Lovgivning i Sønderjylland

En overordnet lovgivning begyndte at udvikle sig i højmiddelalderen i takt med landsherrens og kirkens tiltagende magt. Indtil da blev de fleste sager ordnet gennem sædvaneret på det lokale plan, hvor suverænt den største del af det offentlige liv foregik. Der fandtes endnu ingen forskelle mellem den offentlige og den private ret, og den rigtige lov blev oftest “fundet” under en retskendelse ved tingmødet. Som konsekvens af disse retsvaner havde den ældste lov den største autoritet, og denne retsopfattelse blev først ændret i 1800-tallet.

De første omfattende kongelige lovordninger under den danske krone var 1200-tallets tre store landskabslove, af hvilke Jyske Lov (1241) blev den overordnede retsordning for Jylland, Fyn og den største del af hertugdømmet Sønderjylland. Med lov skulle land bygges, og Jyske Lov fastslog både gamle sædvanerettigheder og nye ordninger, der imidlertid blev retfærdiggjort med henvisning til, at de egentlig udgjorde en genoprettelse af ældre lovskik. Jyske Lov blev på den baggrund aldrig ændret i århundredernes løb, og den var på nogle områder anvendt som retsgrundlag i Sønderjylland frem til år 1900.

Jyske Lov var imidlertid ikke nogen grundlov i moderne forstand, og den kunne heller ikke hjælpe ved alle lovmæssige problemer. Enkelte områder ved vestkysten, hvor navnlig beskyttelsen mod havets kræfter krævede et større regionalt samarbejde, udviklede deres egne retsordninger. Ejdersteds og Nordstrands landskabslov blev også overtaget af andre områder ved Vesterhavet, deriblandt helt op til 1800-tallet de nyinddigede koge. Også Femern med sin særegne statsretslige stilling havde egne landskabsrettigheder.

Købstædernes indlydelse

I 1200-tallet fik byerne en enorm økonomisk betydning, og deres særstilling blev blandt andet sikret gennem stadsretter, specielle købstadsrettigheder. De fleste slesvigske købstæder fik stadsretter, der lignede byen Slesvigs, mens Tønder, Burg på Femern og samtlige holstenske byer antog Lübecks stadsret. Både i købstæderne og landskaberne tog man ofte Jyske Lov til råds, når en sag ikke kunne løses ved hjælp af egne lovordninger. Derudover fik Romerretten indflydelse der, hvor Jyske Lov ikke kunne hjælpe, og det samme gjaldt Det Tysk-romerske Kejserriges Constitutio Criminalis Carolina som grundlag for kriminaljustitsen.

I senmiddelalderen voksede stændernes magt. Ganske vist fik den slesvigske-holstenske adel, gejstligheden og repræsentanter for købstæderne indflydelse på valget af landsherren, landets forsvar og skatteudskrivningen, men deres repræsentation – nu betegnet som landdag – kunne ikke udstede love for hele landet, om end de skulle give deres samtykke til nogle af hertugernes forordninger. 

Magtens centralisering og ensretning

Stændernes indflydelse dalede markant i 1500-tallet. De forskellige delinger af hertugdømmet førte fra 1544 til, at de enkelte landsherrer udstedte love og forordninger for deres respektive hertugdømmer. Adelen og dens besiddelser blev dog fortsat regeret i fællesskab, og landsherrerne udgav i fællesskab love for deres vedkommende i både Slesvig og Holsten. Landdagene mistede derimod fuldstændig deres betydning i lovgivningsprocessen.

Under enevælden (fra 1660) var kongen det ubestridte magtcentrum, og nye love, forordninger og reskripter blev udstedt via hans centrale myndigheder, for Hertugdømmernes vedkommende først og fremmest gennem Tyske Kancelli. Også hertugen af Gottorp kunne udstede forordninger for alle sine besiddelser indtil 1713. Bortset fra udstedelsen af nye købstadsrettigheder til fire gottorpske byer 1590-1623 blev der imidlertid ikke foretaget ændringer af de gamle lovordninger. Christian 5.s Danske Lov fra 1683 fik ikke gyldighed i hertugdømmet.

Først i 1831/34 indførte man stænderforfatninger. Ganske vist var det fortsat kongen og hans centrale myndigheder, der udstedte lovene, men fra nu af skulle valgte rådgivende stænderforsamlinger være med i lovgivningsprocessen. Junigrundloven fik ikke gyldighed uden for Kongeriget, men fra 1850/51 blev kongens love udstedt via et nyt Ministerium for Hertugdømmet Slesvig. Helstatsforfatningen og en forfatning for Slesvig (1854) dannede nye rammer for lovgivningen.

Modernitet og omskiftelig lovgivning

I 1864 mistede Hertugdømmerne deres statsretslige forbindelse med den danske krone, og den lovgivende magt lå fremover hos den preussiske konge, regering og landdag, fra 1871 tillige hos den tyske rigsdag. Lovgivningen blev hurtigt tilpasset til den preussiske, men ironisk nok blev de ældgamle regionale retsordninger ikke afskaffet (ikke en gang Danske Lov i de tidligere kongerigske enklaver omkring Møgeltønder), selvom deres betydning var sat til side af de mange nye preussiske love. Først så sent som i år 1900 blev de lokale og regionale retsordninger formelt erstattet af Bürgerliches Gesetzbuch som lovordning for privatretten i hele riget.

Fra 15. juni 1920 var dansk lovgivning gyldig i Nordslesvig, og lovgivningsmagten har siden udelukkende ligget hos det danske folketing. Kun i overgangsårene omkring 1920 fandtes specielle forordninger for landsdelen. For Sydslesvigs vedkommende lå den lovgivende magt fortsat hos rigsdagen og landdagen, begge nu valgt demokratisk, indtil nazisterne overtog magten i 1933 og ensrettede det politiske system. Siden 1949 hører Sydslesvig under Forbundsrepublikkens grundlov, og den lovgivende magt ligger hos den tyske forbundsdag samt for en række anliggender hos den slesvigholstenske landdag.

Af Gerret Liebling Schlaber i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Tim Knudsen & Ditlev Tamm (red.): Dansk forvaltningshistorie. 3 bd. 2000.

Gerret Liebing Schlaber: Hertugdømmet Slesvigs forvaltning. Administrative strukturer og retspleje mellem Ejderen og Kongeåen ca. 1460-1864. 2007.

Ditlev Tamm & Ulf Jørgensen: Dansk retshistorie i hovedpunkter fra landskabslovene til Ørsted. 1975.