Tysk valg i februar

Af Poul Struve Nielsen

Præsidentens godkendelse mangler, men der er enighed mellem regering og opposition, så alt tyder på, at der er valg til den tyske forbundsdag den 23. februar 2025. Den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz vil anmode om et tillidsvotum den 16. december, og det ved han godt, han ikke får.

En humoristisk beskrivelse af den tyske trafiklysregering er, at den har ændret sig til et fodgængersignal. Der er kun rød (socialdemokraterne i SPD) og grøn (De Grønne) tilbage. Det gule lys (de liberale i FPD) er ikke længere med.

Derfor bliver der valg nu. Når finansminister Christian Lindner og hans liberale parti er ude af regeringen, og vicekansleren, økonomi- og klimaminister Robert Habeck, allerede har meldt sig som kanslerkandidat, så er regeringen lammet. Når der heller ikke ligger nogen finanslov, som kan vedtages, så er valget en hastesag.

Valget bliver historisk. Det er kun anden gang – og første gang siden 1953, at det danske mindretals parti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), kan gå til valg med et medlem i forbundsdagen. Denne gang bliver det Stefan Seidler. I den første forbundsdag i årene 1949-53 sad Hermann Clausen på et mandat fra SSW.  

”Ingen har gavn af den seneste tids skænderier. Nu skal vi til at løse problemerne. Folk har lavvande i pengepungen, fordi fødevarer og el er dyrt. De bekymrer sig om deres arbejdspladser og er usikre på fremtiden,” siger Stefan Seidler. 

En dansk statsminister ville i de fleste tilfælde bare have udskrevet valg, da regeringssamarbejdet brød sammen. I Danmark er der to fortilfælde i nyere tid, hvor der er skiftet regering uden et valg, nemlig da den sønderjyske konservative statsminister Poul Schlüter kom til, og da han gik af. 

Begge gange skiftede Det Radikale Venstre blok, først fra rød til blå, så fra blå til rød. Hvis der var et midterparti med tungen på vægtskålen i Tyskland, så kunne den manøvre også lade sig gøre.

Det skete faktisk også i 1982, da Helmut Kohl (CDU) efterfulgte Helmut Schmidt som forbundskansler. Dengang var FDP med den mangeårige udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher som formand tungen på vægtskålen i en tre-parti situation, hvor SPD stod til venstre og de to konservative partier CDU og CSU til højre.

Helmut Schmidt gik af, efter der var stillet et mistillidsvotum til ham. En tysk kansler har nemlig ikke samme mulighed som en dansk statsminister for bare at udskrive valg, selv om de parlamentariske muligheder synes udtømte. Ifølge den tyske forfatning kan Olaf Scholz afløses af en anden kansler, hvis oppositionen stiller et mistillidsvotum til ham. Men det kræver, at oppositionen er enig om en anden kanslerkandidat, som da Helmuth Kohl afløste Helmut Schmidt. 

Sådan bliver der valg

Kansler Scholz kan også selv bede om en tillidsafstemning i forbundsdagen. Det er så det, han gør. Når han 16. december konstaterer, at der ikke er tillid til ham, skal præsident Frank-Walter Steinmeier vurdere situationen. Hvis han beslutter sig for, der skal være nyvalg, vil der være 60 dage til valgdagen. 

Da et stort politisk flertal er enige både om nyvalget og valgdatoen, bliver det også præsidentens beslutning, at der skal være valg den 23. februar 2025.

Det er sjældent, der afholdes valg før tid i forbundsrepublikken. Det skete i Vesttyskland i 1972, da den daværende kansler Willy Brandt (SPD) mistede sit flertal i en mudret parlamentarisk situation, men SPD og FDP kunne fortsætte i regering efter valget. 

Anden gang var i 1983, hvor FDP var blevet splittet efter at have skiftet side fra SPD til CDU/CSU. Valget stadfæstede Helmut Kohls position som kansler, som kom til at holde til på den anden side af Den Kolde Krig. Ved valget kom De Grønne for første gang i Forbundsdagen.

Allerede få måneder efter genforeningen mellem Vesttyskland og Østtyskland var der igen valg til Forbundsdagen før tid. Det skyldtes uenighed om finansieringen af genforeningen. Kanslerkandidat for SPD var dengang Oscar Lafontaine, som nu er gift med en af hovedrolleindehaverne i den kommende valgkamp, Sahra Wagenknecht (hendes parti hedder Bündnis Sahra Wagenknecht). 

