I anledning af 100-året for oprettelsen af Haderslev Stift har vi fået mulighed for at læse en særdeles velskrevet levnedsbeskrivelse i bogen ‘Kirke på grænsen – 100 år med Haderslev Stift.’ Jacob Ørsted, tidligere sognepræst ved Helligåndskirken i Flensborg, nu sognepræst i Garnisons Sogn, København, reflekterer over bogen.
Ved grænsedragningen i 1920 rejser 40 tyskuddannede præster syd over grænsen, mens de, der er tilbage, skal på valg i menighederne. Til manges overraskelse nord for grænsen bliver en del valgt, og der er nu et kirkeligt tysk mindretal, som bliver oprettet i 1923. Ja, der er nok at se til for Valdemar Ammundsen.
Vi siger ofte, om forholdet mellem flertals- og mindretalskirkerne både nord og syd for grænsen, at de til at begynde med var imod hinanden, senere ved siden af hinanden, for til sidst at være sammen. Men der går næsten 100 år, før grænselandets kirker fuldt ud tager hinanden i hænderne.
‘Kirke på grænsen – 100 år med Haderslev Stift’ har sin styrke i, at vi følger Stiftets biskopper den ene efter den anden. På samme tid blæser historien sine vinde ind over landsdelen og sætter dermed dagsordenen for de skiftende årtier.
Årene op til, under og efter Anden Verdenskrig sætter sit eget kraftige aftryk på Folkekirken og ikke mindst i grænselandet. Hvor langt må kirken gå, hvor meget må den sige?
Da besættelsesmagten påbegynder interneringen af de danske jøder og myrder præsten Kaj Munk, udsender biskopperne to hyrdebreve til præster og menigheder. Heri udtrykker de deres forargelse og opfordrer til, at det danske folk skal afvise enhver politisk anskuelse, der ophøjer sig selv til religion.
Efter krigen ønsker mange at afskaffe de liberale kirkelige forhold for det tyske mindretal, især at der fortsat prædikes på tysk. Men biskop Carl Wulff Noack, der har været præst i Helligåndskirken i Flensborg, har den erfaring med sig, at det ofte er de politiske strukturer, man må sig nej til og ikke den enkelte menighed eller præst. Overordnet set ønsker Noack at “tilvejebringe forsoning og en ny forståelse mellem kristne” fra to lande, der lige havde været i krig med hinanden.
I 1916 tager den første kvinde den teologiske kandidatgrad. Det var dermed ikke givet, at hun kunne blive præst. Dog bliver Maren Sørensen fra Sydslesvig ordineret til frimenighedspræst for den danske menighed i Valsbøl i 1940, men det er ikke en af Folkekirkens biskopper, der står bag. Det gør Niels Dael, frimenighedspræst på Vestsjælland. Først i 1972 bliver Lene Johansen ordineret i Haderslev Domkirke af biskop Th. V. Kragh som den første kvindelige præst i Stiftet.
‘Æ Rummelpot’ griber begivenheden og gengiver den i al sin forstokkethed. “Herre du ene – kan skåne os for Lene”. Selvom flere og flere kvinder bliver præster, udvisker det ikke det gamle kvindeideal, som nogle menigheder og mandlige præster sidder inde med. Haderslev Stifts siddende biskop Marianne Christiansen beskæftiger sig stadigvæk med nogle af de samme spørgsmål som dengang.
Menighederne spiller en væsentlig rolle
Op til reformationsjubilæet i 2017 lader domprovst Kim Eriksen i Haderslev Luther stille det relevante spørgsmål: Hvorfor (er) så meget i Folkekirken endt med at blive identificeret med præsterne?”, når en af Luthers kongstanker (er) “et kristent menneskes frihed”. Dermed lægger Kim Eriksen op til, at kirken stiller skarpt på ikke alene menighederne men også det enkelte menneske, som skal gøres opmærksom på, at det skal genopdage, at det er sat fri til at leve. “Det er ikke meningen, at denne frihed skal udleves i en uhæmmet selvrealisering, men i et fælles liv med vor næste.”
Skønt medlemstallet i 1990’erne er over 90 procent i Haderslev Stift, konstaterer biskop Olav C. Lindegaard, at der gennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne er sket et stort traditionstab. Der er kommet en ny alterbog og en ny oversættelse af Bibelen, men det er ikke nok. Man går andre veje for at få menigheden tilbage i kirken ikke alene til vielse, dåb og begravelse, men så sandelig også til gudstjenesten.
Løsnet er nye farver, ny indretning og ny udsmykning for at sætte stemningen. ‘Kirke på grænsen – 100 år med Haderslev Stift’ giver et par fine eksempler på, hvordan en restaurering i denne retning lykkes. I Broager Kirke skifter man gulvet ud med lyst fyrretræ og åbner op for adgangen til alteret. Den barokke altertavle bliver flyttet, så de tre vinduer i apsis bliver synlige. Alan Havsteen Mikkelsen tegner en ny alterskranke og en glasmosaik til det midterste apsis-vindue. Alt bliver lysere, og selv præsten bliver synlig for alle, da prædikestolen nu står på norsiden af korbuen.
