Loew von und zu Steinfurth, Hugo Philipp, 1880-1969, landråd
Hugo Philipp Loew von und zu Steinfurth var landråd i Haderslev amt i 12 år frem til 13. januar 1920, da han som alle andre ledende embedsmænd i 1. og 2. zone blev afskediget og erstattet af embedsmænd udpeget af Den internationale Kommission.
Loew var i modsætning til de fleste andre tyske landråder i Nordslesvig afholdt og respekteret også af den dansksindede befolkning for sin retfærdige administration. Han skrev den 13. januar 1920 en kort afskedshilsen til borgerne i amtet, der dagen efter kvitterede med en hyldestadresse.
Et af medlemmerne i kredsudvalget, den dansksindede Erik Efsen, takkede landråden for den ro og saglighed, hvormed han havde behandlet problemerne. I en afskedshilsen, der blev offentliggjort i aviserne, skrev landråden: "Som fra mit andet hjem tager jeg afsked fra dette land, som jeg har viet min livsgerning, hvor mine børns vugge stod, hvor jeg i rigt mål har fundet lykke og tilfredshed og lært prægtige mennesker at kende. Gud skærme dette land og dets beboere."
Efter Genforeningen flyttede familie Löw til Kiel, hvor von Loews søn Eberhardt von Löw (1909-1993) på grund af sit kendskab til forholdene i Danmark blev ansat i det tyske sikkerhedspoliti. Han fik gennem gamle kontakter forbindelse til Frits Clausen og DNSAP.