Også i 2005 blev der holdt valg før tiden. Resultatet førte til, at forbundskansleren for første gang var en kvinde og en østeuropæer, valget førte nemlig til, at Angela Merkel (CDU) kom til magten.

Når man skriver om tyske valg, så kommer tiden fra 1949, hvor de to tyske stater blev grundlagt, mest til at handle om den ene, nemlig forbundsrepublikken Tyskland. DDR (Den Tyske Demokratiske Republik) var trods sit navn ikke demokratisk, det var nødvendigt at bygge en svært bevogtet mur i Berlin og et tilsvarende hegn gennem landskabet i resten af Tyskland for at hindre folk i at flygte derfra. 

Tyskland er i økonomisk krise. Den tyske regering forudser negativ økonomisk vækst for andet år i træk. Og der er stadig stor forskel på levestandarden i det tidligere Vesttyskland, som oplevede stor økonomisk vækst og fremgang i levestandarden i efterkrigstiden, og det tidligere Østtyskland, som ikke havde en bæredygtig økonomi.

Det er en grund til, at det højreekstreme parti AfD (Alternative für Deutschland), som ingen andre partier vil samarbejde med, og protestpartiet til venstre, Bündnis Sahra Wagenknecht, står særlig stærkt i det østtyske.

Kamp for udkant og mindretal

Men også en delstat som Slesvig-Holsten mærker til at være udkant. Der er kæmpe forskel på situationen nord og syd for den danske grænse. Tyskland er ikke nær så digitaliseret, elbiler er ikke billigere end andre biler, for bilafgiften har aldrig været særlig høj. Der er arbejdsløshed, og folk har bare ikke så mange penge på lommen som i Danmark.

”Ofte går de beslutninger, der tages i Berlin, hen over hovedet på almindelige mennesker, og det gælder også os her i norden”, siger SSW’s forbundsdagsmedlem Stefan Seidler. 

SSW vil ikke komme ind i forbundsdagen, hvis det kun er folk fra det danske mindretal, der stemmer på partiet. Men udover at være partiet, der kæmper for mindretallene, så er SSW også et parti, der kæmper for udkantsområderne, selvfølgelig især Slesvig-Holsten, og for social sikkerhed. 

”Vi har brug for politiske løsninger, som ikke kun er møntet på folk, der lever i storbyerne. Hvad nytter det politisk at støtte overgangen til elbiler, hvis folk ikke har råd til dem, og der alligevel ikke er ladestandere? Så langt er de fra virkeligheden i Berlin”, siger Stefan Seidler.

Han tilføjer, at både de seneste landdagsvalg i Tyskland og præsidentvalget i USA har vist, at mange mennesker ikke føler sig repræsenteret og set af politikerne. 

”Det må vi lave om på. I SSW kærer vi os om vores folk heroppe nordpå, og om, hvad der trykker dem. De mennesker her, som bor ved kysterne, forventer, at der snart kommer gang i bygningen af diger for at undgå skader ved oversvømmelser”. 

”De forventer, at der er en læge i nærheden af, hvor de bor, og ikke kun inde i byen. Og det er klart, at social retfærdighed ikke må spilles ud mod intern sikkerhed og integration. For SSW står en ting klar: Vi må gensidigt lytte mere til hinanden og arbejde sammen om at finde løsninger. Jeg vil i denne turbulente tid sætte alt ind på, at vores regionale anliggender og vores mindretals vilkår ikke går under radaren”, siger Stefan Seidler.

Det vil være historisk, hvis han bliver genvalgt. Så er det første gang, SSW får to perioder i træk i Forbundsdagen. Det var muligt at få en kandidat valgt ind ved det første forbundsdagsvalg i1949, fordi spærregrænsen på fem procent ved det første parlamentsvalg i forbundsrepublikken gjaldt stemmerne i delstaterne. Ved valget i 1953 skulle man have fem procent i hele Vesttyskland for at komme ind. Det kunne SSW selvfølgelig ikke mønstre. 

Som mindretalsparti fik SSW dog en undtagelse fra spærregrænsen med København-Bonn-erklæringerne i 1955, men alligevel lykkedes det først igen at samle stemmer nok til en plads i Berlin ved valget i 2021. 

Nu gælder det 2025.