Christian Paulsens tale på Skamlingsbanken 1844

Naar jeg træder frem paa dette Sted, saa er det især for at bringe eder, mine Landsmænd og Venner, min mundtlige Hilsen. Naar det ikke er sket i Fjor ved Højskamlingsfesternes Stiftelse, saa ligger Grunden hertil ikke i Mangel paa den varmeste Deltagelse - denne har jeg paa anden Maade vist -, men i min Embedsstilling, med Hensyn til hvilken Tiden den Gang ikke var belejlig. I Aar var der i det mindste færre Hindringer, og jeg har saa meget mere anset det for Pligt at overvinde disse og personlig at deltage i denne Fest, som Tidsomstændighederne desværre er saadanne, at de, som deler samme Overbevisning, maa lære hinanden at kende, maa slutte sig tæt sammen, maa ved Gerning vise, at de kunne stole paa hverandre. - At jeg overhovedet sjældnere og kortere har været i mit Fødelands nordlige Del, end jeg ellers kunde have haft Lyst til, dertil er Aarsagen dels, at min Virke­kreds ligger langt borte, dels at jeg ikke har villet give vore Modstandere i Sprog- og Statskampen Skingrunde i Hænde for deres Paastand, at den i Nordslesvig vaagnende Aand var en Frugt af kunstig lagt og ude fra iværksat Plan til at gøre Folket utilfreds med dets Tilstand; thi hver Gang jeg har om end kun vist mig i denne Egn, er det i de forskellige Blade blevet skildret som en Rundrejse for at omvende Folk, eller, som de for det meste hadefuldt har udtrykt sig, som sket i Tjeneste af hele den danske Propaganda.  

