Tilbage til nyhedsliste

Grænsekontrol har sat frihed under pres

17. november 2016

De driftige grænseområder i Sønderjylland, Sydslesvig og omkring Øresund er blevet sat tilbage på grund af grænsekontrollen.

Det sagde Pia Kjærsgaard (DF), formand for Folketingets præsidium, i en tale til det danske mindretal torsdag under mindretallets traditionsrige, årlige besøg i Folketinget, hvor der bliver spist frokost med Folketingets præsidium og sunget efter Højskolesangbogen.

Pia Kjærsgaard nævnte, at det tyske mindretal og formanden for den svenske Riksdag, talmann Urban Ahlin, i næste uge besøger Folketinget, og at de tre besøg har et vigtigt tema til fælles.

”Nemlig at der er kommet pres på de friheder, vi før hen har taget for givet i forhold til let at kunne krydse grænsen til vores nærmeste nabolande. Derfor er skåltalerne også lidt mere afdæmpede i år”, sagde Pia Kjærsgaard og refererede sin tale fra Nordisk Råds session i København for to uger siden.

”Jeg sagde, at det føles underligt at skulle tage sit pas op ad skuffen, når man skal til Sverige, for de fleste af os er jo vokset op med den nordiske pasunion. Den pasunion, som jeg plejer at kalde kronjuvelen i Nordisk Råd”, sagde hun og fortsatte:

”Men det er desværre den europæiske virkelighed i dag. EU kan ikke leve op til sine forpligtelser med at sikre EU's ydre grænser, og Schengen-samarbejdet tillader ikke national grænsekontrol. Det har skadet bevægelsesfriheden mellem Danmark og dets nabolande”.

”Øresundregionen og Sønderjylland og Sydslesvig er blevet mere besværlig at bevæge sig rundt i for de personer og virksomheder, der nød godt af at kunne have hjemme på den ene side og arbejde på den anden. Og vi har desværre også læst historier om pendlere, som giver op, fordi transporttiden simpelthen gør det for besværligt.”

”Jeg håber, at uanset hvad fremtiden bringer af grænsekontrol, så vil det være muligt at finde nogle løsninger, der generer pendlere over grænsen mindst muligt. Det er mit budskab her i dag, og det vil også være mit budskab til møderne i næste uge”, sagde Pia Kjærsgaard, der gav Folketingets fulde opbakning til det danske mindretal.

”I arbejder så utrætteligt for jeres sag og derfor følger både jeg og mine kolleger i Folketinget jeres arbejde med stor interesse og sympati”, sagde hun.