Gensyn med Flensborg
Grænseforeningens lokalforening i Randers-Mariagerfjord var med til det store friluftsmøde, der rundede årsmødeweekenden af i Flensborg
Anne Weinreich og Erik Skafte Overgaard er kasserer og formand i lokalforeningen for Randers-Mariagerfjord. De besøgte friluftsmødet i Flensborg sammen med 21 andre medlemmer af lokalforeningen.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
FDF’s orkester har sammen med andre musikkorps ført årsmødeoptoget gennem Flensborg. Nu er alle, der har været med i optoget, kommet frem til idrætspladsen.
Nogle er kommet dertil på anden vis. For eksempel 23 medlemmer af Grænseforeningens lokalforening i Randers-Mariagerfjord. Erik Skafte Overgaard og Anne Weinreich er formand og kasserer i lokalforeningen. Nu nyder de en tiltrængt sodavand i Dansk Gymnastik Forenings klubhus under det store friluftsmøde, som afsluttede årsmødeweekenden i Flensborg.
Dog ikke uden at møde nogen, de kender i klubhuset. En kvinde kommer og hilser på Erik.
”Det er min kusine”, fortæller han.
Kusinen er en del af den sydslesvigske familie, der gør, at Erik Skafte Overgaard ikke rigtig kan huske, hvor langt tilbage hans tilknytning til Grænseforeningen går.
”Jeg har altid været en del af det”, fortæller han.
Lokalforeningen har Sydslesvigsk Forening-afdelingen i Engelsby i Flensborg som partnerforening.
”Jeg kan se på gamle fotos, at der var mange fra Flensborg, som kom på besøg i Randers - og det samme har været tilfældet den anden vej dengang. Men nu har folk travlt med så meget andet”, siger Erik Skafte Overgaard.
Anne Weinreich er kommet med i Grænseforeningen i en senere fase i livet.
”Jeg kom ind i foreningen gennem en veninde, der sagde: ’Vi mangler unge mennesker i bestyrelsen. Da var jeg lige blevet folkepensionist,” fortæller hun med et smil.
Det er første gang, hun deltager i årsmøderne. Og så er det jo godt at være sammen med Erik Skafte Overgaard, som kender en masse mennesker, som han er stødt på i årenes løb.
”Årsmøderne handler om synlighed. I 1920’erne og 1930’erne havde mindretallet brug for at sige: ’Vi er her endnu’. Det sygnede lidt ind i 1930’erne, hvor det blev farligt at stikke snuden for langt frem. Efter 1937 skulle alle drenge og piger være medlem af Hitlerjugend, men det gjaldt ikke det danske mindretals unge, hvis de var med i et dansk korps. Så FDF har spillet en særlig rolle siden dengang”, siger han.
Mødet med kusinen bringer også minder om en lidt speciel familiesituation under krigen.
”Min far var frihedskæmper i Danmark og kom hjem i britisk uniform, mens min onkel var tysk soldat og overlevede at være i Polen og Norge”, fortæller Erik Skafte Overgaard.
Men nok om det. Nu skal Randersfolkene ud på pladsen og mødes med de andre og folk fra Sydslesvig.
”Det er lidt ustruktureret nu. Vi går bare rundt og møder folk, vi kender. Men vi har valgt at tage herned i bus, selv om det ville være billigere for foreningen, hvis vi kørte selv. Når vi er i bussen, er vi sammen på en helt anden måde. Så hygger og snakker vi sammen”, fortæller Anne Weinreich.
Undervejs har gruppen besøgt Frøslevlejrens Museum, og på hjemvejen er der middag på Den Gamle Grænsekro.
Flere nyheder: