Da Johannes Nørregaard-Frandsen var dreng i 1950’erne, var han ofte på besøg hos sin faster i Esbjerg. I hendes opgang var der en særlig hengemt duft af gamle dage. Når han har været lignende steder senere i sit liv, ryger han med sine sanser straks tilbage i tiden til dengang.

Sådan er det med steder, forklarer Johannes Nørregaard-Frandsen, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet: Hvis vi har haft en personlig oplevelse eller følelsesmæssig tilknytning til et sted, lagrer stedet sig i os og bliver en del af vore erindring. Og den gode litteratur, ja kunsten i det hele taget, er i stand til at skildre steder, så nogle af disse følelser og stemninger vækkes i os på ny.

“Stedet er på samme måde som sproget et væsentligt udgangspunkt for mennesket. Steder er med til at definere, hvem vi er. Når forfattere skriver om steder, er de med til at tale ind i et erkendelsesbehov hos mennesket”, siger Johannes Nørregaard-Frandsen og peger på, at stedet er på vej tilbage i dansk skønlitteratur, efter nogle år, hvor landskabs- og stedskildringer ikke har været så fremherskende. Selv om Klaus Rifbjerg (1931-2015) skrev Amagerdigte, foragtede han og mange af hans samtidige forfattere al hjemstavnslitteratur.

Panik før lukketid

Selv har Johannes Nørregaard-Frandsen lige læst Dennis Gade Kofods roman Nancy, der er en overnaturlig, men alligevel genkendelig undergangs- og udviklingsroman om et Udkantsdanmark på katastrofekurs.

“Hver gang, der sker samfundsmæssige forandringer, afspejler det sig i litteraturen. I dag lever vi i globaliseringens tidsalder, og så er det naturligt, at litteraturen forsøger at fastholde stedet og give det en særlig betydning” siger han og peger på, at Dennis Gade Kofod er bornholmer. Romanen skildrer Bornholm som et sted, der er afskåret fra resten af verden, da øen opløses i tåge og undergangsstemning.

“Der er en vis panik før lukketid i mange af de yngre forfatteres bøger, og landskabet spiller ofte en stor rolle i romanerne”, siger Johannes Nørregaard-Frandsen og nævner Josefine Klougart, der i sin roman Stigninger og fald, beskriver landskaber og sindsstemninger på Mols, hvor hun er født og opvokset. Og Dy Plambecks debutroman Buresø-fortællinger om hendes opvækst i provinsbyen Buresø.

Steder og nationalitet

Den græske filosof Aristoteles mente, at stedet har så stor magt, fordi det er stedet, der definerer, hvorvidt noget eksisterer. Romerne talte om ‘genius loci’, stedets ånd, hvilket skulle forstås konkret som den beskyttende ånd, der holdt til et bestemt sted.  Johannes Nørregaard-Frandsen peger på, at steder og landskaber knyttes til en bestemt nationalitet af Romantikkens forfattere og malere i 1800-tallets Europa. Tidligere var det kongen eller herremanden, der havde ejendomsretten over bestemte territorier. Men med sange som Der er et yndigt land af Adam Oehlenschläger og I Danmark er jeg født af H.C. Andersen blev der fremmanet et landskab og en følelse, som aldrig siden har forladt danskerne.

Det var her, man var født – ordet nation kommer fra det latinske ord ‘natio’, der betyder fødsel eller folkestamme – og levede sit liv lokalt. Ordet lokalt er afledt af det latinske ’locus’, der betyder sted. Det var i høj grad den tyske romantik, der udpegede landskaber som hjemlige (‘heimisch’ eller tidligere ‘heimlich’ på tysk) og dermed nationale. Det gav sig selv, at alt, hvad der ikke var hjemligt og nationalt, dermed var ‘unheimlich’ (uhyggeligt), forklarer Johannes Nørregaard-Frandsen.

