Ringriderfesterne samler sønderjyderne
Sommeren er ringriderfesternes tid. Lige nu samles mennesker på tværs af Sønderjylland for at se ryttere, der i fuld galop forsøger at spidde små metalringe med en lanse. Men ringriderfesterne er også en folkelig begivenhed, der er vigtig for de sønderjyske lokalsamfund. Det fortæller kulturhistoriker, Inge Adriansen, til Kristeligt Dagblad.
”Det er en stor byfest og en måde at samle folk på. I Sønderjylland har man en forestilling om, at festerne altid har været der, og det er noget, man går til uanset social rang og status. Det er slet og ret fornøjeligt”, siger Inge Adriansen til Kristeligt Dagblad.
Med omkring 40 ringriderfester i Sønderjylland er der stor mulighed for at opleve denne sønderjyske tradition med fest og sport. De største ringriderfester afholdes i Aabenraa og Sønderborg. Den netop overståede ringriderfest i Aabenraa tiltrak omkring 30.000 mennesker til festlighederne, og ca. 340 ryttere var opstillet til konkurrencen.
I Sønderborg begynder festlighederne på fredag. I år forventes der omkring 40.000 gæster i de tre dage festen varer.
Ud over sporten byder ringriderfesternes programmer blandt andet også på optog og herrefrokoster.
”Det er en blanding af gode rytterpræstationer, gøgl og øl i stride strømme”, siger Inge Adriansen til Kristeligt Dagblad.
Ringridning er dog historisk ikke et sønderjysk fænomen. Traditionen opstod i middelalderen som en forlystelse ved flere europæiske fyrstehoffer og bredte sig senere til den almene bondebefolkning. Ringriderfesten i Sønderborg startede i 1888 og har siden tiltrukket tusindvis af mennesker hvert år, oplyser Inge Adriansen til Kristeligt Dagblad.