Biskop Marianne Christiansen: ”Grænser er menneskelige”
Dronning Margrethe og forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier var til stede under søndagens dansk-tyske festgudstjeneste i Haderslev Domkirke i anledning af 100-året for Genforeningen.
Marianne Christiansen (til højre), biskop over Haderslev Stift, prædikede søndag ved festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af 100-året for Genforeningen. Sognepræst Christa Hansen (til venstre) stod for bønnen, der blev formidlet på dansk og tysk.
Foto: Ludvig Dittmann
”Ligesom vores hud er den grænse, hvor vi møder verden og andre mennesker, sådan kan grænser mellem nationer også være mødesteder, bindestreger. Og mange mennesker har bindestregen mellem nationaliteter og sprog inden i sig selv”.
Sådan sagde biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, da hun søndag prædikede ved den dansk-tyske festgudstjeneste i Haderslev Domkirke i anledning af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Til stede ved gudstjenesten var dronning Margrethe, kronprins Frederik, prins Joachim, statsminister Mette Frederiksen (S) og den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier samt repræsentanter for det officielle Danmark. Gudstjenesten foregik på både dansk og tysk, og det var sognepræst Christa Hansen, der stod for den tyske del.
Der var plads til 160 deltagere i Haderslev Domkirke, og festgudstjenesten blev transmitteret på DR1. Blandt gæsterne var bl.a. også den slesvig-holstenske ministerpræsident Daniel Günther, Folketingets formand Henrik Dam Kristensen, borgmester i Haderslev, H.P. Geil (V) og Grænseforeningens formand, biskop Peter Skov-Jakobsen.
Biskop Marianne Christiansen siger til Haderslev Stifts hjemmeside, at det er pointe i sig selv, at det er 101-året for Genforeningen og grænsedragningen, der fejres, for vi er allerede gået ind i fremtiden.
”Fejringen bliver i høj grad en taknemmelighedsfest, fordi forholdene i grænselandet i løbet af de 101 år har udviklet sig til fred og venskab over grænsen med respekt for og påskønnelse af mindretallene på begge sider. På den måde er grænselandet blevet et forbillede også for andre grænselande i verden. Og kirkeligt set kan vi glæde os over fællesskabet mellem den danske og den tyske del af folkekirken, Nordschleswigsche Gemeinde, Dansk Kirke i Sydslesvig og Nordkirche", siger biskoppen til haderslevstift.dk.
Flere nyheder: