Grænselandets mindretal debatteres i Berlin
Hvad kan de europæiske samfund lære af deres mindretal, i en tid hvor tolerance mange steder udfordres af nationalisme? Sådan spørges der i invitationen til en paneldebat på Danmarks Ambassade i Berlin i morgen, fredag den 26. oktober, der har overskriften: ”Det dansk-tyske mindretal: En model for Europas fremtid?”
Siegfried Matlok er en af dem, der er inviteret til at deltage i debatten i Berlin sammen med bl.a. formand for Folketingets Sydslesvigudvalg, Anni Matthiesen (V), Christian Juhl (EL), der er medlem af Sydslesvigudvalget, Judit Šołćina, der er leder af Mindretalssekretariatet i Berlin, mindretalsforsker Ruairidh Tarvet, Edinburgh University, og chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis.
”Det er vigtigt, at ambassaden i Berlin taler mindretallenes sag, som har ligget brak i en årrække, men har fået fornyet aktualitet både indenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk i EU's medlemslande. Og når EU ikke vil påtage sig en lederrolle i mindretalsspørgsmålet, må det være op til nationalstaterne at sikre deres mindretal ordentlige forhold”, siger Siegfried Matlok og henviser til erfaringerne fra det europæiske borgerinitiativ Minority SafePack, der opfordrer EU Kommissionen til at forholde sig til mindretalsspørgsmål.
Han fremhæver, at man i det dansk-tyske grænseland siden Anden Verdenskrig er gået fra konflikt til fredelig sameksistens.
”Vi taler om den dansk-tyske model, som i dag fungerer forbilledligt. Jeg er overbevist om, at andre lande kan finde god inspiration i vores grænseland, når det kommer til mindretalsspørgsmål. Men man skal passe på, for modellen vil ikke altid kunne overføres, slet ikke en til en. Så man skal tænke i inspiration, ikke i færdige løsninger”, siger Siegfried Matlok.
Debatten foregår på tysk og finder sted i de nordiske ambassaders Felleshus i Berlin fredag den 26. oktober kl. 9.00. Deltagelse er gratis, og man kan stadig nå at tilmelde sig på den danske ambassades hjemmeside.
Fra Grænseforeningens side deltager formand Jens Andresen og generalsekretær Knud-Erik Therkelsen i arrangementet.