Gå til listen over genforeningssten

Hvilsager

Hvilsager

Foto: Ulrich Schnell

Genforeningsdagen den 9. juli 1920 afsløredes genforeningsstenen i Hvilsager af lærer J.R. Eeg, Termestrup. Lærer G. Jacob Mikkelsen, Hvilsager, talte for festens æresgæster, de gamle veteraner. Provst J. Lauesen, Årslev, forfattede indskriften.

Stenen blev afsløret på genforeningsdagen den 9. juli 1920. Gårdejer A. P. Krag gav stenen, billedhugger I. Jacobsen fra Mørke indhuggede teksten, som var forfattet af provst J. Lauesen i Årslev, og arbejdet med at optage, fragte og opstille stenen blev udført af byens mænd.

Stenen var oprindeligt opstillet ved præstegården i et trekantet område hvor Glismosevej munder ud i Kirkebakken. På grund af vejomlægning blev stenen i 1925 flyttet til et indhegnet parklignende anlæg midt i byen (oplysninger fra gårdejer Laurits Sørensen, Hvilsagergård, indsamlet af Aage Sørensen, og Johannes Vejlager, Genforeningsmindesmærkernes Historien, 1939, s. 355).

Forsamlingshuset er ikke nævnt i beskrivelsen af anlægget, og stenen er formodentlig flyttet endnu en gang til sin nuværende placering ved forsamlingshuset. Ifølge præsten i Hvilsager, Lars Nymark (2015), har stenen stået ved forsamlingshuset i alle de 34 år, han har boet i byen.

Genforeningsstenen er af grå granit. Bagtil støttes den af et par store marksten. Stenen måler 1 m. i bredden, 0,7 m. i tykkelsen og 1,25 m. i højden.