Tilbage til nyhedsliste

Det Danske Filminstitut præsenterer historiske filmklip fra grænselandet

16. december 2020

Streamingsitet ’Danmark på film’, som Det Danske Filminstitut står bag, præsenterer en lang række historiske filmklip, der fortæller mindretalshistorie både nord og syd for grænsen.

De danske Årsmøder i Sydslesvig 1948

I de historiske filmklip, der nu er gjort tilgængelige på streamingtjenesten 'Danmark på film', kan man bl.a. få indblik i, hvordan De danske Årsmøder i Sydslesvig blev afholdt i 1948.

Foto: Det Danske Filminstitut

En lang række gamle filmklip, der giver indblik i både det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjyllands historie, er blevet digitaliseret og gjort tilgængelige gratis på streamingsiden ’Danmark på film’, som Det Danske Filminstitut står bag. Lisbeth Richter Larsen, der er redaktør for ’Danmark på film’, glæder sig over at kunne præsentere de nye film, der medvirker til at give et nuanceret billede af mindretallene.

"Den ganske bastante afgrænsning af, hvad der er dansk og ikke-dansk, stemmer jo ikke rigtig overens med virkeligheden. I grænseregionen lever to befolkninger side om side og har gjort det i århundreder. Det er det særlige historiske og kulturelle rum, vi fra i dag åbner med levende billeder", siger Lisbeth Richter Larsen, der selv stammer fra Haderslev og som har to bedsteforældre, der har gået i tysk skole i det vestlige Sønderjylland, i en pressemeddelelse.  

”Sameksistensen af to sprog og kulturer, der krydsbestøver hinanden, er noget ganske særligt", tilføjer hun.

Filmene er gjort tilgængelige i et samarbejde med mindretalskulturinstitutionerne Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg og Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe i Sønderborg, der har leveret de historiske filmklip.

De mange historiske filmklip viser bl.a. tiden omkring Genforeningen i 1920 samt mindretalslivet i efterkrigstiden. På streamingsiden er filmklippene, som Det Danske Filminstitut har digitaliseret, blevet inddelt i temaerne ’Det danske mindretal i Sydslesvig’, ’Tysk og dansk i hertugdømmet Slesvig’ og ’Tidslinje: Vigtige datoer for Genforeningen’. Til temaet om det danske mindretal har Mogens Rostgaard Nissen, forskningsleder ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, skrevet en overbliksartikel på både dansk og tysk, mens Frank Lubowitz, der er pensioneret arkivar fra Historische Forschungsstelle der deutschen Volksgruppe i Sønderborg, har skrevet en artikel om det tyske mindretal til temaet om dansk og tysk i hertugdømmet Slesvig.

På streamingsiden ’Danmark på film’ kan man også klikke sig ind på et danmarkskort, der strækker sig til og med den sydslesvigske by Rendsborg, og zoome ind på de byer, man ønsker at finde filmklip fra.

Find de mange historiske filmklip her.