Ny konference sætter fokus på samarbejdet på tværs af grænsen
Hvordan kan Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening (SSF) fremme samarbejdet mellem danskerne på den ene side og de dansksindede i Sydslesvig på den anden side af grænsen? Sådan lyder udgangspunktet for en ny konference, som en håndfuld af Grænseforeningens lokalforeninger står bag.

Mindestøtten ved Skamlingsbanken
Foto: Restaurant Skamlingsbanken
Af Alexander Leicht Rygaard og Poul Struve Nielsen
Kontakten mellem danskere og det danske mindretal i Sydslesvig er udfordret.
Sådan lyder det fra en håndfuld af Grænseforeningens lokalforeninger, der står bag en ny konference på Skamlingsbanken lørdag den 1. november.
Konferencen har overskriften ’Hvordan kan Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening (SSF) udvikle samspillet mellem danskerne og det danske mindretal i Sydslesvig?’. SSF er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation.
”Det er blevet sværere at få hul igennem til Sydslesvig på lokalt niveau, og det skal vi gøre noget ved. Jeg håber, mange har lyst til at være med, for det er et tema, som berører alle i Grænseforeningen, og som hovedbestyrelsen også har taget op gennem et udvalg”, siger Kirsten Rykind-Eriksen, forkvinde for Grænseforeningen Vejle Vesteregn, der er en del af Grænseforeningens Kreds 20, som står bag konferencen på Skamlingsbanken.
På konferencen, der varer fra kl. 9-16, er formiddagen sat af til et indblik i maskinrummet med repræsentanter for de sydslesvigske foreninger og Grænseforeningen. Om eftermiddagen belyses emnet i fugleperspektiv.
Formiddagen byder således på en paneldiskussion, hvor panelet skal svare på spørgsmålet: Hvilken værdi vil du og din forening få ved et øget samarbejde med en eller flere foreninger på den anden side af grænsen? Paneldeltagerne vil også blive bedt om at komme med konkrete forslag til, hvordan samarbejdet over grænsen kan forbedres.
Panelet består af Mads Lausten, formand for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), Alena Strelow, præst i Sct. Hans og Adelby danske menigheder, og Lill Magill, forkvinde for Årsmødeudvalget i SSF. Fra Grænseforeningens maskinrum deltager Steen Skovhus, formand for lokalforeningen Københavns Vestegn samt medlem af hovedbestyrelsen, og tidligere foreningskonsulent i Grænseforeningen Claus Jørn Jensen. Ordstyrer er Jens M. Henriksen, bibliotekschef i Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Der følges op med spørgsmål og debat.
Om eftermiddagen bevæger konferencen sig fra maskinrum til fugleperspektiv, og her vil alle paneldeltagerne pege på et område, hvor der med fordel kan sættes mere ind for at styrke forståelsen og samarbejdet over grænsen, og de vil også blive bedt om at fortælle, hvad den forening eller organisation, de hver især repræsenterer, kan tilbyde af hjælp i den forbindelse.
Det er Gitte Hougaard Werner, formand for SSF, Mirco Reimer-Elster, formand for Grænseforeningen, Annette Lind, Danmarks generalkonsul i Flensborg, samt Simon Faber, formand for Sprogforeningen, som skal give konferencedeltagerne et indblik her. Den debat modereres af Thomas Rathlev Henriksen, generalsekretær i Grænseforeningen, følges op med diskussion og kaffe ved caféborde.
Konferencen i Skamlingsbankens restaurant. Arrangør er Grænseforeningens Kreds 20, der består af lokalforeningerne i det gamle Vejle Amt. Der er tilmeldingsfrist den 23. oktober på rykind@bbsyd.dk eller tlf. 4026 5489. Prisen for at deltage i konferencen er 200 kr. eller 27 euro og inkluderer kaffe samt frokost.