Jødernes redning mindes også i grænselandet
I disse uger højtideligholdes det rundt omkring i hele landet, at det oktober måned er 75 år siden, at de danske jøder blev reddet og bragt i sikkerhed i Sverige. Blandt andet deltager Israels præsident Reuven Rivlin ved en mindehøjtidelighed i København sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Også i Sønderjylland mindes redningen af jøderne i forbindelse med Anden Verdenskrig. Her er der dog tale om tyske jøder, der blev reddet i 1939 af Gustav Schröder, som var tysk sønderjyde fra Haderslev.
Den 20. september blev der opsat en mindeplade i Haderslev for bysbarnet Gustav Schröder, der var kaptajn på krydstogtskibet ”St. Louis”, der sejlede tyske jøder i sikkerhed i hollandske Antwerpen.
Det er Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør for det tyske mindretals avis, Der Nordschleswiger, som har taget initiativ til mindepladen.
”Jeg ser det som en livsnødvendighed, at vi ikke glemmer de grufulde forbrydelser, der blev begået af nazisterne. Og også det tyske mindretal, der sympatiserede med nazisterne og havde en antisemitisk kurs, bærer en del af skylden. Men der er undtagelser som Gustav Schröder, og dem skal man gøre opmærksom på”, siger Siegfried Matlok.
Mindepladen bærer tekst på dansk, tysk, engelsk og hebraisk og er sat op ved huset i Storegade, hvor Gustav Schröder voksede op og boede indtil 1920, hvor hans tysksindede familie valgte at flytte til Flensborg som følge af Genforeningen.
Ved mindepladens indvielse den 20. september deltog blandt andet den tyske ambassadør i Danmark, Andreas Meitzner, og den israelske ambassadør i Danmark, Benny Dagan, samt Haderslevs borgmester, Hans Peter Geil (V), der alle bakkede op om Siegfried Matloks idé.
”Gustav Schröders bedrifter har fået stor international anerkendelse, og selvfølgelig skal han også mindes i sin hjemstavn, hvor han indtil nu har været ukendt. Så det glæder mig, at mindetavlen nu er blevet en realitet”, siger Siegfried Matlok.
Historien om Gustav Schröder, der i 1939 modsatte sig nazisternes ordre om at lægge til i Cuxhaven nord for Bremen og i stedet sejlede skibets 907 passagerer – hovedsageligt tyske jøder – til hollandske Antwerpen og dermed reddede over 600 jøder fra nazisterne, er kendt i store dele af verden. Hollywood-filmen ”Voyage of The Damned” fra 1976 skildrer hans heltemod, og hans navn optræder blandt andre heltenavne fra Anden Verdenskrig på Holocaust-museet Yad Vashem i Jerusalem og nu også i Haderslev.
Frem til den 11. november fortælles historien om Gustav Schröder desuden i en udstilling i Von Oberbergs Hus i Haderslev.