Detlev von Bülows tale til veteranerne fra Dybbøl og Als, 1914

Den tale, som vor overpræsident holdt i søndags ved festmåltidet i Sønderborg, har følgende ordlyd:

Deres kongelige Højhed¹, mine herrer feltmarskaller, officerer og veteraner! Uden kamp ingen ærlig fred! Uden ofre intet stort mål!

Således tænkte hæren, som sendte os heltene fra Dybbøl og Als, da kongen bød den med våbenmagt at begynde på det, som sang og tale, håb og venten ikke ville lade opstå: opbygningen af Det tyske Rige. Og medrevet af det lykkelige udfald tænkte det tyske folk ligeså. Fyrster og folk forenet, indtil Rigets opbygning til hele verdens undren på kort tid var fuldført.

To tusinde gamle krigere, som vovede livet for konge og fædreland, er kommet for efter 50 års forløb at gense valpladsen, hvor de som soldater vandt deres første hæder, slagmarken, hvor den første preussiske, den banebrydende tyske sejr i vor tid blev vundet, men også det sted, hvor så mangen en måtte sige til sin segnende sidemand: "Forbliv også i det evige liv min gode kammerat!". De faldne mindes vi med vemod og inderlig tak. Vi ved, at de rundt omkring os sover den gode soldatersøvn.

Uden ofre intet stort mål! Således tænkte også i Slesvig-Holsten fyrste og folk. Ved den mands side, der er en søn af og arving til hertug Frederik², udtaler jeg, der selv er søn af en trofast augustenborger, ikke uden indre bevægelse: "I har sejret!". Sejren er vundet af preussisk mod, vundet af preussisk dåd, vundet af preussisk kraft og viljestyrke. Og hvad er det, som hos os har sejret over den første tids modstridende følelser? Det, som har sejret, er en ældgammel hjemstavnsfølelse, som har ført os tilbage ind til hjertet af det tyske folk.

Det tyske Slesvig-Holsten hilser jer, vore befriere! Slesvig-Holsten takker jer, vore redningsmænd! Slesvig-Holsten tilhører jer, vore beskyttere! Ligesom I er også vi nu kongens tro tjenere og vil trofast vogte det grænseland, som er blevet os betroet. Af de mænd, som stormede Dybbøl, vil vi lære, at det ikke er modløshed, som bringer sejren, men alene den gamle, preussiske tro på, at Preussens konger altid sejrer og overall beholder sejrens frugter. (Bravo!) Lad dette være sagt til dem, som stadigvæk rækker hånden ud efter vort land, som intet har lært af Dybbøl og tror, at alt, hvad de tidligere kunne gøre mod Slesvig-Holsten, det kan de nu også driste sig til at gøre mod Preussen, ja, det er forunderligt at sige det, mod Hohenzollernstaten³ og Det tyske Rige. (Livligt bravo!) Min skyld skal det ikke være, hvis fejltagelsen erkendes for sent. (Spontant bifald!).

Mine herrer feltmarskaller og veteraner! At kunne hilse dem velkommen på det sted, hvor De har øvet Deres tapreste dåd, og kunne takke Dem for, hvad De har gjort for os, vil for enhver slesvig-holstener, der sammen med os oplever denne stund, forblive et uforglemmeligt øjeblik i hans liv. Efter 50 års forløb ser vi endnu engang dem med det hvide bind⁴ om venstre arm, de som i kamp mod en tapper og sejg fjende endelig vandt friheden for os. Med bevæget sind og hjertet fuldt af tak udråber vi: "Vore befriere, sejrherrerne fra Dybbøl og Als, hurra! hurra! hurra!

Ordforklaringer:

(1) prins Heinrich, kejser Wilhelm 2.s bror

(2) Friedrich 8.

(3) tysk fyrstedynasti, de tre sidste herskere af dynastiet var tyske kejsere.

(4) hertug Ernst Günther, søn af Friedrich 8.

(5) der henvises her til, at de preussiske tropper ved Stormen på Dybbøl bar hvide armbind, så man i forvirringen skulle kunne skelne dem fra fjenden.

Kildehenvisning:

Quellen zur Geschichte der deutsch-dänischen Grenzregion /Kilder til den dansk-tyske grænseregions historie III. Der nationale Gegensatz /De nationale modsætninger 1864-1914. Flensburg/Aabenraa 1996, s. 475-477.