Tilbage til nyhedsliste

Den tyske Forbundsdag støtter Europas mindretal

30. november 2020

Den tyske Forbundsdag har enstemmigt vedtaget en opfordring til EU-Kommissionen om at omsætte borgerforslaget Minority SafePack Initiative til praksis. ”Vi så gerne et lignende initiativ fra den danske regerings side”, siger generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen.

Borgerinitiativet Minority SafePack Initiative støttes af Den tyske Forbundsdag

Borgerinitiativet Minority SafePack Initiative støttes af Den tyske Forbundsdag.

Foto: FUEN

Den tyske Forbundsdag har enstemmigt vedtaget en opfordring til EU-Kommissionen om at omsætte borgerforslaget Minority SafePack Initiative til praksis. Borgerforslaget Minority SafePack Initiative, der med ni konkrete forslag støtter de nationale mindretal i Europa, er iværksat af den europæiske mindretalsorganisation FUEN.

Borgerforslaget blev en realitet i 2018, da mere end 1 million europæere havde skrevet under på, at de ønsker bedre rettigheder for mindretal i Europa. I Danmark var blandt andet Grænseforeningen med til at indsamle 11.736 underskrifter til borgerforslaget. Den 10. januar 2020 blev underskrifterne afleveret til EU-Kommissionen, og den 15. oktober 2020 var borgerforslaget til debat i EU-Parlamentet. Nu bliver borgerforslaget så støttet af Tyskland, der frem til 1. januar 2021 har formandskabet for Ministerrådet.

Loránt Vincze, der er præsident for FUEN og medlem af EU-Parlamentet, glæder sig over den tyske resolution:

”Den enstemmige vedtagelse af resolutionen i Den tyske Forbundsdag, der er parlament for den største medlemsstat i EU, sender et stærkt signal til EU-Kommissionen om at vedtage en række lovinitiativer for at beskytte nationale mindretal på EU-niveau”, siger Loránt Vincze.

Knud-Erik Therkelsen, der er generalsekretær i Grænseforeningen, er også begejstret for Den tyske Forbundsregerings initiativ. Han kunne ønske sig, at der var et lignende initiativ fra den danske regerings side.

”I Danmark har vi ét nationalt mindretal, nemlig det tyske mindretal. Netop i år fejrer vi, at mindretallene på begge sider af den dansk-tyske grænse har eksisteret i 100 år, og Danmark og Tyskland har sammen indleveret en ansøgning om at få optaget den dansk-tyske mindretalsmodel på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. Det ville være en flot gestus, hvis den danske regering i dette lys ville tage initiativ til at støtte Minority SafePack Initiative og på den måde signalere, at man støtter rettighederne for alle nationale mindretal i Europa”, siger Knud-Erik Therkelsen.

Beskyttelse af mindretal er ingen selvfølge

I den tyske resolution, der blev fremsat af de konservative partier CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD og altså med støtte fra samtlige andre partier i Forbundsdagen, indleder man med at fastslå, at mere end 50 millioner mennesker i EU tilhører et nationalt mindretal, at der findes mere end 60 regional- og mindretalssprog, at hver ottende borger i EU tilhører et nationalt mindretal eller taler et mindretalssprog, og at sinti og romaer udgør den største gruppe af autoktone, dvs. oprindeligt hjemmehørende, mindretal. Herefter lyder det:

”At fremme og beskytte mindretal i Europa er desværre ingen selvfølge. Derfor er det passende og nødvendigt, at Den tyske Forbundsdag og den tyske forbundsregering støtter en omfattende forankring af de nationale mindretals rettigheder til beskyttelse og styrkelse på EU-niveau”.

EU-Kommissonen er forpligtet til at tage stilling til borgerforslaget senest tre måneder efter debatten i EU-Parlamentet, det vil sige senest 15. januar 2021.

Den tyske Forbundsdags resolution fastslår, at Tyskland er forpligtet i forhold til borgerforslaget, uanset hvad EU-Kommissionen beslutter. Partiet De Grønne havde også fremsat et resolutionsforslag, men dette blev ikke vedtaget. De Grønne foreslog bindende standarder i EU for mindretalsbeskyttelse og mulighed for sanktioner.

Læs den tyske Forbundsregerings resolution her.