Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:

en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!

Sådan lyder de to første linjer i digtet ‘Sønderjylland’, som blev offentliggjort første gang juledag 1918 i Berlingske Tidendes juletillæg. Det er skrevet af forfatteren Henrik Pontoppidan og udtrykker håbet og forventningen om Sønderjyllands genforening med Danmark efter afslutningen af Første Verdenskrig.

Året efter satte komponisten Th. Laub musik til digtet, og sangen blev med det samme populær over hele landet. Også i Jelling, hvor der længe havde været en stærk national bevægelse og en stærk forbindelse til Sønderjylland. Allerede i 1841 var der blevet grundlagt et seminarium, som uddannede almuelærere, der tog ned til hertugdømmet Slesvig for at undervise i dansk sprog og kultur. Og efter danskernes nederlag i 1864 blev tilskyndelsen til at støtte de dansksindede syd for grænsen blot forstærket. Selv om Jelling lå 55 kilometer nord for den daværende grænse ved Kongeåen, var Jelling alligevel en slags grænseby mellem kongeriget Danmark og Slesvig i tiden frem mod 1920.

Den teologiuddannede Hemming Skat Rørdam var forstander på seminariet i Jelling i 1918, da Henrik Pontoppidan skrev sit digt. Hemming Skat Rørdam fik en henvendelse fra en gruppe lærerstuderende i Haderslev og Tønder, som dengang lå syd for den daværende grænse som en del af Preussen. De ønskede sig en uddannelse på dansk, skrev de. Hemming Skat Rørdam greb chancen og fik samlet statslig opbakning og støtte til, at i alt 33 unge mænd fra de to seminarier kunne komme til Jelling og blive uddannet i dansk sprog og kultur.

Den 20. maj 1919 stod Hemming Skat Rørdam og hans hustru, Ingrid Faber, på stationen i Jelling sammen med samtlige lærere fra byens seminarium og tog imod de 33 seminarister. Pontoppidans digt blev sunget på Laubs melodi, og den varme modtagelse gjorde indtryk på de unge mænd, hvoraf langt de fleste havde gjort tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.

En af de 33 sønderjyder beskrev siden modtagelsen således: “Hvert ord, der blev udtalt ved denne lejlighed, hvert smil, der blev sendt os, hvert håndtryk, vi modtog, sagde det samme: Velkommen. En herlig følelse af fred og tryghed greb os. Nu først følte vi, at vi havde fået krigen på afstand; her var fred, her var glade smil: det var Danmark.”

Byvandring i seminaristernes fodspor

Historien om de 33 seminarister og dermed om Jelling som en vigtig by i relation til grænsespørgsmål og danskhed blev genoplivet den 17.-18. september, da der var Folkefest i Jelling, arrangeret af Grænseforeningen kreds 20 i samarbejde med en lang række andre lokale aktører. Folkefesten var en nyfortolkning af de folkefester, der var populære i Jelling både før og efter Genforeningen, og under temaet “Grænser og national identitet – før, nu og i fremtiden” var der workshops, debatter, teaterforestillinger, koncerter og meget andet i den lille stations- og uddannelsesby.

Både fredag og lørdag var der byvandring fra stationen, hvor historien om de 33 seminarister og baggrunden for deres ankomst til Jelling i maj 1919 blev levendegjort af historiker og afdelingsleder på Vejle Stads-

arkiv Uffe Thyssen. Arbejdet med at grave historien om de 33 sønderjyske, dansksindede seminaristers historie frem var gjort af arkivar Karin Conradsen fra Vejle Stadsarkiv. Men da Karin Conradsen var blevet forhindret, var det afdelingsleder Uffe Thyssen, Vejle Stadsarkiv, der ledte de to byvandringer, hvilket han gjorde med glæde – “ikke mindst fordi jeg selv er sønderjyde”, som han sagde.

I modsætning til den majdag, hvor de 33 studerende blev modtaget med sang på stationen, var det ved Folkefesten køligt og blæsende. Men en nysgerrig flok på 10-12 personer trodsede efterårsvejret for at høre Uffe Thyssen fortælle.

Efter en indledende fortælling om baggrunden for de 33 seminaristers ankomst til Jelling førte Uffe Thyssen den lille flok over til seminariet, der i dag hedder UCL Erhvervakademi og Professionshøjskole, og udpegede den gamle forstanderbolig, hvor Hemming Skat Rørdam og hans hustru Ingrid Faber i en periode havde hele fire sønderjyske lærerstuderende boende.

“I de første måneder havde de endda alle 33 seminarister på kost, så selv om der ikke står meget om Skat Rørdams hustru i de dokumenter, vi har kunnet finde, kan man nok antage, at der som med så meget andet i høj grad har stået en kvinde bag succesen med at give de unge sønderjyske mænd en indføring i dansk sprog og kultur og ruste dem til at undervise på dansk”, fortalte Uffe Thyssen.

Han fortalte videre om Skat Rørdams engagement i den nationale sag, hans indsats i forhold til at skaffe finansiering til seminaristernes ophold og i forhold til at skaffe lokal indkvartering til seminaristerne.

Herefter førte han gruppen et par hundrede meter østpå til Grønnegade lige bag seminariets grund, hvor han udpegede et af de huse, der i tiden omkring Genforeningen husede flere unge sønderjyske seminarister.

En kvinde blandt deltagerne i byvandringen, hvis far var blandt de 33 unge mænd, der ankom til Jelling i maj 1919, fortalte, at hendes far som en af de få, var så ung, at han ikke havde været indkaldt til tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.

“Han kom til Jelling dagen før sin 18-års fødselsdag og blev her altså et års tid. Som barn husker jeg, at han fortalte positivt om sin tid her, og at han af og til mødtes med nogle af de andre unge mænd, han havde lært at kende her”, fortalte kvinden.

 På museet Kongernes Jelling holdt Kirsten Rykind-Eriksen, formand for Grænseforeningen Vejle Vesteregn og for Kreds 20, der havde taget initiativ til Folkefesten, åbningstale. Flere af deltagerne kiggede på deres ur og skævede over mod kirken, hvor der senere skulle være koncert med trioen Zenobia med sange fra grænselandet.

“Så må vi gå glip af det første af koncerten. Vi skal lige have afslutningen med her”, sagde en kvinde til sin mand og fugte efter Uffe Thyssen, der førte tilhørerne ned til byvandringens afsluttende station i Anlægget mellem seminariet og Jelling-monumenterne, hvor der i juli 1920 blev opstillet en genforeningssten på Skat Rørdams initiativ.

“Jelling er naturligvis mest kendt for Jellingmonumenterne, og jeg tror ikke, at så mange turister lægger mærke til genforeningsstenen. I det hele taget er den historiske forbindelse mellem Jelling og Sønderjylland ikke så kendt. Men forhåbentlig har I nu fået en forståelse for, hvorfor det giver mening at lave Folkefest i Jelling i dag”, sluttede Uffe Thyssen.