Årene op til, under og efter Anden Verdenskrig sætter sit eget kraftige aftryk på Folkekirken og ikke mindst i grænselandet. Hvor langt må kirken gå, hvor meget må den sige?
Restaurering er ikke altid nok, for demografien ændrer sig, og man bygger derfor nye kirker. Mange tiltag siver ned over grænsen til Dansk Kirke i Sydslesvig, hvor der bliver bygget to kirker i henholdsvis Harrislee og Husum. Kendetegnet ved begge kirker er, at de følger tanken fra Haderslev og Danmark om, at der ikke skal være nogen forhindringer. Hverken når man vil ind i kirken eller til alters. Der er ingen besværlige trin eller forhøjninger, man skal forcere. Prædikestolen står på gulvet tæt ved døbefonten og giver erindringer tilbage til Luthers ord om at: “Enhver, som er krøbet ud af dåben, er lige meget præst og biskop”.
Børn er ikke længere små voksne, men børn der får rygsække med legetøj og pixibøger. Gudstjenester skal ikke alene finde afsted om søndagen, men der er nu også tilbud om andagter og familiegudstjenester, gerne med noget at spise når munden er færdig med at synge.
Det er også i 90’erne at de første lysglober gør sin entre og efterkommer et behov, der går ud over kirkerummet og gudstjenestens sociale og fysiske forståelse. I det samme årti nedsætter biskopperne et udvalg, som skal undersøge forholdene for at lyse Guds velsignelse over et homoseksuelle par. Bølgerne går højt, og biskop Olav C. Lindegaard går på talerstolen ved stiftsmødet i Haderslev Stift og bebrejder modstanderne for at have et “stærkt konservativt, for ikke at sige fundamentalistisk bibelsyn.” Der er ingen grundlæggende forskel mellem, at homoseksuelle modtager “Guds velsignelse en søndag formiddag under sognets gudstjeneste eller en lørdag eftermiddag sammen med venner og familie”, fortsætter han.
Det er svært at spå om fremtiden
Det er vel de færreste, der havde nogen anelse om, hvilke rædsler der ville ramme World Trade Center den 11. september 2001 og som forplantede sig ud til resten af verden som en iboende skræk for de “andre”. Spontant åbner man kirkerne for folk, der søgte kirkerummet alene eller sammen med andre.
Niels Henrik Arendt er ny biskop i Haderslev Stift, og hans store viden om forholdet mellem islam og kristendom, tager man straks til sig i bestræbelserne på at nå hinanden. Det sker med “Folkekirke og Religionsmøde”, der har til formål at udruste menigheder til at tale med mennesker, der har en anden tro. Desværre går der ikke mange år, inden de satiriske tegninger af profeten Muhammed dukker op og skaber en værdidebat med stejle fronter.
På foranledning af Niels Henrik Arendt skriver man “Haderslevartiklerne 2007” for at kaste lys over hvad kristen tro er i dag, i en tid med store kriser og en manglende tro på autoriteter.
På samme tid knytter Niels Henrik Arendt også et fast bånd til de danske mindretalskirker syd for grænsen, et bånd der i dag ved Marianne Christiansens hjælp giver Dansk Kirke i Sydslesvig observationsstatus i Haderslev Stiftsråd.
En af de fælles interesser som Niels Henrik Arendt og biskop Marianne Christiansen deler, er reformationsjubilæet 2017, som han er udpeget til at forberede. Han når desværre ikke selv at fejre jubilæet, da han dør den 23. august 2015. Men han ville have glædet sig over, hvor godt Jubilæet løb af staben med hundredvis af arrangementer, der ved hjælp af mange frivillige hænder, kunne afvikles.
Tre år senere er der atter jubilæum, idet det er 100 år siden, at genforeningen fandt sted. Desværre tvinger Covid-19 hovedparten af de planlagte arrangementer til at blive aflyst. Men det får ikke Haderslev stift til at vakle. Juli 2021 åbnes dørene til jubilæumsgudstjeneste og fejringen bliver i mindre omfang gennemført.
Efter 17 år i Sydslesvig ved undertegnede godt, at 2020 var 100 året for grænsedragningen. Det fejrer man ikke i respekt for de mange, der drømte forgæves om, at landsdelen kom tilbage til Danmark, især i årene efter de to verdenskrige. Dog er der en stor taknemmelighed på begge sider af grænsen for at forkyndelse, undervisning og kultur stadigvæk finder sted på det sprog, man ønsker.
At Dansk Kirke i Sydslesvig spiller en ikke uanselig rolle, skriver generalkonsul i Flensborg, Kim Andersen i bogen: “Dansk Kirke i Sydslesvig har haft en helt central rolle som ´bærende institution i mindretalslivet syd for grænsen. Den har været en katalysator for at knytte forskellige grupperinger og foreninger sammen gennem tiden. Den har ganske enkelt haft en stor betydning for mindretallets liv og virke”.
Tillykke med Jubilæet.
‘Kirke på grænsen – 100 år med Haderslev Stift’ kan købes på Haderslev Stifts
hjemmeside www.haderslevstift.dk
