Carl Plougs tale på Skamlingsbanken 1844

Slesvigere! Hvem ere I, som i dette Land dristige har begyndt den alvorlige og besværlige Kamp for Nationalitet og Modersmaal, for et helt Folks Ære, for en faretruet Stats Frelse? En lille Flok af simple Bønder af den Stand, som i Aarhundreder af de saakaldte Dannede har været tilsidesat og trykket, som man til den Tid har forholdt næsten alle Rettigheder, men desto rundeligere har paalagt næsten alle Byrder, som man endnu den Dag i Dag ikke ret har kunnet vænne sig til at betragte som jævnbyrdig. Dog Held jer, Nordslesvigere! at Fornedrelsen ikke har ramt jer i den Grad, at den har kunnet udrydde al eders Forfædres Kraft og Selvfølelse, at Livegenskab, Lensherskab og Hoveri ingensinde har nedkuet jer og udsaaet Sløvhed og Slave sind i eders Sjæle, at l er fribaarne Odelsmænd¹; havde I været Herremænds Hunde, saa vilde I aldrig have rørt en Finger for aandelige Goder, men I havde uden at mukke ladet jer binde til de tyske Hundehuse. Men I er og bliver dog kun Bønder. I maa æde jert Brød i jert Ansigts Sved, og kun ringe er de Ofre, som I kan bringe af Tid, Kræfter og Penge. l har haft en mangelfuld Undervisning, kender kun lidt til den store Verden omkring eder og forstaar kun lidt af dens pralende, men hule Kløgt; I har lært at bruge eders Arme, men ikke at slibe Tungen og spidse Pennen. Findes der ogsaa enkelte iblandt eder, hvem Naturen har skænket mere, end Skolen kan give de Lærde, saa er dette dog kun Undtagelser. Og hvem er nu eders Modstandere? De er mange i Tal, de er lærde og kløgtige, de er rige og mægtige. De vrimler ikke blot her i Landet, men ogsaa i Holsten, i København, ja, dersom man kan tro dem selv, i hele det store Tyskland. De har mange Midler til deres Tjeneste, som I enten ikke kender eller forsmaar at bruge. De forstaar mange Kunster, hvorved de kan blænde eders Øjne og gøre hvidt til sort og sort til hvidt. De besidder megen Kundskab til skimlede Pergamenter og muldne Papirer, hvorat I ikke kan læse en Tøddel. De har megen Indsigt i romersk Ret, i tysk Statslære og slesvig-holstensk Luftbygningskunst; kort, de forstaar fast alt, undtagen det eneste, I til Gavns forstaar: Dansk. De har Raad til at holde Folkefester i Øst og Vest den hele Sommer igennem, til at drage omkring fra By til By med fire Skimler for, til at anlægge Landesbanker, til at udgive Blade, som ingen holder, ja til at byde store Summer for at forføre eders dygtigste og bedste Mænd til at forraade eder og eders gode Sag. De er stærke, fordi de slutter sig tæt sammen, fordi de er militærisk organiserede og indekserserede, og har ikke blot deres Trompeter og Korporaler, men ogsaa deres Generaler, der staar bag ved og ikke lader sig se. De har endelig den overvejende Indflydelse i dette Land, og meget, ja meget for meget af den i København. Mod saadanne Fjender vover I altsaa at sætte eder til Modværge, over dem kan I bilde jer ind en Gang at skulle sejre? I, som ikke en Gang har en Fortid, hvis store Minder kan begejstre eder; thi fra Knud Lavards² Dage af har Slesvig ikke haft nogen Historie; det blev saa først et let Rov for de herskesyge, holstenske Grever, og siden en fed Udlod, der atter og atter udskiftedes mellem brødløse Prinser. I, som i Nutiden ikke besidder en eneste Rettighed, I ved egen Dygtighed og Kraft har erhvervet og opretholdt, men som først ganske nylig er vaagnede af en lang Slummer, i hvilken I virkelig ikke har sovet eder Lykke til? I, som endelig ikke har saadanne glimrende Drømmebilleder for Øje som Nordalbingerne, thi Slesvig alene har slet ingen Fremtid. Har I maaske mægtige Venner og Bundsforvandte, paa hvilke I kan stole? Kan I saaledes slaa jer hele Lid til eders souveræne Konges Bistand? Han har visselig en god Vilje til at hjælpe eder, men - hvor meget staar der ikke endnu tilbage at udføre. Han har befalet, at eders Retssprog skulde være dansk; men er det i Virkeligheden blevet det? Han vil sikre eders Sprog dets naturlige Ret - har det faaet det ved Patentet af 29. Marts?³ Vi bør haabe, at Kongens gode Vilje vil trænge igennem; men saa længe dette ikke er sket, da kan ingen fortænke eder i, at I ikke bygger alt eders Haab paa hans Bistand alene. Men nu er det eders Embedsmænd, som er satte til at bestyre og ordne eders Anliggender, til at beskytte og forsvare eder, til at staa eder bi med Raad og Daad i alle lovlige Foretagender, og som derfor trække en rigelig Løn af eders egne Lommer; kan ske er det dem, I stoler paa?  