Hjemstavn ind i sproget

Derimod var det først med det moderne gennembrud i starten af 1870erne, at ordet hjemstavn for alvor fik sin plads i det danske sprog. Det var Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen, Johan Skjoldborg, Marie Bregendahl og andre såkaldte hjemstavnsdigtere, der tog ordet til sig, formentlig parallelt til det tyske begreb Heimat, der også fik en opblomstring i Romantikken.

Både Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen var optaget af, at der nu var en konkret naturvidenskabelig verden, som mennesker skulle forholde sig til. Men samtidig var de af den overbevisning, at mennesker var rundet af et bestemt sted. I Vestdanmark var det heden, der fremmanede en bestemt folkekarakter, sådan som allerede Steen Steensen Blicher havde beskrevet det. I Østdanmark var det bøgeskoven og det bløde landskab.

“Hjemstavnsdigtere som Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen var ikke nostalgikere. Derimod var de overbeviste darwinister, der mente, at du som menneske var præget af et bestemt landskab, ja, faktisk lå landskabet nedarvet i dig gennem generationer. Det var ren evolutionslære”, siger Johannes Nørregaard-Frandsen og peger på, at en folkekær forfatter som Morten Korch (1876-1954) også skrev om hjemstavnen, men i hans 123 romaner er det “de gode, gamle dage”, der skrives frem.

Engdrag og kirketårne

Også i Tyskland er den såkaldte ‘Heimatliteratur’ (hjemstavnslitteratur) dukket op på ny gennem de senere år med titler som bestselleren Altes Land (udkommet på dansk: Kirsebærlandet) af Dörte Hansen, Wir leben hier, seit wir geboren sind, (Vi har levet her, siden vi blev født) af Andreas Moster, Das Dorf (Landsbyen) af Katrin Seddig og Mitten im Land (I midten af landet) af Bastian Asdonk.

“Man er næsten bange for at bruge ordet (Heimatliteratur, red.). Dets betydning virker tvivlsom. I bedste fald vidner hjemstavnslitteratur om harmløse engdrag og kirketårne. I værste fald om en på ingen måde harmløs råben op om folkelig Leitkultur”, skriver den tyske litterat og forfatter Ursula März på Zeit Online.

Moritz Schramm, der er lektor på Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, mener, at citatet af Ursula März udtrykker en traditionel, sort-hvid måde at anskue Heimat på.

“I Tyskland har der været en tendens til at anse Heimat for at være antimoderne. At det kun var udtryk for noget problematisk, der havde med gamle dage og nazismen at gøre. Efter Anden Verdenskrig kom der en bølge af hjemstavnsfilm i Tyskland, der alle handlede om de flotte bjerge og de smukke landsbyer, der var truet af moderniseringen, og i 1970erne blev Heimat fremstillet som noget klaustrofobisk. Men i de senere år er der sket noget nyt”, siger Moritz Schramm, der finder det uhyre positivt, at især unge forfattere, herunder mange med minoritetsbaggrund, skriver hjemstavnslitteratur, men på deres egen måde.

“I dag er det sådan, at en velfungerende hjemstavnsroman sagtens kan være skrevet af en forfatter med anden etnisk baggrund end tysk. I dag bruges landsbyen eller storbyen som ramme til at fortælle om livet, som det leves i sin mangfoldighed et givent sted”, siger Moritz Schramm og henviser bl.a. til den tyske komediefilm Soul Kitchen fra 2009, der handler om livet i en af Hamborgs industrikvarterer, hvor en græsk-tysk mand drømmer om at åbne en restaurant. Instruktøren Fatih Akin, der har tyrkisk baggrund, har kaldt filmen for en moderne hjemstavnsfilm.

Moritz Schramm er ikke i tvivl om, at filminstruktøren Edgar Reitz med sit filmepos, ‘Heimat’, der i 30 afsnit på i alt 52 timer skildrer Tysklands historie gennem livet i den fiktive landsby Schabbach, har haft stor betydning i forhold til at gøre Heimat salonfähig igen.

“Edgar Reitz har været med til at bane vejen for et nyt og meget mere differentieret Heimat-begreb i Tyskland”, siger Moritz Schramm.