Tysk politiker modtager mindretalspris
Renate Schnack, der er tidligere mindretalsrådgiver for den slesvig-holstenske delstatsregering, er årets modtager af FUEN-prisen. Prisen uddeles af den europæiske mindretalsunion, FUEN, og tildeles en person, der ikke kommer fra et mindretal, men som har ydet en stor indsats for mindretal.
Renate Schnack modtog FUEN-prisen af FUEN-præsident Loránt Vincze (tv.) og FUEN-vicepræsident Gösta Toft.
Foto: László Mihály
Den tidligere mangeårige mindretalsrådgiver for den slesvig-holstenske regering, SPD-politikeren Renate Schnack, blev torsdag hyldet som årets modtager af FUEN-prisen. Det skete, da den europæiske mindretalsunion, FUEN, der uddeler prisen, åbnede sin årlige kongres i Pécs, Ungarn.
Prisen gives hvert år til en person, der har en ydet en ekstraordinær indsats for at beskytte nationale mindretal og sproggrupper. Det skriver FUEN i en pressemeddelelse.
”Renate Schnack er et forbillede for hele Europa, når det kommer til at omsætte målsætninger og strategier inden for mindretalspolitik i praksis. Hvordan gør hun det? Hun er empatisk, en god lytter og har diplomatiske evner – og giver aldrig op!”, sagde FUEN-vicepræsident Gösta Toft i præsentationen af årets prisvinder.
”Og du bliver ved med at kæmpe for mangfoldighed og flersprogethed i dag. Det er en simpelthen en del af dit DNA, og det er vi glade for i FUEN”, lød det videre fra Gösta Toft, der er en del af det tyske mindretal i Sønderjylland.
Har også modtaget Grænseforeningens Pris
Renate Schnack er opvokset på den nordfrisiske ø Sild som en del af den tyske flertalsbefolkning. Hun har brugt en stor del af sit politiske virke på at arbejde for mindretal. Fra 1995 til 1998 var hun formand for foreningen ’Europäisches Zentrum für Minderheitenfragen’, og i 2000 blev hun udnævnt til mindretalsrådgiver for den slesvig-holstenske regering – som den første af sin slags i Tyskland. Hun bestred posten frem til 2005 og fik sin anden periode som mindretalsrådgiver fra 2012 til 2017.
Renate Schnack er også et kendt navn i Grænseforeningens kredse. I 2016 modtog hun som den eneste tysker Grænseforeningens Kulturpris, der i dag blot hedder Grænseforeningens Pris. Prisen er blevet uddelt siden 1985 med det formål at anerkende kulturel indsats i Sydslesvig.
”Renate Snack har gjort et stort arbejde for den kulturelle og sproglige mangfoldighed, der er fundamentet for kulturen, ikke bare i Sydslesvig, men i hele grænselandet”, sagde daværende formand Mette Bock ved uddelingen af prisen i forbindelse med Grænseforeningens Sendemandsmøde 2016.
Klar opfordring fra talerstolen
Hovedpersonen selv takkede for FUEN-prisen og brugte lejligheden til at plædere for, at åbne, pluralistiske og retfærdige samfund ikke opstår af sig selv, men skal formes hver dag og alle steder.
”Verdenssamfundet har oplevet i årevis, det gælder også i disse dage, mens vi afholder FUEN-kongressen her i Pécs, at mennesker, hele folk, bliver forfulgt, fordrevet og ødelagt. Det er et angreb på deres liv, deres identitet og deres sårbare kulturelle eksistens”, lød det fra Renate Schnack.
”Derfor lyder min opfordring til Europas regeringer, såvel som til alle FUEN-medlemsorganisationer, at gøre deres yderste for yderligere at sikre mindretalsrettigheder”, sagde hun.
En god ven af det danske mindretal
Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), der er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, deltog også i FUEN-kongressen. Fra talerstolen roste han årets prisvinder. Det skriver SSF på sin hjemmeside.
”Som mindretalsrådgiver for regeringen i Slesvig-Holsten har Renate for alvor været med til at udvikle den mindretalsmodel, vi har i dag. Det har hun ikke mindst på baggrund af hendes personlige diplomati. Hun er og har været en god ven for det danske mindretal, og hun har altid haft en fin fornemmelse for, at mindretal skal kunne dyrke og pleje deres egne sprog, kultur og identitet. Samtidig har hun været bindeled til flertalsbefolkningen. Hun har på den måde sat standarten for mindretalsrådgiveres funktion - både i Slesvig-Holsten og i forbundsrepublikken. Hvis nogen har fortjent FUEN-prisen, så er det Renate Schnack”, sagde Jens A. Christiansen.
Selve prisen har siden 2021 været et kunstværk med titlen ’To broer’ lavet af Flensborg-kunstneren Simone Bruhn, som tilhører det danske mindretal i Sydslesvig. Objektet er lavet af støbt harpiks, bladguld og træ.
Flere nyheder: