Ingrid Skøtt Nielsen

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Da et træ væltede i Frankrig, fik Ingrid afklaring

I mere end 100 år har Ingrid Skøtt Nielsens familie levet i uvished om, hvad der skete med hendes bedstefars lillebror, Erik Petersen Skøtt, der blev tvunget i krig for Tyskland under Første Verdenskrig. Men da et træ væltede i Frankrig, fik familien afklaring, og Erik Petersen Skøtt blev begravet som dansker.

Jeg troede faktisk ikke, at jeg ville blive rørt igen, men der kan man bare se”. 

Ingrid Skøtt Nielsen smiler en smule og rykker sig lidt i stolen. Med en forsigtig bevægelse fjerner hun den tåre, der netop har forladt hendes ene øjenkrog.  

“Jeg ved ikke hvorfor, men det føles som om, han lige er død, og ikke at han faktisk døde for mere end 100 år siden. Det var den samme følelse, der ramte mig til begravelsen i Frankrig i sommer. Det er nok stadig overvældende at tænke på, at Erik nu endelig har fået fred i dansk jord”, siger hun, da magasinet Grænsen besøger hende i Haderslev en formiddag i oktober.  

Erik er Erik Petersen Skøtt, lillebror til Ingrid Skøtt Nielsens bedstefar. Han blev indkaldt til den tyske hær den 4. maj 1915 og meldt savnet den 21. juni 1916 på slagmarken nær den franske by Verdun under et af de mest voldsomme slag under Første Verdenskrig. Og den 15. juli 2024 blev han så lagt i jorden på Den Sønderjyske Kirkegård i franske Braine.

Knogler under træet  

Det var under en efterårsstorm i 2022, at et træ væltede på offentlig grund nær Verdun. Da oprydningen gik i gang, stødte franske renovationsarbejdere på de jordiske rester af fem soldater fra Første Verdenskrig. En af dem var sønderjyske Erik Petersen Skøtt, der kunne identificeres takket være sit hundetegn.  

“Det er lidt utroligt. Tænk, hvor længe han kunne have lægget dér, hvis ikke det træ var væltet”, siger Ingrid Skøtt Nielsen, der læste om fundet i JydskeVestkysten en juli morgen i 2023. 

“Det var jo egentlig meget tilfældigt. Hver fredag henter jeg avisen fra postkassen og folder den ud på det runde bord i mit køkken. Så spiser jeg lidt morgenmad og læser avisens artikler. Den her morgen fik jeg nærmest rundstykket galt i halsen, for midt på forsiden stod navnet på min bedstefars lillebror, hvis skæbne vi aldrig havde kendt”, fortæller Ingrid Skøtt Nielsen. 

I den uddybende artikel i avisen stod også navnet på Ingrid Skøtt Nielsens bedstefar, Lauritz Petersen Skøtt, og at da man søgte efterkommere i familien. Med dunkende hjerte greb Ingrid Skøtt Nielsen ud efter telefonen, og knap et år senere var hun så med, da bedstefarens lillebror fik en ordentlig begravelse. 

“Det var en meget smuk oplevelse”, husker Ingrid Skøtt Nielsen om turen i sommer til Braine, hvor mindestedet for de faldne sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig på tysk side, findes. 

Erik Petersen Skøtt blev bisat som soldat nummer 80 på kirkegården, og til begravelsen deltog mere end 300 mennesker, herunder en stor delegation fra Sønderjylland. Begravelsen var nemlig blevet slået sammen med markeringen af 100-året for kirkegårdens indvielse, hvilket Ingrid Skøtt Nielsen opfattede som en stor ære. 

“Jeg var meget stolt under hele turen. Jeg oplevede en stor respekt, og mange af de officielle deltagere fra både Danmark og Frankrig ville gerne hilse på og høre, hvad jeg havde at fortælle”, siger hun.  

“Jeg tænkte en del på min bedstefar undervejs. På en måde har han også fået ro, nu hvor vi endelig ved, hvad der skete med hans lillebror Erik”, tilføjer Ingrid Skøtt Nielsen.

Ingrid Skøtt Nielsen

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Tre brødre, tre skæbner 

Både Erik Petersen Skøtt, Lauritz Petersen Skøtt og den yngste bror Marius Petersen Skøtt blev som sønderjyder indkaldt som soldater i den tyske hær under Første Verdenskrig. Sønderjylland var under tysk herredømme som følge af det danske nederlag i 1864, og krigsindkaldelsen kom til at præge de tre brødre på tre forskellige måder.  

Lauritz Petersen Skøtt havde som den ældste bror allerede kone og barn, nærmere bestemt Ingrid Skøtt Nielsens far, Hans, og det fik ham til at flygte over grænsen til Danmark. 

