Erik Høyer Møller: Præsten i Krigen. Under slaget
Erik Høyer Møller (1818-1904) skrev under forfatternavnet En gammel Feltpræst om sine oplevelser og erfaringer under Treårskrigen. Han meldte sig som feltpræst efter Slaget ved Isted og sendt til Friedrichstadt. Kort efter udbruddet af krigen i 1864 blev han hærprovst, hvorfra han oplevede Stormen på Dybbøl.
I 1879 udgav han Præsten i Krigen. Breve til en Ven fra en gammel Feltpræst, hvori han fortæller om de mange forskellige opgaver og udfordringer en feltpræst kommer ud for. Bogen fremstår som en lærebog for kommende feltpræster, samtidig er den en trøstende bog for soldaternes efterladte, da de kan læse, at der er en præst til stede i felten.
I det følgende afsnit går Erik Høyer Møller rundt på lazarettet, og man får et klart indtryk for af, hvilken betydning breve fra – og til – hjemmet har for den enkelte soldat og dennes familie.
Saa er jeg kommen til den Første, har sat mig paa Sengen hos ham, har strøget hans Haar tilbage og holdt ham i Haanden; men, fordi jeg ikke i Øjeblikket følte mig istand til Andet, begyndt at tale med ham om hans Hjem, og spurgt om mange Ting der; saa har han stukket Haanden ind under Hovedpuden – der ligger det altid gjæmt – og har rakt mig det sidste Brev, for at jeg skulde læse det, og saa er jeg bleven greben af den troskyldige, gudsfrygtige Tone, der gik igjennem det, saa har jeg sagt til de Andre: ”Her skulle I høre, hvor smukt denne Mands Forældre skrive til ham!” Og de have Alle lyttet, have rakt mig deres egne Breve, ogsaa af dem har jeg læst nogle højt paa Stuen, og, naar jeg da saa den Virkning, disse simple Ord havde på Hjerterne, saa var jeg istand til at tale og vidne om det Hjem, der er heroventil. Det er et smukt Vidnesbyrd om at der er Gudsfrygt i Folket, at der næsten ingen Breve fandtes, uden at de vare skrevne i en god Aand, fulde af Formaninger til at holde fast ved Herren, som Gamles og Unges Tilflugt; der kunne være de Breve, der slet intet Andet indeholdt, – med en del Hilsener i Slutningen; thi de maa under ingen Omstændigheder savnes –, men i næsten ingen fattedes det. Vidste de, der tit med stor Besvær skreve og fik Brevene sat sammen, som saa godt følte det Mangelfulde ved dem, men stolede paa, at den, for hvem de vare bestemte, vel vidste at læse imellem Linierne, vidste de, til hvilken Velsignelse deres Ord ofte have været, saa vilde de have set en Stadfæstelse paa den Sandhed: Mit Ord skal ikke komme tomt tilbage!
Men, førte disse Breve med sig, at Præsten strax blev nærmere bekjendt med de Syge eller Saarede, saa forøgede de ogsaa hans Arbejde; thi naar det første Spørgsmaal: ”Har Du nylig havt Brev hjemmefra?” var besvaret bekræftende, saa laa det andet ogsaa nær: ”Har Du svaret dem paa det?” og, da dette som oftest blev besvaret benægtende, maatte Præsten paatage sig at svare. Lommebogen kom altsaa frem for at bemærke: Adressen, den Saaredes Navn og Tilstand samt andre Ønsker; disse sidste vare i Reglen ikke mange eller meget forskjellige, men et var fælleds for dem alle: De maa gjerne skrive, at de endelig snart skal skrive igjen;” og saa blev det aldrig glemt at opregne en hel Del Mennesker i Huset selv eller i Nærheden, som nødvendigviis maatte have en Hilsen, for ikke at føle sig tilsidesatte. Det var et besværligt Arbejde; thi jeg har mange Gange havt henved 30 af den Slags Breve at skrive paa een Dag; men dels vare de altid saa korte som muligt, indeholdende en Beskrivelse af mit Møde med den Saarede, og med Tilføjning af et Par Ord, der kunde forberede paa, hvad de maaske kunde vente at høre i næste Brev, dels satte jeg mig ret levende ind i den Glæde et saadant Brev vilde volde, og derved blev Arbejdet ikke saa besværligt.
Kildehenvisning:
Erik Høyer Møller: Præsten i Krigen. Breve til en Ven fra en gammel Feltpræst. København 1900, 3. oplag, s. 52-54.
Brev til Hjemmet. Dette litografi efter maleri af Niels Simonsen har fanget en scene fra hverdagen for den enkelte soldat. Der skrives brev og ryges.
Det Kgl. Bibliotek.