Sæt grænsen i programmet

Skal jeres lokalforening have et ekstra arrangement i programmet? Så book os til at sætte gang i dialogen om grænser med udgangspunkt i et nyt sæt samtalekort.

Grænseforeningens Gunvor Vestergaard, pædagogisk konsulent og projektleder, og Ida Stærk Larsen, studentermedarbejder, har lavet samtalekortene i samarbejde med Marlene Paulin Kristensen, studielektor og ph.d. ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Grænseforeningens Gunvor Vestergaard, pædagogisk konsulent og projektleder, og Ida Stærk Larsen, studentermedarbejder, har lavet samtalekortene i samarbejde med Marlene Paulin Kristensen, studielektor og ph.d. ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Unge fra det tyske mindretal laver en kalender mod grænsekontrol, det danske mindretals parti, SSW, udtrykker løbende deres utilfredshed med kontrollen, og de sønderjyske borgmestre har ikke noget problem med at gå imod deres partiers linje på området. 

Men på Christiansborg mener et flertal, at der fortsat skal være en vis grænsekontrol, fordi det er vigtigt i forhold til Danmarks sikkerhed.

Det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned i forhold til den dansk-tyske grænse. Hvad indebærer kontrollen og hvilken gavn gør den? Grænsen betyder noget forskelligt, om vi bor i Padborg, Silkeborg eller Ringsted. Men den er relevant for os alle. 

Derfor kan det også være godt at få en åben dialog om nogle af de emner, der er knyttet til grænsen og livet omkring en grænse.

For at sætte gang i dialogen har Grænseforeningen produceret 8 samtalekort. Hvert kort består af et citat, en illustration og et spørgsmål. Kortene ser på relevante problemstillinger fra forskellige perspektiver. 

Er ”åbne grænser” nyttige og fremmende for vores demokratiske samfund, eller er de hæmmende og utryghedsskabende? Hvad mister vi, hvis vi smækker grænsebommene i, og hvad får vi til gengæld? Det er nogle af de spørgsmål, samtalekortene tager udgangspunkt i.

Der er ikke rigtige eller forkerte svar, men det er en mulighed for at afprøve forskellige synspunkter og få en konstruktiv dialog.

Grænseforeningens konsulent Gunvor Vestergaard, der står bag kortene, kommer gerne ud og fortæller om projekt og sætter gang i samtalen. Et arrangement tager ca. 90 min alt efter snakkelysten og består af et oplæg om grænser og samtalekortenes tilblivelse og efterfølgende samtaler i grupper af 4-8 personer.

Kontakt Gunvor Vestergaard, pædagogisk konsulent i Grænseforeningen, gv@graenseforeningen.dk, 30 26 51 29, for at aftale nærmere.

Kniber det med at nå at finde tid og sted til det ekstra arrangement, så skriv til alr@graenseforeningen.dk, der står for lokalforeningsprogrammerne, og så finder vi en løsning til at rykke deadline et par dage.