Kongefamilien mindes faldne sønderjyder
Søndag den 11. november er det 100 år siden, at Første Verdenskrigs blev afsluttet. Dronning Margrethe deltager i den anledning i en mindehøjtidelighed i Marselisborg Mindepark i Aarhus for de sønderjyder, der faldt i tysk krigstjeneste. Prins Joachim og Prinsesse Marie deltager samme dag i mindehøjtidelighed ved Den Sønderjyske Kirkegård i den franske by Braine.
Ved højtideligheden i Marselisborg Mindepark, der er arrangeret af Forsvarets Sundhedstjeneste, deltager udover Dronningen også borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), forsvarschefen, Bjørn Ingemann Bisserup, biskoppen i Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, og politidirektør i Østjyllands Politi, Helle Kyndesen.
Også Grænseforeningen Aarhus deltager med to medbragte faner og en krans.
”Vi er meget glade for at være med. Det er en gammel tradition, vi ikke vil slippe, og som vi agter at holde i hævd, hvis det bliver til flere arrangementer”, siger Johan Partsch, der er formand i Grænseforeningen Aarhus, som er repræsenteret med tre deltagere.
I Mindeparken, der åbnede i 1925, står et stort mindesmærke, hvis vægge er indgraveret med navnene på 4.144 sønderjyder, der faldt i krigen. Siden mindesmærkets indvielse i 1934 er der hvert år på våbenstilstandsdagen den 11. november blev afholdt en mindehøjtidelighed med kransenedlæggelse.
Prins Joachim og prinsesse Marie deltager samme dag i en mindegudstjeneste på Den Sønderjyske Kirkegård i den franske by Braine, der har været Haderslevs venskabsby siden 1956.
Her deltager også borgmestre eller viceborgmestre og andre ansvarlige fra alle sønderjyske kommuner og Esbjerg, Vejen og Kolding samt Slesvigske Musikkorps. På kirkegården er 79 faldne sønderjyder begravet.