Nu ja, eders Embedsmænd vil eder vistnok i Grunden heller ikke ilde, naar I bare vil sejle efter deres Bestik. De er nu en Gang tyske, opdragne og dannede ved tyske Skoler og Universiteter, og de føler sig saa lyksalige ved den tyske Lærdom og Dannelse, de har erhvervet sig, at de tror, der ingen Lyksalighed er til i Verden, uden den er tysk, medens I derimod helst vil bede om at være lykkelige paa Dansk. Saaledes kommer det, at de allerfleste af eders Embedsmænd, lige fra Statholderen til Sognefogden, fra Kancellipræsidenten til Skolelæreren, staar I eders Modstanderes Række i den Tro, at de arbejder paa eders sande Lykke. Men hvem i al Verden har I da at stole paa uden for eder selv, som ingen Udsigt har til ved egen Kraft at føre eders retfærdige Sag igennem? I vil svare: »Det danske Folk«. De foregaaende Talere har sagt det, I har hilset deres Ord med Bifald, og jeg modsiger dem heller ikke. Det danske Folk har alt givet eder flere Prøver paa levende Deltagelse, det har understøttet eder ikke blot i Tale og Skrift, men ogsaa med materielle Midler; saaledes vil det vedblive, det vil aldrig svigte eder, thi det erkender mere og mere, at det er eders egen Sag, I kæmper for. Men - det danske Folk er lille lige over for det store Tyskland, dets gamle Kraft er sløvet ved mange Ulykker; heller ikke det opløftes af store Minder, heller ikke det har mægtet at genvinde sin fordums Anseelse ved egne Bedrifter, og saa længe det staar ene, er dets Fremtid mørk, paa dets Horisont viser der sig truende Varsler. Det danske Folk er en redelig og trofast Ven, men det er ingen stærk og mægtig Allieret. Og dog, slesvigske Bønder! skal I ikke forsage, men frejdige udholde Kampen; thi I har hint urokkelige Rygstød, hin uovervindelige Bundsforvandt, som I søger og behøver, og Sejren er eder forjættet! Det danske Folk staar ikke isoleret i Verden, det er ikke det sidste svage Skud af en alt udgaaet Stamme; men Stammen gror endnu frisk og har stærke løvrige Grene; det har uden for Danmark Brødre, som det elsker og som elsker det igen; Brødre, ikke blot i Herkomst og Sprog, men ogsaa i aandelig Dannelse og politisk Udvikling, i Sindelag og Stræben. Og disse Brødre bor ikke langt borte bag store Have eller store Bjerge, saa at de kun kan se og høre lidt til os, saa at de ikke kender og ikke bryder sig om vore Anliggender; men den faste Klippegrund, hvorpaa de bygge, udstrækker beskærmende sine Arme paa begge Sider af vore lave, havomflydte Øer; kun en Indsø og et Sund er imellem os, men de adskiller os ikke, de forbinder os, de gynger os i hinandens Favn. I, danske Slesvigere, udgør jo et Folk med os, altsaa er vore Brødre ogsaa eders. Vor fælles store Moder anerkender ogsaa eder for sine ægtefødte Børn; vil nu I foragte eders Moder? Det kunde heller ikke nytte eder, hvis I gjorde det, thi eders Maal røber eder, I er Skandinaver! Ikke Slesvig, ikke Danmark, men hele det store Norden er eders rette Fædreland! Vel udgør dette Fædreland kun i Tankens Verden en Enhed, vel har Historien delt det i trende Stater med tvende Konger, og de Forsøg, der hidtil har været gjort paa at forene det, er mislykkede. Men gennemtrænger den fælles Nationalbevidsthed først de trende Folks hele Væsen, erkender de først, at det, for at betrygge deres Fremtid og opfylde deres historiske Bestemmelse, er nødvendigt, at de slutter sig sammen; har de først fattet den alvorlige, urokkelige Vilje: at dele Godt og Ondt, staa og falde med hinanden - saa maa de opnaa en stedse fyldigere og virksommere Enhed! - Altsaa, frisk Mod, Slesvigere! thi I er Skandinaver. Det er tomt Mundsvejr⁴, naar eders Modstandere vil skræmme eder med det store Tyskland; thi dette bekymrer sig kun lidt om det lille Slesvig og endnu mindre om det ufødte Nordalbingien; det har nok at gøre med sine indre Anliggender, med sin egen søndersplittede Tilstand. Det er ikke 33 Millioner Tyskere, der vil overvælde 150,000 stakkels Bønder, men det er 30,000, ja kun 3000, og strengt taget, maaske kun 30 dumdristige »Schleswig-Holsteinere«, der har kastet Fejdehandsken til 6 Millioner Skandinaver. I ser, at Partiet er ulige, og at Overmagten er paa eders Side. Som Skandinaver behøver I ikke at ræddes over det store Tysklands rige Litteratur, som eders Modstandere tilegner sig, thi I er selv Medejere i en Litteratur, der hævder en hæderlig Plads i Verdensudviklingen, og for Navne som Tycho Brahe og Linné, som Berzelius, Hansteen og Ørsted, som Holberg, Bellmann og Øhlenschlæger maa selv den værste Vildtysker⁵ tage Hatten af. Som Skandinaver behøver I ikke at skamme eder ved eders Sprog; thi det er ikke et usselt, sammenrørt og forkvaklet Kaudervelsk, som der brækkes paa mellem Flensborg Fjord og Kolding Aa, men det er den samme Nordens Tunge, som klinger fra Ribe til Kalmarsund, fra Nordkap til Gedserodde. Som Skandinaver har I en Fortid, rig paa glorværdige, begejstrende Minder; I er Ætlinge, ikke blot af hine Angler, der gav England Navn, men ogsaa af hine normanniske Vikinger, hvis Sværd lynede Europa rundt, som rejste Halvdelen af dets Troner, og som til Bod for den Udaad, de havde øvet mod Kristendommen, plantede Korset paa Jerusalems vanhelligede Mure; I er Slægtninger af hin Gustav Vasa, som i Spidsen for sin Bondeflok befriede sit Land fra Tyranniets Lænker, og af hin Gustav Adolf, som med sit Blod beseglede Europas Trosfrihed. Som Skandinaver har I ogsaa Lod i den herlige Forfatning⁵, der har begrundet Norges Lykke og vundet Europas Beundring. Som Skandinaver ser I endelig en stolt, en daadrig Fremtid i Møde; thi vorde de tre Folk først enige, da har de en stor verdenshistorisk Opgave i den europæiske Retstilstands Opretholdelse. Da skal de ogsaa genrejse hin Grænsesten, der nu ligger henslængt i en Krog af Rendsborgs Arsenal⁶; men da skal der ikke skrives paa den paa Latin: her ender Tyskland, men der skal staa paa Dansk: hertil gaar Skandinavien. 

