Matthäus Weiß er 73 år og har haft hårdt fysisk arbejde i en stor del af sit liv. Han har bl.a. arbejdet som brolægger, tømrer, lagerarbejder og skærsliber. Desuden har han brugt de seneste mere end 40 år på at arbejde for anerkendelse af romaer og sintiers rettigheder og for, at den forfølgelse, de har været udsat for gennem århundreder, bliver erindret. Alligevel virker han hverken træt eller slidt, da han viser vej op ad trapperne i det hus i Kiel, hvor han bor sammen med sin hustru Anna og et af deres børnebørn samt hendes mand. Udover de faste beboere i huset er der dagligt besøg af andre familiemedlemmer, som kommer for at spise med, tilbringe lidt tid i dagligstuen med en kop kaffe eller lege i det børneværelse, som er indrettet bagerst i lejligheden.

“Vi sintier bor stadig sammen i storfamilier, modsat de fleste andre tyskere, og ingen af os dør på et plejehjem. På det punkt er der forskel. Men vi er altså helt almindelige mennesker, der spiser og sover og lever, som alle andre gør. Vi har et hjem, hvor vi står op om morgenen og spiser morgenmad. Vi er ikke specielt eksotiske eller mærkelige og farlige,” siger Matthäus Weiß med et skævt smil og et mildt udtryk i de mørke øjne bag brilleglassene.

Da vi når op på 1. sal, hvor et skilt byder os “Willkommen”, peger han på døren, hvor nøglen sidder i låsen udvendig.

“Vi har altid nøglen siddende i døren, så børn og børnebørn og andre familiemedlemmer kan se, at de bare kan gå ind. Vi låser aldrig døren. Dem, vi kender, kommer bare ind, og dem, der ikke kender os, ringer alligevel på uanset hvad,” forklarer han, og hans hustru Anna, der er dukket op i døren, smiler og nikker.

Hun siger goddag til magasinet Grænsens udsendte journalist og fotograf og byder uden tøven indenfor, mens hun spørger, om vi allerede har fået kaffe eller vil have en kop nu. I køkkenet står der frugt i fade på bordet, og der er ingredienser klar til at lave varm mad. Længere inde i lejligheden har Matthäus Weiß et værelse, der mest af alt er helliget hans fiskeudstyr.

“Jeg har altid fisket. På den måde får jeg ro, og det kan være rart, for jeg har meget at lave som formand for Forbundet af Sintier og Romaer i Slesvig-Holsten. Det er et arbejde, som aldrig slutter, og selv om jeg er over 70 år nu, ved jeg ikke helt, hvornår jeg kan gå på pension, for der skal jo være nogen til at tage over,” siger han.

Han fingererer lidt ved et par af fiskestængerne og tilføjer:

“Jeg har altid holdt af at fiske, og indimellem har det også hjulpet med at brødføde familien.”

Skygger fra nazitiden

Matthäus Weiß er sinti og er vokset op med en stærk bevidsthed om den historie og skæbne, som er hans folks. Som barn født i 1949 oplevede han, hvordan skyggerne fra nazitiden lå over hans familie – og han blev efterhånden også klar over, at hans eksistens nærmest  var et mirakel. For stort set hele hans mors og fars slægt blev udryddet i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig.

“Min mor og far var begge i koncentrationslejr; det var der, de mødte hinanden. Begge deres slægter blev stort set udryddet. Efter krigen forsøgte de at opspore overlevende slægtninge, men min mor fandt kun to søstre efter krigen, resten af familien kom aldrig tilbage fra lejrene. For min fars vedkommende var der tre brødre og to søstre tilbage. I begge slægter var over 100 personer døde i lejrene,” fortæller Matthäus Weiß.

Vi har sat os til rette i de lokaler, Verband Deutscher Sinti und Roma e. V. – Landesverband Schleswig-Holstein (Forbundet af Sintier og Romaer i Slesvig-Holsten) holder til i. Et forbund, Matthäus Weiß har været formand for siden 1993, og som han var med til at stifte tilbage i 1990. På det tidspunkt havde han allerede arbejdet for sintier og romaers rettigheder i over ti år. Tilbage i 1979 stiftede han nemlig en forening for håndhævelse af sintiers rettigheder i Kiel. Formålet var bl.a. at få sintier og romaer officielt anerkendt som mindretal – og dermed givet en forfatningsmæssig beskyttelse – og at skabe en minde- og erindringskultur, der kunne dokumentere nazisternes og tidligere tiders forfølgelse af sintier og skabe en bevidsthed om overgrebene for at undgå en gentagelse.

“De første ti år arbejdede jeg næsten alene og betalte alle udgifter selv – hvert et frimærke og hver en rejse. Men i 1990 blev Forbundet af Sintier og Romaer i Slesvig-Holsten dannet i samarbejde med Centralrådet for Romaer og Sintier, som er en national forening, og herefter har vi haft økonomisk støtte til vores arbejde,” fortæller han.

