Gå til listen over genforeningssten

Stensballe

Stensballe

Foto: Stensballe Lokalhistoriske Arkiv

T

Til afsløringsfesten 3. oktober 1920 var byens fire veteraner, fhv. gårdejere Hans Pedersen, Peder Sørensen, Mathias Ovesen og fhv. smed Ole Pedersen indbudt som æresgæster. Stenen blev fundet på en mark tilhørende Jens Martinus Sørensen, og først placeret og indviet den 3. oktober 1920 ved den gamle smedje, som var bygget om til museum på Hovedgaden (Bygaden). I 1940 blev museet nedrevet, og stenen flyttet til Stensballeskolen på Fortevej 3. Lærer A. J. Gejlager har forfattet inskriptionen på stenen.

Stenen har i efteråret 2020 fået ny placering. Skolen har indhegnet dens udeareal ud mod vejen, og genforeningsstenen har derfor stået skjult for kigget fra vejen. Stensballe Lokalhistoriske Arkiv engagerede sig i sagen og har arbejdet for at finde en ny placering. Det er lykkedes.

Arkivet skriver om sagen følgende: "(...) Vi gik derefter i gang med at finde en ny placering. Genforeningsstenene i Danmark blev fredet i efteråret 2019, så vi skulle søge om dispensation hos Slots- og Kulturstyrelsen for at få lov til at flytte den. Der skulle bl.a. også søges om fuldmagt hos Horsens Kommune, som var ejer af stenen. Horsens Kommune har ikke taget aktiv del i flytningen, hverken manuelt eller pengemæssig. Vi har derfor søgt og fået et beløb fra BHJ Fonden i Sønderjylland til renovering og flytning.

 

Placeringen som den optimale, hvor den vil blive set af flest personer, blev midt i hækken foran parkeringspladsen ved Fakta og ud mod Bygaden. Fuldmagt er også indhentet hos ejeren af grunden.

Stenen er afhentet af Tyrsted Stenhuggeri, hvor den er blevet rengjort efter gældende regler med nænsom hånd, og bogstaverne er opmalet med sort speciallak (...)."

Stenen er genindviet den 3. oktober 2020, kl. 15 - nøjagtigt 100 år efter den første gang blev opstillet. Den er af lyserød granit og måler ca. 1,3 m. i højden, 0,9 m. i bredden og 0,4 m. i tykkelsen.