Danmark, dejligst vang og vænge
Digtet er skrevet af præsten Laurids Olufsen Kok (1634-1691) i ca.1690, og det blev udgivet i 1695 af Peder Syv (1631-1702) i Viser om Konger, Kemper og Andre. Melodien er skrevet af Poul Edvard Rasmussen (1776-1860) i 1810. "Danmark, dejligst vang og vænge" er blevet kaldt Danmarks første nationalsang.
Laurids Olufsen Kok skrev digtet i en periode, hvor Danmark var præget af krige og nederlag under Svenskekrigene. I 1680’erne var landet truet af hertugen af Gottorp.
I digtet er det dronning Thyra, der taler og opfordrer til at sikre Jyllands grænse mod syd. Thyra Danebod blev op gennem historien betragtet som Danevirkes bygherre og som grænsevogter. Sangen bliver da også kaldt ”Dannevirkevisen” og "Danebodvisen".
Digtet bestod oprindelig af 14 strofer, men det er senere blevet gendigtet ad flere omgange, bl.a. af N.S.F. Grundtvig fire gange og af Adam Oehlenschläger. I Højskolesangbogen, der følger Grundtvigs bearbejdning, optræder den med i alt syv strofer: de første seks og det sidste fra Koks oprindelige udgave. I seks af de udeladte strofer omtales selve byggeriet.
Sangen opnåede senere stor popularitet; den blev bl.a. sunget på møderne på Skamlingsbanken og under de slesvigske krige. Den har været optaget i samtlige udgaver af Højskolesangbogen.
1. Danmark, dejligst vang og vænge,
lukt med1 bølgen blå,
hvor de voksne, danske drenge
kan i leding gå
mod de sakser, slaver, vender,
hvor man dem på tog hensender;
én ting mangler ved den have:
leddet er af lave.
2. Ved Guds nådig forsyn hegnes
dog det meste land,
og hvad under Danmark regnes,
nyder værn af vand.
Ingen nabo, som vil vinde,
tør på Danmark gå i blinde,
blev kun ledet hængt til rette,
skulle vel det tætte.
3. Mejlfarsund2 os Fyn beskytter,
tryg står Møens klint;
ind til Gedser ingen rytter
ride skal for svindt3;
Guldborgsund for Lolland genner,
Øresund vort Sjælland tjener,
hvert land har sit eget lukke,
alt må Jylland sukke.
4. Holster, vagrer4, lyneborger
som en farlig flod
gør os Jylland mange sorger,
tørster efter blod;
lægges af må slig uvane,
skam det var at lade rane
fra vor mark den mindste tue;
pil vi har og bue.
5. Sådan talte dronning Tyre,
ret kaldt Danebod:
I, som står for Danmarks styre,
fatter frejdigt mod!
Gabet kan vi vel tillukke,
så vi ej os lader plukke
af hver fremmed løbeskytte5,
der får lyst til bytte.
6. Fra moradset vest ved strande
til Mysund ved Sli
vi vil os en vold bemande,
gøre snæver sti.
Om forlov skal hver mand bede,
hvis han agter ind at træde,
nødig skal han atter fare
hjem med stjålen vare!
7. Danemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar vang,
hegnet trindt omkring6, - Gud signe
den i nød og trang!
Gid som korn opvokse knægte,
der kan frisk mod fjenden fægte
og om Danebod end tale,
når hun er i dvale.
Ordforklaringer:
(1) lige ud til
(2) den del af Lillebælt. der ligger ud for Middelfart.
(3) hurtigt
(4) folk fra Vagrien i det østlige Holsten
(5) lejesoldat
(6) Danmark er nu beskyttet imod angreb, således som Thyra ønskede det.
Kildehenvisning:
Højskolesangbogen, 19. udgave, 2020.