Det danske mindretal er en god forretning for Danmark
Når Danmark hvert år sender knap en halv milliard kroner til det danske mindretal i Sydslesvig, er der tale om en god forretning for Danmark. Det skyldes blandt andet, at over halvdelen af en gymnasieårgang i Sydslesvig rejser til Danmark for at tage en videregående uddannelse, hvorefter de bliver i Danmark som faste skatteydere.
Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, der er er udarbejdet for Sydslesvigsk Forening (SSF) af analysevirksomheden Moos-Bjerre & Lange.
Undersøgelsen viser blandt andet, at unge syd for grænsen er bedre til at uddanne sig og til at finde beskæftigelse end danske og internationale unge. 60 procent af en gymnasieårgang rejser således til Danmark for at gennemføre en videregående uddannelse og mange af dem får job i Danmark bagefter. Det betyder et nettobidrag til den danske statskasse på 226 millioner kroner fra det danske mindretal, når udgifter til uddannelse, SU og sundhed er trukket fra.
Jon Hardon Hansen, der er formand for Sydslesvigsk Forening, er glad for undersøgelsens resultater.
”Undersøgelsen dokumenterer, at det ikke bare er almisser, vi modtager. Vi leverer tilbage. Ikke bare i form af traditioner, historie og sprog, men også i kroner og øre”, siger han til Berlingske.
Kim Andersen, der er formand for Sydslesvigudvalget, der har støttet udarbejdelsen af undersøgelsen økonomisk, er overrasket over undersøgelsens kontante konklusioner.
”Det kommer ikke bag på mig, at det danske samfund har en stor glæde af det nære bånd til samfundene syd for grænsen. Men det kommer bag på mig, at det kan gøres op i så konkrete, kolde tal. Med Folketingets briller er det en fin fortælling, at det danske mindretal er ’en god forretning’, men det må aldrig blive argumentet for, at vi giver støtte. Der er en vigtig historisk og folkelig tilknytning”, siger Kim Andersen til Berlingske.
Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) der er tidligere formand for Grænseforeningen, har altid været af den opfattelse, at der var gode argumenter for, at Danmark støtter det danske mindretal.
”Men det er klart, at kontante fakta som dette er godt at kunne smide på bordet, hvis nogen skulle mene, at det er mærkeligt, at vi sender så mange penge syd for grænsen”, siger Mette Bock til Berlingske.
I 2016 modtag det danske mindretal, der omfatter cirka 50.000 dansksindede med tysk statsborgerskab, 448 mio. kroner i støtte til at drive 46 danske skoler, 57 daginstitutioner samt kirker, biblioteker, Flensborg Avis og mindretalspartiet Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW.
Undersøgelsen er udfærdiget på baggrund af registerdata, spørgeskemaundersøgelser samt person- og fokusgruppeinterviews med sydslesvigere i Danmark, sydslesvigere i Tyskland, elever på Duborg-Skolen i Sydslesvig samt danske virksomhedsledere med forretningsaktivitet i Tyskland.
Undersøgelsen offentliggøres 16. januar på www.mbla.dk.