Tilbage til nyhedsliste

Mindretalsmodel som UNESCO-verdenskulturarv

6. april 2018

Det var tidligere kulturminister Bertel Haarder (V), der kom frem med idéen ved De Danske Årsmøder i Sydslesvig i 2016: Den dansk-tyske mindretalsordning burde optages på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv, mente Bertel Haarder. Hans idé fik dengang en positiv modtagelse fra det danske mindretal og det tyske mindretal i Sønderjylland, der også var inviteret med til De Danske Årsmøder.

Nu er idéen på vej til at blive en realitet, efter at parlamentet i landdagen i Kiel i marts 2018 enstemmigt har besluttet at støtte en ansøgning om optagelse på UNESCO-listen. Parallelt har også Danmark valgt at gå videre med forslaget.

Det er Sydslesvigsk Forening (SSF) og det tyske mindretals forenign, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), der står bag ansøgningerne om optagelse på de nationale UNESCO-lister i henholdsvis Tyskland og Danmark. Og landdagens støtte vækker glæde i begge foreninger.

”Det glæder os, at landdagen med så bred en tilslutning støtter vores ansøgning. Mindretalsmodellen i det dansk-tyske grænseland er noget, vi alle kan være stolte over. I dag, på tærsklen af 100-års jubilæet for den dansk-tyske grænse, kan vi konstatere: Det er lykkedes vore forgængere at overvinde en kløft, der i andre dele af Europa og verden forekommer uovervindelig. Det vil vi fremhæve gennem anerkendelse som verdenskulturarv – ikke for at klappe os selv på skulderen, men for at vis andre, at det er muligt,” siger formand for SSF Jon Hardon Hansen.

I Danmark har kulturminister Mette Bock (LA) åbnet op for, at foreninger, organisationer eller enkeltpersoner kan nominere immateriel kulturarv i Danmark til optagelse på UNESCOs liste, hvorefter kulturministeren selv tager stilling til, hvilke forslag, der skal sendes videre til UNESCO. Den endelige deadline for indsendelse af forslag til UNESCO var 31. marts 2018. Men da der er tale om en multi-national nominering gælder andre regler. UNESCO præsenterer den endelige liste i december 2019.

Danmark optræder i dag ikke på UNESCOs liste over immateriel verdenskulturarv. Derimod har Danmark otte steder på UNESCOs verdenskulturarvsliste, herunder byen Christiansfeld og Christian 5.s jagtlandskaber, der blev optaget i 2015.

Artiklen er redigeret den 13. april kl. 18.15.