Folkeafstemninger – fup eller forbillede?
KOMMENTAR: Den første frie folkeafstemning om et områdes statslige tilhørsforhold blev gennemført i 1791 omkring Avignon i Sydfrankrig. Senere afstemninger tjente derimod til at legitimere franske magtpolitiske overgreb. De var lige så lidt som Putins såkaldte folkeafstemninger i Ukraine et reelt udtryk for folkenes selvbestemmelsesret. Folkeafstemninger kan imidlertid ske efter demokratiske standarder og indlede en fredeliggørelse af nationalitetskonflikter. Det viste afstemningerne om den dansk-tyske grænse i 1920, skriver forskningsleder Hans Schultz Hansen, Rigsarkivet, i en kommentar.
De danske sønderjyders førstemand H.P. Hanssen og hans hustru Helene stemmer ved folkeafstemningen den 10. februar 1920 i deres hjemby Aabenraa.
Foto: Holger Damgaard, Hanssens arkiv, Rigsarkivet Aabenraa.
Af Hans Schultz Hansen, forskningsleder, Rigsarkivet
Mens ”folkeafstemningerne” i Ukraine er arrangeret i største hast, blev afstemningerne i Slesvig forberedt i god tid. De blev ikke gennemtrumfet ensidigt af den ene part under en militær besættelse, men forestået af en international kommission med repræsentanter for Storbritannien, Frankrig, Sverige og Norge.
Forinden var afstemningsområdet blevet rømmet af tysk militær og i stedet besat med franske og engelske soldater, der kunne sættes ind for at bevare freden. Det blev der ikke brug for. Ordensopgaverne kunne klares af den internationale kommissions eget gendarmeri og politi. De højere tyske embedsmænd blev også udskiftet med folk udpeget af kommissionen, så de etablerede magthaveres indflydelse blev neutraliseret.
Magtskiftet skete i henhold til Versaillestraktaten fra juni 1919, altså med grundlag i en international fredsaftale. Traktaten gav stemmeret til alle, som var fyldt 20 år og født i afstemningsområdet eller bosat her siden den 1. januar 1900. Det gav valgret til tusinder udefra, som ikke længere havde tilknytning til området, men udelukkede folk, som var bosat her kortere tid end 20 år.
Stort set ophævede de to urimeligheder hinanden, men mere rimeligt var det oprindelige danske forslag om stemmeret til alle, der var født og bosat i området, havde boet her i 10 år eller var udvist af de tyske myndigheder. Efter demokratisk standard bør kun folk med reel tilknytning til området kunne stemme, og det indbefatter også flygtede og fordrevne.
Fair afstemningskamp
En afstemning kan kun være demokratisk legitim, hvis der forinden har været tilstrækkelig tid og ligelig mulighed for begge parter til at oplyse vælgerne om konsekvenserne af de forskellige valg og føre en fri diskussion. Den internationale kommission i Slesvig formåede i det væsentligste at sikre en fri agitationen i 1-2 måneder forud for afstemningen ved optog, valgmøder, plakater, løbesedler, aviser m.m. For at forhindre hadkampagner blev der indført censur af plakater.
Det var en hovedopgave for den internationale kommission at sikre, at selve valghandlingen foregik, så alle kunne overbevises om, at den gik rigtigt til efter afstemningsreglementet. Til det formål blev der udpeget afstemningsudvalg i de enkelte valgdistrikter og kontrolkommissioner på regionalt niveau, som var sammensat af dansk- og tysksindede repræsentanter.
Afstemningsudvalgene skulle før afstemningen udarbejde valglister over de stemmeberettigede. Listerne skulle fremlægges offentligt i en uge, så der kunne klages over eventuelle uberettiget optagne og udeladte. Desuden skulle afstemningsudvalgene være til stede under valghandlingen og sikre hemmelig afstemning og pålidelig optælling af stemmerne efter reglementets detaljerede forskrifter. Til sidst skulle resultatet sendes til den internationale kommission.
Fra afstemning til grænsedragning
Efter afstemningen i Slesvig blev resultatet omsat til en ny grænse. I henhold til Versaillestraktaten blev stemmerne i første zone, det nuværende Sønderjylland, talt under ét. Det betød, at hele området med et flertal på 75 procent kom til Danmark. Det skete, selv om der flere steder var lokale tyske flertal. Det fandt tyskerne uretfærdigt. I anden zone, Flensborg og omegn, blev der stemt distriktsvis. Der var kun dansk flertal i tre små distrikter på øen Før, som lå for afsides til at komme til Danmark. Den internationale kommission indstillede, at første zones sydgrænse blev den nye dansk-tyske grænse. Fortolkningen af afstemningsresultatet lå således hos en international instans.
Den amerikanske folkeafstemningsekspert Sarah Wambaugh (1882-1955) vurderede i 1933 resultatet således: ”Danmark anser sagen for afsluttet. Tilsyneladende gør Tyskland også. For resten af verden var folkeafstemningen så fair og fortræffeligt forvaltet, at det slesvigske spørgsmål, som var skyld i tre krige i det 19. århundrede og splittede Europas regeringer igennem hen ved syv årtier, har ophørt med at eksistere”. Selv om nazitid og besættelse en tid øgede modsætningerne, har den bevist sit værd og dannet grundlag for nutidens fredelige forhold i grænselandet. Putins ”afstemninger” i Ukraine vil næppe få samme positive effekt.
Flere nyheder:
