Gå til listen over genforeningssten

Knardrup

Knardrup

Hvor den gamle vej fra nord slog et sving for at komme gennem Knardrup by, ligger der et lille anlæg med en mindesten for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Mindestenen blev afsløret den 29. oktober 1920 af lærer H. Højmark

Stenen er anbragt øverst på tre trappeafsatser af store, tilhugne granitsten. Anlægget er stadig intakt ved cykelstiens udmunding i Knardrup Bygade. Kun er stenen drejet for at vende facaden mod de passerende cyklister.

Slots og Kulturstyrelsen beskriver anlægget således: "Sekskantet grønt anlæg med en indvendig lav stenpyramide, hvorpå der er opsat en natursten med inskription. Stenen måler 135 x 70 x 80 cm. Anlægget måler 11,5 x 12 x 4,2 m og hækken er ca. 1,3 m høj. Der vokser en blodbøg i det vestlige hjørne og overfladen er dækket af lyst perlegrus. Stenpyramiden har tre lag og er opbygget af granitkvadre. Den måler 3,4 x 2,6 x 0,4 m".

Stenen er fundet i et dige på Niels Andersens mark. Tanken om at rejse et mindesmærke for Genforeningen blev fremsat af fru lærer Højmark. 

Indskriften skyldes lærer Højmark. Efter afsløringen var der fællesspisning i skolestuerne, hvor sognets veteraner var hædersgæster, og der blev holdt mange taler.

Kilde: Egedal leksikon