Gå til kildesamlingen

Orlov til soldater fra Nordslesvig. Uddrag af en fortrolig skrivelse fra det IX. armékorps i Altona til de civile myndigheder i Nordslesvig fra 11.11.1916.

Kildeintroduktion:

Med udbruddet af 1. Verdenskrig skulle dansksindede sønderjyder i Slesvig melde sig til krigstjeneste, da de var tyske statsborgere. Det endte dog ikke i en masseflugt af unge mænd til Danmark, de mødte  - formodentlig drevet af pligtfølelse – op til krigstjeneste, men i løbet af krigen, og især fra 1915 var der stadig flere soldater, der deserterede. Ved krigens udbrud havde de færreste regnet med, at den ville vare så længe, men efter nogle måneder var krigen gået i stå i en blodig skyttegravskrig. Det er anslået, at ca. 2.400 dansksindede soldater deserterede. Det skete især, når de var hjemme på orlov. For at hindre denne mulighed for desertering blev soldater i mange tilfælde nægtet orlov.

Skrivelsen bringes her i uddrag og i oversættelse.

Da der i den sidste tid igen er forekommet et øget antal tilfælde, hvor soldater på orlov i Nordslesvig er deserteret over grænsen til Danmark, forbyder jeg - indtil den forventede anordning fra krigsministeriet er udstedt - at der bevilges de tropper, som hører til armekorpsets område, orlov til området nord for linjen Flensborg-Dagebøl, Flensborg by undtaget (det vil sige: Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg amter samt Flensborg landkreds: disse områder er identiske med distriktet, der er underlagt landstorm-inspektion I) for så vidt det drejer sig om underofficerer og menige, der er hjemmehørende i det nævnte distrikt.

Ansøgninger i særligt presserende tilfælde, som ikke kan give anledning til betænkelighed, kan undtagelsesvis bevilges, dog skal der omgående gives meddelelse, både til landstorminspektion I, Flensborg, og til den ansvarlige landråd ... 

 

Kildehenvisning:

Quellen zur Geschichte der deutsch-dänischen Grenzregion /Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie IV. Der nationale Gegensatz 1914-1933. Aabenraa / Flensburg 2001, s. 71.