"Vi kan lære meget om demokrati og forsoning af Tyskland", skriver Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen, i en leder.
Tysk spiller ikke samme rolle i skole og samfund som tidligere. Det nytter ikke at bekymre sig og forsøge udskamning og tale om dengang, verden ikke var af lave.
Den, der beskæftiger sig med Tyskland og tysk, ved om nogen, at ‘de gode gamle dage’ var gamle, men gode var de sandelig ikke altid.
Dertil kommer, at der danner sig triste skygger omkring mennesker, der ikke kan lade være med hele tiden at skæve til fortiden for at skælde ud på samtiden på vej ind i fremtiden.
Når jeg fra ungdommen har været interesseret i Tyskland, har det ikke været ud fra en bevidsthed om, at det var herfra de fleste låneord kom endsige ud fra den kolossale påvirkning, der har været kulturelt fra ‘Riget i midten’ – altså den europæiske midte og ikke den asiatiske.
Jeg tror, at jeg anede, at her var der en politisk, historisk, filosofisk, samfundsvidenskabelig, demokratisk, sproglig, kunstnerisk smeltedigel af de helt store.
Den første store samfundsdebat, jeg fulgte med i, var forhandlingerne i Forbundsdagen i Bonn i 1972 om Tysklands Oder-Neisse-grænse mod Polen. Jeg mærkede, at her var der meget på spil. En frygtelig fortid rasede i menneskers erindring. Den vulgære nazisme skabte stadig fjender. Men det handlede allermest om fremtiden.
Vi kan lære meget om demokrati og forsoning af Tyskland
Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen
For mig var det distanceret, og mit unge hoved forstod nok ikke helt, hvorfor man ikke bare kunne trække grænserne. I mellemtiden har jeg lært Marion Gräfin Dönhoffs store journalistik at kende, og jeg mærker, at det også handlede om menneskers hjemstavn. Hun lærte mig også, at til tider må man træffe beslutninger med blødende hjerte. Historien indeholder tragedier og dramaer, som kan komme til at koste mennesker deres hjemstavn.
Dén, der gør sig umage med Europas historie i det 19. og 20. århundrede, opdager hurtigt, at grænser nemt kan flyttes, men hjemstavnsfølelse lader sig ikke sådan flytte.
Der er mange gode grunde til at interessere sig for Tyskland og tysk. Der er økonomiske, handelsmæssige og politiske. Tyskland er Danmarks største samhandelspartner. Men det, jeg slet ikke kan få tankerne væk fra, er, at når jeg ser alle Tysklands kulturelle, politiske, sproglige og sociale problemer, så er det som om alt det, der rammer Europa i disse år, altid finder et udtryk i Tyskland. Man bliver derfor klogere på et helt kontinent, når man følger udviklingen i Tyskland.
Tyskland bærer historiske tragedier på sine skuldre. Vi kan lære meget om demokrati og forsoning af Tyskland. Jeg håber, at fremtiden kan lokke en naturlig interesse ud af os! Fascination må være drivkraften.