Ditmarsken

Marsklandskab i Holsten i Nordtyskland mellem floderne Elben og Ejderen.

Ditmarsken befolkedes oprindelig af saksere og fra 1100-tallet af frisere. I middelalderen hørte Ditmarsken i lange perioder under ærkebispesædet i Bremen. Det var mest beboet af fribønder, der udviklede en selvstændig levevis. De danske og holstenske herskere havde dog kig på marsklandet, hvis velstand baseredes på øksnehandelen (se studehandel) med de nordtyske og nederlandske befolkningscentre.

I slutningen af 1100-tallet kom Ditmarsken under den danske krone, men etablerede sig som en slags bonderepublik efter Slaget ved Bornhøved 1227, hvor den danske hær led nederlag. Republikken styrede uafhængigt sine anliggender med en forsamling bestående af alle grundejere og fogeder, fra 1447 med et folkevalgt råd på 48 mand som øverste organ.

Ditmarsken modstod flere erobringsforsøg fra de holstenske grevers side. Da kong Hans og hertug Frederik (den senere Frederik 1.) forsøgte at underlægge sig området, led deres lejetropper nederlag til Ditmarskens bondehær i Slaget ved Hemmingsted 17. februar 1500, og kernen af den holstenske adel og flere tusinde soldater faldt på slagmarken eller druknede, da ditmarskerne åbnede sluserne (se Ditmarskenfelttoget). Det var ifølge myterne om Dannebrog i forbindelse med dette slag Dannebrog gik tabt til ditmarskerne, for at blive erobret tilbage i 1559.

Svækket af indre spaltninger som følge af Reformationen, måtte Ditmarsken dog i 1559 overgive sig til en dansk-holstensk hær på 20.000 mand under Johann Rantzau. Nordditmarsken tilfaldt Holsten, Sydditmarsken Danmark, men landet beholdt sin forfatning samt en række privilegier og bevarede en høj grad af selvforvaltning.

Hele Ditmarsken kom ind under den danske krone ved det oldenborgske mageskifte 1773 og tilfaldt 1866 Preussen. Ditmarsken har helt op i 1900-tallet bevaret et kulturelt særpræg.