Stor Harald Blåtand-skat fundet i Tyskland
Omkring 600 sølvmønter, halsringe, brocher, perler og en torshammer fra 900-tallet blev i weekenden fundet på en mark på øen Rügen i Nordtyskland. Skatten menes at have tilhørt den danske konge, Harald Blåtand, og nedgravningen sættes i forbindelse med hans flugt fra hans søn. Det skriver det nordtyske medie NDR.
”Det er det største enkeltstående fund af mønter fra Harald Blåtands tid i den sydlige Østersøregion og derfor ekstremt vigtigt”, siger udgravningsleder Michael Schirren fra Landesamt für Kultur und Denkmalpflege (styrelsen for pleje af kultur og mindesmærker) i delstaten Mecklenburg-Vorpommern til NDR.
Den officielle udgravning har været planlagt og hemmeligholdt siden januar, hvor hobbyarkæolog René Schön og hans 13-årige elev Luca Malaschnitschenko fandt tre sølvmønter på Rügen.
Tyske eksperter er nu gået i gang med at undersøge den store skat nærmere, og hundrede mønter er allerede sat i forbindelse med Harald Blåtand, der ifølge Nationalmuseets biografi var en meget aktiv konge, der sikrede sig magten i Danmark, erobrede dele af Norge og kæmpede med den tyske kejser om herredømmet over Sønderjylland. Han udbyggede Danevirke og lod opføre ringborge over hele landet. I kongebyen Jelling opførte han to gravhøje og den første kirke.
Eksperterne vil nu samarbejde med danske kolleger for at finde ud af, om skatten er forbundet med det berømte store guldsmykke i 16 dele, der også sættes i forbindelse med Harald Blåtand og blev fundet få kilometer fra Rügen på øen Hiddensee i 1872 og 1874.
Skattens placering har affødt spekulationer om, hvorvidt nedgravningen fandt sted i forbindelse med Harald Blåtands flugt fra sin søn Svend Tveskæg, der gjorde oprør mod sin far i år 986/987. Resultatet blev, at Harald blev såret og kort tid efter døde i Jomsborg ved Oder-mundingen.
Denne artikel er redigeret den 16. april kl. 18.50.