Brugsen lå i den bygning lige rundt om hjørnet, hvor der er et stort stillads foran. Jeg ved ikke, om det er taget, eller hvad de nu renoverer”, siger Christa Vægter. 

I dag bor hun få hundrede meter fra det første sted, hun kom til på Falster, hvor hun har levet det meste af sit liv. Hun har været engageret i lokalsamfundet på flere måder. Blandt andet som formand for Grænseforeningens lokalforening på Nordfalster. Og hun har også bogstaveligt talt grænselandet i blodet. Hun er født på en gård i Harreslev i december 1938, kun 1000 meter fra den danske grænse ved Frøslev. 

“Mine bedsteforældre var ærgerlige over grænsedragningen”, siger hun. 

Ærgerlig kan nok ikke gøre det. To af hendes fars brødre, som blev sendt i krig for Tyskland under Anden Verdenskrig, kom ikke tilbage. Så det kostede den dansksindede familie dyrt, at grænsen lå en kilometer for langt mod nord. Christa Vægter, som er født Jørgensen, kunne have haft en større familie, hvis ikke hendes far og hans brødre var blevet tvunget med i Tysklands krig. 

Det var heldigt for hende og hendes søskende, at faderen overlevede. To år efter krigen, i 1947, døde deres mor af kræft. Måske også derfor var det svært for ham sige farvel til den blot 16-årige datter, da hun ville have en læreplads langt væk for en periode på fire år. Og han fik ret, hendes far. Hun kom aldrig hjem igen. 

“Men min far syntes godt om Knud, min mand. Det var ligesom et plaster på såret,” fortæller hun. 

Færdiguddannet og gift 

Knud Vægter arbejdede 40 år for Monberg og Thorsen.  

“Kort efter vi blev gift i 1958, da jeg var færdiguddannet, rejste han otte måneder til Thulebasen i. Jeg tog på husholdningsskole i Vordingborg imens”, fortæller Christa Vægter. 

Hun synes, det er meget sjovt, at hun faktisk var glad for at gå der, mens husholdningsskolerne har fået et noget stramt eftermæle, fordi forfatteren til ‘Matador’ lod Regitze Varnæs stikke af fra én, hvor de unge kvinder lærte at flå harer, hvis de nu blev gift med en lærer, og at pibe kraver, hvis de nu skulle blive gift med en præst.  

Christa Vægter var allerede gift med en tømrer, der var blevet betonformand og var med til at bygge alt muligt. Det var nu også 14 år senere, end Matador-afsnittet udspiller sig. 

Den hårde undervisning oplevede hun i sine allerførste skoleår, som var i tysk skole. Men da den danske skole i Harreslev stod færdig, fortsatte skolegangen der, og i 1951 begyndte hun i 1. mellem i Christian Paulsen-Skolen i Flensborg. Der var fem klasser med 30 elever i hver. 

“Der var himmelvid forskel på den måde, de tog os elever på. Der var nogle helt andre forhold på den danske skole, og lærerne interesserede sig for børnene. Det var godt, jeg kunne komme i den danske skole. Jeg er født i Harreslev og kom i Harreslev Danske Skole, da den åbnede. Der var i en bygning, der senere blev børnehave. Der havde også været en dansk skole før krigen”. 

Det var en stor sorg for Christa Vægters bedstefar og bedstemor, at de ikke kom med til Danmark, for gården lå kun en kilometer fra Frøslev grænse.  

“Der var tre gårde der, som stemte tysk, og to, som stemte dansk. Det betød, at min far var med i krigen. I familien var der tre drenge. Min far var Arthur Jørgensen. Hans to brødre, Kristian, som var slagter, og Peter, som var drogist, de faldt. Så efter krigen var der kun mig, min far og min faster, Christine, faster Laura og farbror Jakob”.  

Hendes far var ved luftværnsartilleriet på østfronten. Han var heldig og kom hjem.  

Familier bliver ødelagt 

“Da jeg var barn, kom han hjem på orlov, og jeg troede, der lå en fremmed mand i sengen. Efter krigen var der mange, som var rigtig fattige. Der var mange krigsinvalider. Der var mange børn, som havde mistet deres far. Det var en barsk tid. Men det lærte man jo at leve med. Man indretter sig jo. Desværre er de ikke blevet klogere i dag. Krig er forfærdeligt. Alting bliver bare ødelagt. Familier bliver ødelagt”. 

Christa Vægter fortæller, at fordi hendes forældre havde en gård, manglede familien ikke mad.  

“Vi kunne slagte grise. Der var grøntsager og kartofler. Men vi kunne ikke få tøj. Man måtte sy tøj om fra de voksne til børnene. I de familier, hvor faren var faldet, og moren skulle forsørge børnene. Det var der ikke meget hjælp at få.” 

