Finansvæsen i Sønderjylland
Fra den tidlige middelalder oppebar kongen i Sønderjylland som i den øvrige del af sit rige et bredt spektrum af skatter og afgifter. Bønderne ydede forskellige afgifter, og borgerne betalte en skat af hver husstand, i Sønderjylland kaldet arnegæld, i det øvrige Danmark midsommergæld.
Kongen slog mønt i byen Slesvig, og som herre over al strand, havne og færgelejer opkrævede han told. Som grænseland kom Sønderjylland dog tidligt til at indtage en særstilling. Det ses af Kong Valdemars Jordebog fra 1230’erne, at herrederne omkring Danevirke ydede nathold, når kongen om sommeren indfandt sig med hæren. De rige frisere i Utland, Jyllands sydvestre hjørne, blev beskattet særlig hårdt. Det var under opkrævningen af friserskatten, at kong Abel blev dræbt i 1252. Også kong Valdemar Atterdag måtte i 1344 undertvinge de genstridige, frisiske skatteydere med våbenmagt. Friserskatten opkrævedes af den kongelige staller, monarkens statholder i de frisiske herreder.
Slesvigbispen, der fra midten af 1170’erne erhvervede halvdelen af mønten og en del af krongodset, indtog efterhånden en stærk, uafhængig stilling, men kronens finanser i Sønderjylland blev først afgørende svækket, efter at hertugdømmet i 1237 blev overdraget til Abel. Det følgende århundrede blev opfyldt af strid mellem konge og hertug om skatterne, især friserskatten. Abels sønnesøn, hertug Valdemar, fik møntret i 1286, og i 1313 måtte kong Erik Menved overlade alt krongods i Sønderjylland til hertug Erik, Valdemars søn. Endnu dronning Margrete 1. opkrævede skat af friserne, men med kong Erik af Pommerns nederlag var det slut med den danske kongemagt i Slesvig (som Sønderjylland nu kaldtes).
Danmarks ældste skatteregnskab fra 1438 stammer fra hertug Adolfs opkrævning af en ekstraskat i det frisiske Sønder Gos herred, egnen nord for Husum. En særlig indtægtskilde udgjorde Helgoland med sit rige fiskeri, en art sønderjysk Skånemarked, hvor hertugen opkrævede skatter og afgifter.
Christian 1.s eneherredømme prægedes af den katastrofale gæld, han pådrog sig ved at afkøbe de andre arvinger deres fordringer. Som kreditorer kom ridderskabet (se Adel i Sønderjylland/Slesvig) til at sidde tungt på begge hertugdømmer.
Delingen i 1490 førte til oprettelsen af en egen finansforvaltning på Gottorp, og 1544-1713 var Slesvig delt i en kongelig og en gottorpsk del. Også de sønderborgske hertuger slog mønt og opkrævede told. De ekstraordinære landeskatter, i Kongeriget landehjælp eller kongeskat, betegnes i Slesvig plovskat.
Efter 1600-tallets stormfloder blev inddigningen lagt som en tung byrde på marskbønderne. I Tønder Amt truede indbyggerne med at flygte og efterlade "et øde, oversvømmet land, når diger og broer ikke passes". Selv om den danske konge efter 1713 blev enerådende, og Slesvig blev underlagt centraladministrationen i København, beholdt de gamle gottorpske og kongelige dele længe deres særegne skattesystem, og Kongeåen forblev toldgrænse. De mange små gottorpske toldsteder afskaffedes først efterhånden.
Efter Statsbankerotten i 1813 blev rigsbankheftelsen lagt som prioritet på al ejendom, også i Slesvig. Hertil kom statsskatter og udgifter til kommunernes fattigvæsen. Uviljen mod at yde bidrag til monarkiet blev med stor effekt udnyttet af den slesvig-holstenske bevægelse. Under det preussiske styre 1867-1920 indførtes indkomstskat og grundskatter, baseret på et bygningsregister og en omfattende jordopmåling. Hertil kom kirke- og skoleskat. Genforeningen 1920 medførte store udgifter til at etablere dansk administration i landsdelen, men 700 år efter at Abel havde fået overdraget hertugdømmet, indgik Nordslesvig atter i Kongeriget.
Se også artiklen "Toldvæsen i Sønderjylland"
Af Mikael Venge i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Litteratur:
Mikael Venge: Dansk Skattehistorie, bd. 1-2. 2002-04.