“Han havde været indkaldt i et par måneder og havde ikke været i kamp. Det havde han heller ikke lyst til at komme, så han flygtede over Kongeåen og slap for krigen”, fortæller Ingrid Skøtt Nielsen.  

“Anderledes gik det den yngste bror Marius, der fik skudt sin kæbe i stykker og tilbragte lang tid på lazarettet. Han overlevede krigen, men blev aldrig den samme. Han isolerede sig fra resten af familien, men fik alligevel kone og børn”, tilføjer hun.  

Ved begravelsen i Frankrig mødte Ingrid Skøtt  
Nielsen tre efterkommere fra Marius Petersen Skøtts familie, men de vidste ikke meget om familiens historie.  

“Jeg har heldigvis min røde bog”, siger Ingrid Skøtt Nielsen og peger på en A4-formet bog i en dybrød farve. 

“Det er en slægtsbog, som min far fik lavet. Der står selvfølgelig ikke så meget om Erik, men min bedstefar og Marius er mere nævnt”, tilføjer hun.

En værdig ceremoni 

Sammen med de andre efterkommere var Ingrid Skøtt Nielsen med til at sænke Erik Petersen Skøtts urne i jorden på kirkegården. Og det var en scene, der udviklede sig en smule komisk.  

“Det var en vældig flot ceremoni. Der var alle mulige militærfolk til stede med mange udmærkelser på brystet og skuldrene. Vi sang danske salmer, og så var Dannebrog blevet lagt på et bord med en blomst placeret ovenpå. Det var lige ved siden af graven, hvor der også var blevet sat blomster. Det var meget rørende”, fortæller Ingrid Skøtt Nielsen.  

“Det var så to af de andre efterkommere, der skulle placere urnen i graven. Men hullet var ikke bredt nok. Der var simpelthen ikke blevet fjernet jord nok, så en forsvarsattaché måtte ned på knæ og hjælpe med at få urnen placeret korrekt. Og pludselig tabte han så sin spidshue. I samme øjeblik løftede han hovedet og kiggede på mig, og så kunne jeg ikke lade være med at smile”, siger hun. 

Ingrid Skøtt Nielsen fortæller videre, at det var lidt mærkeligt at stå med tårer i øjnene og samtidig forsøge at undertrykke et stort smil, mens en slægtning, der mistede livet for mere end 100 år siden, blev begravet.  

“Erik var jo forældreløs, da han blev sendt i krig. Faren var død i en tidlig alder, og moren døde i 1915. Det er hårdt at tænke på, synes jeg. Han blev kun 21 år, og det er jo alt for lidt. Jeg har selv børnebørn på den alder, og tanken om, hvis de skulle i krig, er ikke til at bære”, siger Ingrid Skøtt Nielsen og tager fat om et lille emblem, hun bærer på brystet.  

“Det er en valmue. Jeg købte den i Frankrig. Den får mig til at tænke på Erik, men også på mine børnebørn. Det kan lyde underligt, men jeg føler en stærk forbindelse til ham. Han er familie, og blod er tykkere end vand. Han var jo bare en dreng, der blev sendt i krig og blev dræbt”, siger Ingrid Skøtt Nielsen.

En krig i arv 

Den røde valmue er et kendt tegn for mindet om faldne soldater. Det har den været siden Første Verdenskrig, hvor valmuer i massevis dukkede op på markerne, hvor de døde soldater var blevet begravet, som et minde om de tabte liv. Særligt i England bliver valmuen stadig anvendt i dagene omkring den 11. november, hvor afslutningen på Første Verdenskrig markeres. På dansk kendes dagen som ‘Våbenstilstandsdagen’, mens den på engelsk hedder ‘Remembrance Day’. En dag, der også bliver højtideligholdt af flere af Grænseforeningens lokalforeninger.  

“En kvinde i butikken fortalte mig historien, og det var meget rørende. Det er en virkelig smuk, men også sart blomst”, siger Ingrid Skøtt Nielsen.  

Selvom Første Verdenskrig sluttede for mere end 100 år siden, har krigen påvirket Ingrid Skøtt Nielsens familie dybt. Hendes bedstefar fortalte indimellem om Erik, lillebroren, der forsvandt, men aldrig om Marius, lillebroren, der fik sit ansigt vansiret i kamp og vendte familien ryggen.  

“Jeg mindes ikke at have hørt min bedstefar fortælle om Marius. Det var også først langt senere, da min far viste mig slægtsbogen, at jeg opdagede, at min bedstefar havde haft endnu en lillebror. Jeg ved ikke hvorfor, men han fortalte kun om Erik”, slutter Ingrid Skøtt Nielsen.

Ingrid Skøtt Nielsen

Ingrid Skøtt Nielsen ved Erik Petersen Skøtts grav i Braine, Frankrig.