Da skal de, det er min Tro, min historiske Overbevisning, ligesom de fordum med sejrrige Vaaben reddede Trosfriheden, hævde og besegle Folkefriheden i Europa! Altsaa frisk Mod, Slesvigere! thi I er Skandinaver. Bestyrker hinanden i denne Overbevisning, udvikler og klarer mere og mere denne Bevidsthed; derved afdrages I ikke fra det, der ligger eder nærmest, men først naar I er gode Skandinaver, er I gode Slesvigere. Men naar Faren en Gang synes eder stor og Frelse umulig, naar Bekymring og Mismod overvælder eder og I fortvivlede tror Undergangen nær, - saa løft blot eders Blik mod Himlen; der funkler Nordstjernen; den er eders, den er Skandinaviens Stjerne; som den aldrig gaar ned, saaledes skal Skandinavien aldrig gaa under! Held over Slesvig! Held over Danmark! Held og Hæder, Frihed og Sejr over alt Skandinavien! Det falder mig ind, at det netop i Dag er den ene af Nordens Kongers Fødselsdag. Han har vel kun endnu regeret i kort Tid; men denne Begyndelse berettiger hans Folk til saa gode Forhaabninger, at I vel med mig vil istemme et Lykønskningens Hurra for Sverigs og Norges Konge, Oskar den Første. 

Ordforklaringer:

(1) selvejerbonde

(2) Knud Lavard var grænsejarl

(3) Sprogpatentet af 29. marts 1844

(4) tom snak

(5) Eidsvollforfatningen fra 1814

(6) den såkaldte Ejdersten 

Kildehenvisning:

Jakob Petersen: Skamlingsbanken 1843-1943. H. Hagerup’s Forlag 1943, s. 96-99.