I årene efter krigen var der ikke god stemning mellem danskere og tyskere.  

“Når vi kom forbi den tyske skole på vej til vores skole, råbte vi alt muligt efter hinanden. De råbte ‘Speckdänen’, og vi råbte også noget mindre pænt tilbage. Men vi var vant til, at nogle var danske, og andre var tyske. Og vi har levet i fred og ro med naboerne gennem alle tiderne, så der har ikke været noget der.” 

“Mine bedsteforældre, min far, mine søskende og jeg talte altid sønderjysk. Min mor talte plattysk. Hun var fra Andrup, en anden landsby. Sådan var det, især på landet. Der blev talt plattysk, sønderjysk, almindeligt dansk og højtysk. Vi vidste, når folk kom på besøg, hvad man skulle tale”, siger Christa Vægter. 

De danske skoleelever i Sydslesvig havde lærere fra Danmark i skolen. 

“Fantastisk gode lærere. Der var respekt for lærerne. Jeg kunne virkelig godt lide at gå i skole. Harreslev var en landsby, en gammel bondelandsby med gårde, bager, købmand og slagter. Som det var i landsbyerne dengang”.  

Feriebarn 

Hun blev feriebarn i 1946. 

“Nu har der ikke været forretning i mange år i bygningen, hvor Brugsen lå. Jeg kom i lære, da jeg var blevet konfirmeret. Jeg var glad for at stå i butikken som feriebarn. Man kunne få alt. Grovvarer, fødevarer, tekstil. Vi havde alt. Folk kunne også bestille alting. FDB’s lager lå i Vordingborg, og Storstrømsbroen er fra 1937, så der var ikke langt”. 

Da Christa Vægter skulle afsted som feriebarn, blev børnene sat på toget i Flensborg. 

“Der blev læsset børn af undervejs i Jylland og på Fyn. Vi måtte slæbe vores kufferter ombord på færgen i Nyborg og ned igen i Korsør. Jeg blev sat af på Ore Hoved Station. Så kom ferieforældrene. De var på cykel. Og de trak den hjem med kufferten. Rejsen var arrangeret, så der var danskere med fra Sønderjysk Forening, det vil sige Grænseforeningen, til at følge os.” 

Hendes mand, Knud Vægter, var med til at bygge Langelandsbroen og Svendborgsundbroen. Sønnen Kjeld blev født på Rudkøbing Sygehus i 1962, og datteren Tine blev født i 1965 i Svendborg. 

“Da børnene blev store, begyndte jeg på børnehaveseminariet i Nykøbing. Jeg blev færdig i 1985. Her sagde de andre om Knuds rejseri: Det ville vi ikke finde os i. Jeg spurgte: Hvor mange af jer er så skilt. Jeg havde også børn”. 

“Jeg kunne snakke med folk på en helt anden måde, fordi jeg havde prøvet lidt af hvert. Jeg arbejdede i SFO’en på Ejegodskolen, indtil jeg gik på efterløn. Det var en god arbejdsplads”. 

Familien flyttede ind i huset, hvor Christa Vægter bor den dag i dag, i 1969. 

Stadig kontakt 

“Da vi kom hertil, fik Svend Aage Andersen, som havde været med til at starte Grænseforeningen her, mig med i bestyrelsen. Det har jeg også været glad for. Vi havde virkelig mange medlemmer i Nørre Alslev. Der var mange, specielt ældre, der var interesserede i Sydslesvig og Grænseforeningen”.  

“Rundt omkring på gårdene var de næsten alle sammen medlemmer. Der var mange flere gårde. Og der boede flere mennesker. Der var karle og piger. Det var et andet liv end i dag. De fik nok heller ikke mange penge, kost og logi og lidt til. I dag sidder der en mand på en kæmpe traktor og styrer det hele”. 

Christa Vægter har en kassebog fra Grænseforeningen (Sammenslutningen af Sønderjyske foreninger i Maribo Amt) fra 1934. 

“Der har altid været noget, som har brændt for den sønderjyske sag.” 

Christa Vægter blev boende i landsbyen, også efter at hendes ferieforældre, brugsuddelerparret, var flyttet til Nykøbing.  

“Deres førstekommis overtog forretningen og var der ene mand, til den lukkede i 1994. Brugsuddelerens børn har jeg fulgt. Én blev brugsuddeler i Nuuk, en datter blev gift med en mejerist og rejste til Sydtyskland. Jeg har stadig kontakt til den yngste, Flemming”, siger Christa Vægter, som konstaterer, at tiden er forandret.  

Christa Vægter har stadig kontakt til sin kusine, Marianne Huy, som har været meget aktiv i de sydslesvigske foreninger gennem årene, hvilket hun også fik Sydslesvig Prisen for i 2014.