Wienerberger, som Egernsund Wienerberger A/S. Det omfatter salgsorganisationen, Vesterled Teglværk med teglbjælke- og blådæmpningsenheder ved Nybøl Nor samt tre teglværker uden for Sønderjylland. De øvrige teglværker varetager selv deres salg. Det gælder Petersen Tegl A/S med tre teglværker på Nybøl Nors sydside og Matzen Tegl A/S med Matzens Teglværk i Egernsund og Gråsten Teglværk. 

Af Torben Vestergaard i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret 2024.

Litteratur:

Inge Adriansen: De Forenede Teglværker i Egernsund 1894-1994. 1994.

Torben A. Vestergaard: Fra De Forenede Teglværker A/S til Egernsund Tegl 1994-2006. 2006.

Kirsten H. Clausen og Torben A. Vestergaard (red.): Flensborgsten – om murstensformater, teglhandel og arkitektur. 2010.

M. Pries: Die Entwicklung der Ziegelei in Schleswig-Holstein. Hamburg 1989.