Foto: Lene Wulf/Kolding Stadsarkiv

Museumsinspektør: Et helt unikt fund 

Det er meget usædvanligt, at man har fundet og identificeret de jordiske rester af en sønderjysk soldat fra Første Verdenskrig. Sådan siger René Rasmussen, der er museumsinspektør i Museum Sønderjylland.  

“Det tror jeg ikke er sket inden for i hvert fald de seneste 50 år. Det er et helt unikt fund”, siger han.  

Museumsinspektøren fortæller, at man i Frankrig og Belgien stadig finder faldne soldater fra Første Verdenskrig, men de er som regel britiske, franske og tyske.  

“Man skal huske, at der under Første Verdenskrig døde flere millioner soldater. Slaget ved Verdun og Slaget ved Somme var nogle af de største kampe, og der faldt sammenlagt flere end 600.000 soldater. Det er rigtig mange mennesker, og det er langt fra alle faldne, der blev fundet og lagt i en grav”, siger René Rasmussen.  

Den fundne sønderjyske soldat, Erik Petersen Skøtt, blev identificeret takket være et identifikationsmærke, også kaldet ‘hundetegn’, som han bar på sig, og som nu er blevet overdraget til Museum Sønderjylland. En ring og et ur, der blev fundet sammen med hundetegnet, er ligeledes blevet overdraget til det sønderjyske museumsforetagende. 

“Det er vi meget glade for. Genstandene kommer nok til at indgå som en del af vores særudstilling om Første Verdenskrig på Sønderborg Slot, som vi åbnede i 2023. Her er det nemlig den personlige historie, der er i fokus”, siger René Rasmussen. 

Omkring 30-35.000 sønderjyder blev indkaldt til krigstjeneste i den tyske hær. Omkring 6.000 blev dræbt, mens ca. 4.000 blev varigt invalideret.  

“Krigen berørte alle. Næsten alle familier havde mænd ved fronten, og hjemme blev livet helt anderledes med savn og sorg”, siger René Rasmussen.  

Erik Petersen Skøtt blev i sommer begravet som soldat nummer 80 på Den Sønderjyske Kirkegård i Braine.  

Museum Sønderjylland har siden 2014 haft hjemmesiden denstorekrig1914-1918.dk, hvor formålet er at oplyse om de sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig. Erik Petersen Skøtt var allerede registreret på hjemmesiden, hvor i alt knap 14.000 sønderjyder (heraf ca. 6.000 faldt og 8.000 overlevende) er at finde. Arbejdet er drevet af frivillige, og René Rasmussen fortæller, at målet er, at alle sønderjyske krigsdeltagere er i registret om 20-30 år.

Lokalforening deltog i begravelse: En rørende oplevelse

Grænseforeningen Kolding var med, da Erik Petersen Skøtt blev begravet på Den Sønderjyske Kirkegård i Braine den 15. juni 2024.

“Det var en meget rørende oplevelse. Det var historisk. I så mange år var han forsvundet og gemt væk som tysk soldat i fransk jord. Men nu er han igen blevet dansk”, siger Jutta Juhl, der er medlem af bestyrelsen i Grænseforeningen Kolding.

Erik Petersen Skøtt var en ung soldat fra Haderslev, der blev meldt savnet den 21. juni 1916 efter Slaget ved Verdun, et af de største militære sammenstød under Første Verdenskrig, og det var også nær Verdun, at resterne blev fundet. En historie, der gjorde indtryk på Jutta Juhl. 

“Min egen bedstefar kom såret hjem fra krigen, men det gjorde hans lillebror ikke. Han ligger begravet på soldaterkirkegården i Manicourt. Så jeg er vokset op med mange historier fra dengang, og det er selvfølgelig derfor, jeg bliver ekstra rørt af at være med til sådan et arrangement. Det var en stor oplevelse”, siger Jutta Juhl.  

Det var Kolding Kommune, som havde inviteret to frivillige fra organisationerne Dannebrogs-Samfundet, Genforenings- og Grænsemuseet, Veteraner i Kolding, Garderforeningen i Kolding samt Grænseforeningen Kolding. Udover Jutta Juhl deltog Henning Haugaard, der er formand for Grænseforeningen Kolding. 

Der deltog også repræsentanter fra de fire sønderjyske kommuner, Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa. Bl.a. var Mads Skau (V), borgmester i Haderslev Kommune, med i begravelsen af Erik Petersen Skøtt. Derudover spillede Slesvigske Musikkorps koncert.  

Den Sønderjyske Kirke i Braine, der blev oprettet den 15. juni 1924, har siden efteråret 2023 været udnævnt som UNESCO-verdensarv sammen med alle andre begravelses- og mindesteder fra Første Verdenskrigs vestfront i Belgien og Frankrig.