Tilbage til nyhedsliste

Sendemandsmøde i fremtidens tegn

29. april 2016

Det er fremtiden, der er til debat, når Grænseforeningen i den kommende weekend afholder sit årlige Sendemandsmøde med næsten 200 deltagere i Vingsted Centret ved Vejle.

Formålet er at sætte gang i en proces frem mod 2020. Dette årstal markerer 100-året for Genforeningen og dermed Grænseforeningens stiftelse. Når en forening har nået så høj en alder, er det godt at standse op og genoverveje sin rolle, mener generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen.

”Det er naturligt, at Grænseforeningen omstiller sig både strukturelt og indholdsmæssigt, fordi verden er under forandring. Måske skal vi give plads til nye måder at tænke medlemskab på, så vi på den måde får inddraget flere unge mennesker, der kan byde ind med nye måder at løse opgaverne på”, siger Knud-Erik Therkelsen, der glæder sig over, at der på Sendemandsmødet i år vil blive holdt stiftende generalforsamling for Grænseforeningen Ungdom.

På Sendemandsmødet skal medlemmer og gæster drøfte Grænseforeningens fremtid i mindre grupper ud fra en række spørgsmål, der er udarbejdet på forhånd. Det sker på bestyrelsens initiativ som et led i en intern forberedelse frem mod jubilæumsåret.

Blandt spørgsmålene, som Sendemandsmødets deltagere skal diskutere er: ”Hvad er Grænseforeningens relevans i forhold til samfundet nord og syd for grænsen i dag og om fem år?” og ”Hvordan kan Grænseforeningen med vores slogan ”For en åben danskhed” bidrage til værdidebatten?”

Knud-Erik Therkelsen håber, at spørgsmålene kan få medlemmerne til at tænke nyt i forhold til hvilke opgaver, der skal løses fremover.

”Gennem de 100 år, som Grænseforeningen har eksisteret, har opgaverne ændret sig. Efter 1920 var den væsentligste opgave at støtte sydslesvigerne i deres kamp for at fastholde dansk sprog og kultur. Efter Anden Verdenskrig var det at formidle den enorme støtte fra dansk side, og i dag er det oplysning på en ny tids præmisser”, siger Knud-Erik Therkelsen, der mener, at der mere end nogensinde er brug for Grænseforeningen.

”Grænsekontrol og flygtningestrømme har forandret alting, og vi skal som samfund til at genoverveje, hvordan vi kan være forskellige og fælles på samme tid. I den omstilling rummer det danske mindretal i Sydslesvig stor inspirationskraft for det danske samfund og Europa i det hele taget”, siger Knud-Erik Therkelsen, der håber, at debatten vil fortsætte ude i Grænseforeningens lokalforeninger og blandt det danske mindretal i Sydslesvig i den kommende tid.

Der er tilmeldt 187 deltagere til Sendemandsmødet, heriblandt 81 stemmeberettigede sendemænd og 24 gæster nord og syd for grænsen.