Frederik 3., 1609-1670, dansk konge

Konge af Danmark og Norge fra 1648. Han var næstældste søn af Christian 4. og Anna Cathrine og blev i 1643 gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Da han som næstældste søn ikke var udset til blive konge, fik Christian 4. ham valgt som fyrstebiskop i bispedømmet Bremen og Verden. Han kom derfor som ung til i høj grad at leve i tyske omgivelser som en verdslig fyrste støttet af tyske rådgivere. Da områderne gik tabt efter Torstenssonfejden 1643-45, blev han i 1647 statholder over den kongelige del af hertugdømmerne Slesvig og Holsten og regerede fra Duborg Slot.

I 1647 blev han tronfølger efter den ældre bror Christians død. Han blev af Rigsrådet tvunget til at underskrive en hård håndfæstning. Da svenskerne i 1678 genoptog Karl Gustav-krigen med Danmark og belejrede København, udtalte Frederik 3. "Jeg vil dø i min rede", hvorimod adel og rigsråd var flygtet. Han opnåede betydelig popularitet med denne holdning.

Han fik i samarbejde med Københavns borgere og kirkens folk sat håndfæstningen ud af kraft i 1660 og indførte enevælden, som blev fastslået ved Kongeloven af 1665.

Frederik 3.s valgsprog var "Herren vil være mit Forsyn".