I den periode, Matthäus Weiß har været formand for Forbundet af Sintier og Romaer i Slesvig-Holsten, er der sket en række konkrete forbedringer for sintierne. Forbundet har bl.a. lavet forskellige fritidstilbud med sprog, musik og dans for børn og unge, og efter mange års kamp blev et boligprojekt i 2007 realiseret: 13 husstande, i alt ca. 65 personer, kunne flytte ind i rækkehuskomplekset Maro Temm (som på romaernes sprog, romanes, betyder ‘vores land’ eller ‘vores sted’).

“Her kan de føle sig trygge og sikre, og de kan dele hverdag med andre med samme kultur og sprog. Det er ikke en ghetto, men et trygt sted, hvor alle er velkomne, og hvor deres børnebørn og oldebørn, som går på nogle af skolerne i nærheden, let kan komme forbi,” forklarer Matthäus Weiß.

Forældres angst for skolen

Ved mødet med Matthäus Weiß deltager et af hans børnebørn, 30-årige Lucia Weiß. Hun forklarer, at familiesammenholdet har meget høj prioritet for sintier.

“Vi besøger hinanden hver dag og spiser sammen. Hvis vi ikke kommer forbi en dag, ringer vi. Hos os kender vi ikke til, at man besøger sine forældre eller bedsteforældre om søndagen og ellers ikke,” siger hun.

Hun bor sammen med sin mand i samme hus som sin bedstefar og bedstemor, og hun hjælper ofte sin bedstefar med forskelligt skriftligt og administrativt arbejde. Hun er uddannet blomsterbinder og er derudover uddannet som skolevejleder og -rådgiver for sinti-børn. Hun arbejder som sådan på to forskellige skoler i Kiel-bydelen Gaarten, hvor hun fungerer som sproglig støtte for sinti-børnene i skoletiden, hjælper med lektier og desuden fungerer som kulturel brobygger.

“Jeg hjælper med at forklare forældrene, hvorfor det er vigtigt, at deres børn kommer i skole, og jeg sørger for, at skolelærerne forstår børnenes baggrund og også er klar over, hvorfor der kan være modstand hos forældrene. Desuden kan jeg hjælpe dem sprogligt, når de skal finde de rette ord på tysk,” siger hun.

Stort set alle sinti-børn i Slesvig-Holsten vokser op som tosprogede, forklarer Matthäus Weiß.

“Vi taler vores eget sprog, romanes, som vi har tilfælles med romaerne, derhjemme, og så taler vi tysk med alle andre i hverdagen. Vi taler kun romanes med hinanden, for det er vigtigt for os at give sproget videre. Men vi skal også fungere på tysk. Når jeg taler med dig, skal jeg altid lige finde det rette ord, fordi jeg tænker mest på romanes. Men vi er alle tosprogede,” tilføjer han.

Hans barnebarn nikker.

“Børnene taler mest tysk i skolen, men hvis sinti-børnene sidder sammen i timerne, eller hvis de spørger mig om noget, sker det, at de glemmer at tale tysk. I frikvartererne taler de også romanes med hinanden, hvis der ikke er andre til stede.”

Lucia Weiß tilføjer, at hun og hendes kollegaer bliver godt modtaget på skolerne og har rigeligt at lave.

“Lærerne er glade for os, for de kan mærke, at de har brug for os, og de anerkender os som kollegaer”, siger hun.

Sproget har vi for os selv

Sintiernes sprog er imidlertid ikke undervisningsprog i skolen, og det bruges stort set heller ikke som skriftsprog, forklarer Matthäus Weiß.

“Vi har den holdning, at sproget er noget, vi har for os selv. Vi ønsker ikke at dele det med andre, for at det ikke skal blive taget fra os. De overlevende i koncentrationslejrene holdt fast i sproget og reddede det, så jeg kan ikke med god samvittighed give det fri,” siger han.

Derfor findes der heller ikke undervisningsbøger på romanes i Slesvig-Holsten. Endnu. For Matthäus Weiß vil ikke afvise, at det kan ændre sig i fremtiden.

“I de næste generationer kan meget ske. Måske vil der om 30-40 år være undervisning i romanes i skolerne. Det er op til vores børn og børnebørn. Vi har givet dem en arv og nogle rettigheder, som de kan arbejde videre ud fra. De kan ikke længere skrives ud af historien i det land, hvor de bor og har rødder langt tilbage,” siger han.

Om nogle sinti-forældres modstand mod at sende deres børn i skole siger Matthäus Weiß:

“Der ligger en gammel frygt i os for, hvad der kan ske med vores børn, hvis vi giver slip på dem. Det er en del af vores erfaring, at vi kan miste vores børn. Min mor og hendes søstre blev taget direkte fra skolen til koncentrationslejren og var der i 5½ år. Derfor måtte jeg ikke gå i skole som barn. Mine forældre turde ikke lade mig gå derhen.”

