Interview med forfatteren Knud Romer om hans vej til at finde fred med sin blandede kulturelle baggrund, som blev startskuddet på hans forfatterskab

Af Lotte Dahlmann

Lige nu skriver han en novelle om katte til en tysk antologi på forlaget Schöffling. Desuden er han i gang med et bogprojekt om en tysker fra Holsten, som rejste ud i den danske konges tjeneste. Der er ingen tvivl om, at det tyske sprog, litteraturen og kulturen fylder meget i forfatter Knud Romers univers.

Han er flasket op med ”Knudchen” og lydene af det tyske sprog, fortæller han i et interview til Grænsen.

I dag er Knud Romer afklaret omkring sin blandede identitet:

”Når jeg er i Danmark, er jeg tysk, når jeg er i Tyskland, er jeg dansk”, siger han.

Han er bosat i København, hans børn går i den tyske skole, og han har skabt et produktivt og frugtbart virke på basis af både det danske og det tyske. Men det stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, da han var barn og voksede op – snarere tværtimod. For Knud Romer har vejen til at værdsætte de to kulturer, han er et produkt af, været en lang og til tider smertefuld rejse.

Hjerteskærende beskrivelse af en barndom præget af ”tyskerhad”    

I sin debutroman, ”Den som blinker er bange for døden”, som udkom i 2006, beskriver Knud Romer sin opvækst med en dansk far og tysk mor i Nykøbing Falster i 1960’erne. ”Krigen holdt aldrig op i Nykøbing Falster”, skriver han og fortæller, hvordan mobning i skolegården og i klasselokalet hørte til dagens orden, fordi hans mor var tysk.

I 2009 valgte Flensborg by ”Den som blinker er bange for døden” til projekt ”En by læser en bog”. De tyske boghandlere har siden 2002 arrangeret denne konkurrence, hvor den by, der vinder, får 7,500 euro til at uddele bøger til byens borgere og holde oplæsninger, og i 2009 gik Flensborg af med sejren med Knud Romers bog.

I sin begrundelse for at vælge netop denne bog udtalte Torge Korff fra Flensborg kommunes kulturforvaltning til Dagbladet Information:

 ”Bogen, som beskriver, hvordan en lille familie med en dansk far og en tysk mor bliver udstødt af 1960'ernes Nykøbing Falster på grund af danskernes indædte had til tyskerne, var interessant for borgerne i Flensborg. Ikke fordi moderen er tysk, men fordi hun repræsenterer et mindretal og er anderledes i forhold til de andre borgere i den by, hun bor i. En situation, der er velkendt i Flensborg, hvor det er danskerne, der er i mindretal”.

Begivenheden berørte Knud Romer dybt:

”Det, der fik mit sår til at hele, var, da jeg kom til Flensborg og så citater fra min bog – på tysk og dansk - skrevet med kridt på veje og mure, bannere og i forretningerne. Og hørte børn læse højt af min bog på tysk og dansk i gågaden i Flensborg. Om fredagen havde de råbekor på rådhuspladsen, hvor man på dansk og tysk råbte citater fra bogen ud i kor. Og om aftenen blev romanen læst op af byens borgere på tysk og dansk i to forskellige rum, hvor folk kom op og tog et afsnit, og byens borgere læste den op på tysk og dansk samtidig.

Jeg havde tårer i øjnene – for det var jo det, jeg havde drømt om. Det der kaudervælske, de talte, var jo mit sprog!”

Slangerne under sengen

Baggrunden for, at denne anerkendelse af ”Den som blinker... ” betød så meget for Knud Romer, var blandt andet, at det havde taget Knud Romer flere år at finde modet til at skrive bogen af frygt for reaktionerne:

”For mig er det frygtelige, at jeg har levet mit liv for at skrive den roman, men jeg har ikke kunnet skrive den af den simple grund - og det har jeg først fundet ud af sidenhen - at mine læber har været syet sammen med ståltråd: Jeg har ikke turdet. Den roman er mig, der kigger under sengen for at se, om der er slanger – ligesom da man var lille. Hvis man ikke som voksen kigger efter, så går man stadig rundt med denne barnlige angst for, at der er slanger – realitetsprøven. Problemet var, at da jeg foretog realitetsprøven, så var der slanger – og de flippede helt ud i en national benægtelse af et tyskerhad, der er så åbenlyst for enhver, der blot vil anerkende det.”

”Slangerne” var blandt andet kritikere, der anklagede Knud Romer for at opdigte og lyve om sin barndoms trængsler. Men det var også kritik fra parnasset i Danmark, som hævdede, at der aldrig havde eksisteret tyskerhad – og slet ikke i 70’erne og 80’erne.

”Det var fuldstændig umuligt at trænge igennem. Da kritikerne gik til angreb, var der rigtig mange, der henvendte sig til mig og sagde: Endelig! Endelig er der nogen, der siger det højt (at der fandtes tyskerhad i Danmark efter 1945, red.). Og det sjove var, at det var mange fra det danske mindretal. De kommer jo selv kørende til Danmark med tyske nummerplader og oplever på egen krop, hvordan det er. Det er ligesom jøderne, der flygtede ud af Tyskland og siden blev stillet til regnskab for tyskernes gerninger! Her kommer det danske mindretal til Danmark og bliver udsat for tyskerhad – og det skete helt op i halvfemserne”, siger han.

”Jeg er jo dansker og ved godt, at det er for sjov, men samtidig så vækker det noget i mig. Når man er vokset op med afvisning, social eksklusion, og påduttet en identitet, som ikke er ens egen: ”Tyskersvin!” Jeg vidste slet ikke, hvad de snakkede om: ”Den der tysker – jeg kender ham ikke, det var et stykke pølse i ”Matador””. Man føler sig dybt såret, når en tv-anmelder skriver om en serie, at svenskerne er tyskere forklædt som mennesker. Det første, jeg tænkte, var: Er min mor ikke noget menneske? Er hun et umenneske? Hvad nu hvis de skrev: ”Svenskerne er jøder forklædt som mennesker”, eller: ”Svenskerne er muslimer forklædt som mennesker”, så ville de blive fyret eller landsforvist. Men tyskerne, det går”.

Derfor tog det lang tid, før du kunne skrive bogen?

”Ja, det var på grund af de nationale strømninger, pressen og forlagene. Jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne have fået min roman udgivet før. Hvis jeg havde skrevet den i 1979, var jeg blevet slagtet! Dengang levede der stadig folk, som havde været i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig.

Min farbror havde været jernbanesabotør, og jeg kender godt de folk. Han var meget anderledes og havde oplevet dem, der blev modstandsfolk på befrielsesdagen. Men der var bare den her indædt nationale – ja, en stemning, hvor den nationale identitet ligesom byggede på en fuldkommen fortrængning af vores egen rolle under 2. Verdenskrig og på en vedtaget sandhed om, at tyskerne generelt bare var nogle svin. Det blev bekræftet i hver sort-hvid film i fjernsynet.

Det, som er så frygteligt med at vokse op på den måde, er, at det er sket for alle tyskere, som er vokset op uden for Tyskland. De har betalt prisen for Tysklands rolle i 2. Verdenskrig. Prisen var, at du var en social paria. Folk kunne opføre sig som det passede dem: De kunne sige ”Sieg Heil”, rejse sig og gå, hvis du satte dig ved siden af dem – en fuldkommen social eksklusion og brændemærkning, som man ikke kan forestille sig, hvis man ikke har prøvet det. Og man ville heller ikke lægge mærke til det. Fordi det er så naturaliseret en del af hele ens identitet og verdensbillede, så lægger du slet ikke mærke til, at du udøver den her eksklusion. Du lægger ikke mærke til, hvad det er for et sprog, du bruger, når du taler om andre mennesker. Det er SÅ sårende! ”, siger Knud Romer, så man næsten selv mærker smerten.

”Bare min mors navn Hildegard. Jeg oplevede som barn, at min mors navn blev forvandlet til et øgenavn, til spot, og det gjorde så ondt, at man ikke fatter det. Da jeg endelig begyndte at skrive, fandt jeg ud af, at det ikke kun var min mor, der havde givet mig drømmen om at skrive. Min store drøm var at få en bog udgivet på det store forlag Insel Verlag i Frankfurt, hvor jeg er vokset op hos min mormor. Det var en umulig drøm, for de udgiver ikke danske forfattere! Så jeg ødelagde mit liv med den drøm!

Men jeg var besat af tanken om: Jeg skal komme tilbage…. Og den måde, jeg kunne blive hel på, var ved at skrive min danske historie på tysk og få det udgivet på Tysklands fornemmeste forlag. Så ville jeg være kommet hjem, drømte jeg. Det var helt vanvittigt!”

Knud Romer læner sig frem i stolen og snupper endnu en tår kaffe, før han triumferer:

”Det vanvittige er, at det lykkedes. Det tog to år at få dem til at læse min roman, men jeg er den første levende dansker, som er blevet udgivet af dem.”

Anerkendelsen

”Den som blinker…” blev først udgivet på dansk og siden på tysk. Udgivelsen i Tyskland var et defining moment i Knud Romers liv:

”Når man udkommer på Insel Verlag, inviteres man til et foredrag i Villa Unselt. Her skal man signere den første bog i første oplag, hvorefter den bliver placeret i en bankboks, hvor samtlige bøger, forlaget har udgivet, gemmes. De kom med min bog på et sølvfad og bad mig signere den med en fyldepen.

Da jeg satte bogen ”Wer blinzelt, hat Angst vor dem Tod” ind i reolen og blev en del af tysk litteratur, fik jeg min identitet.”

Du er jo stadig dansk?

”Jeg er jo ligeså tysk, som jeg er dansk. Det komiske er, at jeg er tysk i Danmark og dansk i Tyskland, så jeg er aldrig hjemme. Denne roman er heller aldrig hjemme, fordi den er skrevet på dansk. Men historien er tysk – og mit dansk er igen en oversættelse af det tysk, som jeg lærte at elske i min barndom. Og den er skrevet i Insel Verlags sprog, ellers havde jeg ingen chance for at få den udgivet.

Hele min bevidsthed, min sprogfølelse er skabt af den tyske romantik og af Novalis, Rilke og Hofmannsthal (Rainer Maria Rilke, tysk digter, og Hugo von Hofmannsthal, østrigsk digter, red.) og det milde, blide, syngende smukke, smukke sprog, som min mor delte med mig. Så romanen findes kun i mit eget sprog som dansk. Men som historie findes den kun på tysk, fordi konteksten for at forstå historien ikke findes i Danmark.”

Hvis man er historieløs, kan man ikke forstå andre

”Det komiske er, at min roman hele tiden fremstilles som en bog, der handler om mig. Det gør den ikke, den handler om min mor og er min mors historie. Men eftersom min mors historie ingen mening giver i Danmark, så findes den ikke.  Den bog findes ikke, fordi danskerne kan ikke læse historien men kun sproget, mens tyskerne kun kan læse historien men ikke læse mit sprog”, siger Knud Romer.

Det kræver en forklaring. Knud Romer forklarer - og det fortælles også i romanen - at hans mor i sine ungdomsår i Hitlers Tyskland var forlovet med Horst Heilmann. Heilmann blev henrettet i Berlin i 1942 for at være med i et netværk af modstandsfolk kaldet Rote Kapelle, som bekæmpede nazismen, og som ifølge nazisterne samarbejde med russerne. Han er siden blevet hædret og mindet i Tyskland for sin indsats.

”Jeg undrede mig over, hvorfor ingen interesserede sig for den del af bogen, der fortæller, at min mor var forlovet med Horst Heilmann – og havde været med i kredsen omkring Rote Kapelle? Der er gader i Tyskland, som er opkaldt efter Horst Heilmann, og han er hovedpersonen i ”Die Ästhetik des Wiederstands” af Peter Weiss, som er tyskernes svar på ”Ulysses” (roman af James Joyce, red.).

Men tiøren faldt ikke rigtigt herhjemme, og der er ingen at henvende sig til her, fordi konteksten til at forstå betydningen af den del af romanen findes ikke her i Danmark.

Kultur, sprog og historie er kontekst, og hvis man ikke har den, kan man ikke forstå de andres tankegang, adfærd eller verdensbillede. Man læser dem hele tiden ind i sit eget, og det gør, at der kan opstå frygtelige misforståelser”, siger Knud Romer og holder en lille og sjælden pause.

Tiden er fløjet, kaffekanden er tom, og Knud Romer skal hente sine børn på den tyske skoles fritidshjem. Men der er lige noget, der ligger forfatteren på sinde at sige til Grænsens læsere:

”Hvis danskerne mindede sig selv om, at det danske sprog er af søfareren: Det består af engelsk, fransk, latin og ekstremt meget tysk – hvis man havde en historisk bevidsthed om sig selv, så ville man ikke kunne gå rundt i den vildfarelse, at dansk er en enhedskultur – den er sammensat. Danmark er også Nordtyskland og Sydsverige. Det er kun, hvis du går rundt med de forblommede og historieløse forestillinger om, hvad det vil sige at være dansker, at du kan føle dig truet af, at der kommer nye ord, madretter, nye omgangsformer – at din kultur indoptager alle mulige elementer! Jamen, dansk kultur ér resultatet af det.

Hvis du er historieløs og tror, at det er Danmark for danskerne, ét sprog, én kultur – så går det galt: Den danske sang er skrevet af alle mulige kulturer. Alt det, der er dansk, kommer udefra og er blevet gjort dansk. Ikke mange løber så meget rundt om juletræet, som vi gør. Juletræet som tradition stammer fra Tyskland. Og når der hænger trommer på juletræet, så stammer det fra 1864, og det var dengang, julen blev gjort dansk. Der er kulturkamp på juletræet!”