Men saa usand hin Skildring er, saa usand er denne Paastand. Thi da jeg, en af de første, for 12 Aar siden begyndte at skrive for den danske Sag¹, var den i Kongeriget saa godt som ubekendt; det skete af egen Drift, af egen Overbevisning, grundet paa Kundskab om mit Fødelands Forhold. Det var fra først af kun Ordet, og ikke en Gang det mundtlige, men det trykte, der virkede til den blandt altid flere udbredte Overbevisning, at i vort Fødeland har det danske Sprog Ret til en højere Stilling ved Siden af det tyske, og at vort Slesvig, for at gaa en lykkelig Fremtid i Møde, bør udvikle sine offentlige, til Dels ejen­dommelige Forhold i vor hidtil bestaaende danske Statsforbindelse, og ikke, løsrevet fra Danmark, i udelukkende Forbindelse med Holsten. Ordets Magt har ej været uden Virkning, fordi det blev udtalt i Sandhedens, i Retfærdig­ hedens Tjeneste, medens vore Modstandere har mangen en anden Magt at byde over. -  Om end Modstanden, fremmet ved mange sammentræffende, for den gunstige Omstændigheder, er blevet langt større, end jeg den Gang ven­tede, saa er den dog begribelig, ja til Dels endog undskyldelig, og vi maa søge at blive os Grundene til den mere og mere bevidste, for ikke at mistvivle om den gode Sags Sejr, og for at anvende de virksomste Midler dertil. Modstan­dens dybeste Aarsag er at søge Aarhundreder tilbage i den for det danske Rige ulykkelige Tid, da en tysk Regering kunde sætte sig fast i Slesvig, og da, som Følge deraf, al Dannelse blev tysk, hvorved siden en lang Tid en Fordom imod Dansk er opstaaet netop hos de fremmede Lærde, selv om de var fra det dansktalende Slesvig. At jeg ikke ogsaa, som næsten alle mine Standsfæl­ler, staar i Modstandernes Rækker, dertil er Grunden maaske kun den, at mit Modersmaal ikke er Dansk, men Tysk; thi jeg maatte ikke, som de i dansk­talende Familier fødte, forsømme det uden Umage lærte Dansk som noget ringere, for paa Tysk at blive dannet; men det Danske blev fremstillet for mig som en videværdig Læregenstand, saa meget mere som jeg ikke er født i en lærd, men i en Købmandsfamilie, der stod i Samkvem med dansktalende Bøn­der og Sømænd, og det i den By, der i det Danske ser en god Nabo, og derfor ogsaa forstandig og brav endnu den Dag i Dag, til Trods for alle Angreb og Bebrejdelser, vedligeholder sit venlige Sindelag mod Danmark og alt Dansk. Der var ogsaa en Tid - og jeg mindes den endnu - da alle Slesvigere følte sig som Sønner af hele Danmark, da ogsaa de Tysktalendes Fædrelandskærlig­hed omfattede hele Staten. Min Fødeby, Flensborg, tog 1801 Del i Glæden over Hædersdagen den 2. April², som over sin Hædersdag, den sørgede 1807 over Københavns og Danmarks Ulykke³, som over sin. Men, medens jeg aldrig har anset Danmark og det danske Sprog for fremmed, har et af mine unge lærde Bysbørn endnu for ikke længe siden, efter den nu herskende tyske Aand, paa Prent gjort sig til af, at en egentlig Flensborger af Naturen ikke kan et Ord Dansk. Dette er usandt med Hensyn til mange Familier blandt Almuen; men om end de andre Familier for det meste er tysktalende, saa kan det dog ikke være Flensborgeren saa ganske ubekendt, naar han ikke forsætlig lukker Øret for det. Men dér, som næsten overalt hos os, henvendes den unge Stu­derendes Sind næsten aldrig med Kærlighed paa dette Landets andet Tunge­maal, for ikke at have Dannelsens Sprog tilfælles med Kongeriget, fra hvilket hin Aand ønskede os tusind Mile borte. Derfor maa vi bedømme vore i en saadan Skole dannede Modstandere mildere, end vi ellers vilde have Grund til; thi om mange kan vi kun bruge vor Frelsers Ord: Fader, forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre!⁴ -  Men da der nu en Gang i mig, fra mine Barnsben af, er kommet et andet Sind, saa har jeg følt det som min hellige Pligt at pleje mine dansktalende Landsmænds Folkeejendommelighed, og af yderste Kræfter at virke med til dens Erkendelse, til dens Indsættelse i sin naturlige Ret, hvorved alene Nordslesvig kan tage virksom Del i Kommune- og Lands­anliggender. Dog, den enkelte formaar lidet; han er, hvor han staar ene med sin Følelse og Overbevisning, at beklage; men her ser jeg Tusinder omkring mig, der har den samme. Et Folk er kun fortabt, naar det fornægter sig selv. Dette vil her ikke ske, om end enkelte, som jeg dybt sørger over, ikke har kunnet modstaa de Mægtiges Indvirkning. Lad os med desto større Troskab og Udholdenhed holde sammen, og ikke blive trætte, om end Arbejdet er lang­varigt. Hvad Aarhundreder har bragt i en vrang⁵ Retning, kan ikke paa et Aar gøres godt igen. Vi har en Fordom imod os hos den lærde og fornemme Verden. Desto mere maa vi inden for Lovlighedens Grænser ved Besindighed, Alvor og Fasthed søge at overvinde den. Hver Mand gør sin Pligt efter sine Evner og Forhold, da vil det høje, vældige Maal for vor tilladelige Stræben, det danske Sprogs Haandhævelse og Statens Opretholdelse, opnaas! - Hvis det nu sig aabenbarende broderlige Sindelag mellem hele det danske Folk og en stor Del Slesvigere ikke fredes og plejes, saa er vor Tid maaske den sidste i Danmarks og Slesvigs Historie, da Betingelserne for en dansk Statsforbin­delse endnu er til Stede. Kan det tænkes, at vort Tidsrums Vigtighed bestandig ikke tilfulde skulde erkendes af dem, til hvem den danske Stats Styrelse er be­troet? Nej, det er umuligt! Saa sandt vi her staar i et dansktalende Land, saa sandt vi ser de venlige, siden umindelige Tider ved mange Baand med os forbundne danske Kyster, der har sendt deres Beboere for i Fællesskab med os at fejre denne fædrelandske Fest: saa vist skal det danske Folke- og Stats­liv aldrig forgaa, men - vi stole trygt paa Gud - i hele Fremtiden bestaa! Leve Slesvig og Danmark og hele Staten! Hurra!  

Ordforklaringer:

(1) Christian Paulsen udgav i 1832 "Ueber Volksthümlichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Schleswig" (Om hertugdømmet Slesvigs folkepræg og statsret).

(2) Slaget på Reden den 2. april 1801

(3) Englændernes bombardement af København 1807

(4) Lukasevangeliet 23,34

(5) forkert

Kildehenvisning:

Jakob Petersen: Skamlingsbanken 1843-1943. H. Hagerup’s Forlag 1943, s. 93-95.