Gå til listen over genforeningssten

Roskilde Bypark

bypark

Den 31. oktober 1920 afslørede man i Byparken til minde om Genforeningen en smuk genforeningssten, skænket af Jægermester Havsteen. Der blev spillet nationale melodier af regimentsmusikere og civildommer Buch talte, som det hed i Berlingske Tidende den 1. november 1920 "smukt og stemningsfuldt om Sønderjylland". Genforeningsmindesmærket blev til slut i ceremonien overdraget til byens borgmester.

En komite af roskildeborgere - brygmester Christiansen, redaktør Georg Christensen, konditor Julius Nielsen og fotograf Hude havde forinden ansøgt byrådet om tilladelse og økonomisk støtte til opstilling af genforeningsstenen. Oprindeligt forestillede man sig en afsløring på kong Chr Xs fødselsdag den 26. september. Det ansøgte blev bevilget på byrådets møde den 2. september 1920.

I 1930 skete der en regulering af både Frederiksborgvej og Sankt Gertruds Kilde, og samtidig hermed blev den nuværende indgang til Byparken fra Frederiksborgvej anlagt. Efter mindre end 10 år på den prominente plads i Byparken, blev genforeningstenen flyttet til den nuværende plads til højre for den nye indgang. 

Den store sten måler ca. 220 cm i højden, ca. 105 cm i bredden og ca. 75 i tykkelsen. Delvis jordfast og delvist sat i beton. Foran denne ligger en jordfast grå granitsten, hvis overflade kun lige rager op over græsfladen. Det er denne, der bærer indskriften.

Kilde: Roskilde Avis 2. september 1920; Berlingske Tidende 1. november 1920; Tommy Hansen, "Jul i Roskilde 2013".

I Roskilde Avis torsdag, den 13. februar 2020 har Per Steenholdt gennemgået stenens historie, herunder navnlig årsagen til, at en forkert beretning om stenen verserede i 90 år.

bypark

Genforeningsstenen på sin oprindelige placering i Roskilde Bypark

Billedet er fremskaffet af Tommy Hansen