Knardrup
Hvor den gamle vej fra nord slog et sving for at komme gennem Knardrup by, ligger der et lille anlæg med en mindesten for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Mindestenen blev afsløret den 29. oktober 1920 af lærer H. Højmark
Stenen er anbragt øverst på tre trappeafsatser af store, tilhugne granitsten. Anlægget er stadig intakt ved cykelstiens udmunding i Knardrup Bygade. Kun er stenen drejet for at vende facaden mod de passerende cyklister.
Slots og Kulturstyrelsen beskriver anlægget således: "Sekskantet grønt anlæg med en indvendig lav stenpyramide, hvorpå der er opsat en natursten med inskription. Stenen måler 135 x 70 x 80 cm. Anlægget måler 11,5 x 12 x 4,2 m og hækken er ca. 1,3 m høj. Der vokser en blodbøg i det vestlige hjørne og overfladen er dækket af lyst perlegrus. Stenpyramiden har tre lag og er opbygget af granitkvadre. Den måler 3,4 x 2,6 x 0,4 m".
Stenen er fundet i et dige på Niels Andersens mark. Tanken om at rejse et mindesmærke for Genforeningen blev fremsat af fru lærer Højmark.
Indskriften skyldes lærer Højmark. Efter afsløringen var der fællesspisning i skolestuerne, hvor sognets veteraner var hædersgæster, og der blev holdt mange taler.
Kilde: Egedal leksikon