Han sidder stille en stund og tilføjer så:

“Men jeg kan se, at det er nødvendigt og godt, at mine børn og børnebørn og alle de kommende generationer bliver uddannet. At de går i skole og også får en uddannelse i et fag, så de kan klare sig. I dag går alle sinti-børn i skole, og vi har mange unge, som bliver uddannet til elektrikere, taglæggere, tømere eller landskabsgartnere,” siger han.

Racismen ligger på lur

Ikke desto mindre er der stadig udfordringer med diskrimination og racisme mod sintier, og det giver sig bl.a. udslag i, at en del sintier fortsat har svært ved at finde arbejde og især ved, at det er svært for dem at komme ind på lejeboligmarkedet.

“Når folk ser vores navne, kan de ofte regne ud, at vi er sintier, og så får vi afslag på en bolig. Det er ulovligt, men næsten umuligt at bevise,” siger Matthäus Weiß, og hans barnebarn supplerer:

“Et stort boligselskab her i byen er særlig slemt. Jeg ved det, for jeg ringede en gang for at spørge til en bolig, og da jeg sagde mit navn, sagde medarbejderen: “Vi må ikke leje ud til en Weiß. Vi har fået at vide, at vi ikke skal have med jer sigøjnere at gøre. Det skyldtes, at en enkelt person fra vores slægt havde opført sig dårligt. Det skal man selvfølgelig heller ikke, men hvorfor skal det ramme os alle. Tyskere eller alle mulige andre straffes ikke kollektivt på den måde.”

Lucia Weiß tilføjer, at hun næsten dagligt støder på diskrimination i form af nedsættende kommentarer eller særlig mistænksomhed mod sig, når hun går i butikker.

“Jeg kan altid se på vagterne i stormagasiner og andre steder, at de kigger ekstra efter mig, og ofte beder de om at se min taske. Selv om jeg viser dem, at jeg ingenting har skjult i den, og siger, at jeg ikke stjæler, bliver de ofte ved med at følge efter mig og beder om at se min taske en gang til,” siger hun.

Matthäus Weiß nikker.

“Der er sket mange forbedringer for os, men den lille racisme ligger stadig på lur. Jeg bliver stadig indimellem spurgt om, hvorfor jeg ikke rejser hjem, hvor jeg kommer fra. Så plejer jeg at svare, at jeg kan føre min slægt 300 år tilbage i dette land og mit folks 600 år tilbage, og spørge dem, om de kan det samme. Det kan de sjældent, og så bliver de stille,” siger Matthäus Weiß.

Han tilføjer:

“Så længe der er bedsteforældre og forældre, der fortæller historier om ‘tyvagtige sigøjnere’, bliver fordommene holdt i live. Derfor slutter kampen ikke. Vi skal blive ved med at minde om, at vi alle er mennesker med samme værdi, og vi skal huske alle på, hvad der er sket i fortiden.”

Vi er blevet stærkere

Matthäus Weiß har været medinitiativtager til en mindehøjtidelighed, der finder sted hvert år 16. maj i Kiels Hiroshima-Park til minde om de slesvig-holstenske sintier og romaer, der blev deporteret på denne dato i 1940.

“Her i Kiel er der kun en enkelt overlevende sinti tilbage fra koncentrationslejrene. Når de sidste øjenvidner er døde, må vi blive ved med at huske og fortælle. Som barn hørte jeg små brudstykker af historien, og efterhånden, som jeg voksede op, fik jeg mere at vide. Med tiden forstod jeg, hvilke traumer mine forældre måtte leve med og også til dels gav videre til os børn. Vi har stadig brug for at bearbejde det, der skete,” siger han.

De første mange år af sin barndom levede Matthäus Weiß i forskellige lejre og rundt omkring i skovene – ofte på flugt fra politiet. Derfor sidder frygten for registrering og internering også i ham og hans jævnaldrende, siger han.

“Jeg tror ikke, at vi kommer til at opleve præcis det samme igen. Men vi ser højreradikale og racistiske grupper og partier på fremmarch, og det gør mig bange. Det gør mig også bange, når jeg ser politikere fra de store partier optræde sammen med dem. Vi må genindføre menneskeligheden i den offentlige debat, for det vil gavne os alle, ikke kun mindretallene,” siger han.

Han understreger, at meget har ændret sig til det bedre, siden han begyndte sin kamp.

“Vi er blevet stærkere og har taget hånd om vores egen historie. Vi er trådt frem i offentligheden, så alle kan se, at vi er her, og vi bliver her. Vi vil ikke gemmes væk i en lejr mere,” siger han.