Gå til leksikonoversigt

Helligåndskirken, Flensborg

Steder

Kirken blev bygget i 1386 som den sidste af byens gamle kirker. Den hed oprindelig "Laurentius-kirke til den Hellige Ånd". Dens bygherre var en privatmand, en af byens ansete borgere ved navn Sønke Kulle. Han skænkede kirken til "kalandet", det katolske præsteskabs gilde i Flensborg. Helligåndskirken var altså kun i anden række kirke for brødrene og patienterne i Helligåndshospitalet.

Hovedskibet adskilles fra et lavere sideskib af svære runde murpiller. På muren over pillerne findes kalkmalerier i sengotisk stil. Lige inden for indgangen hænger en sølvkrans og det ridderkors, flensborgeren Jacob Plaetner modtog som tak for sin indsats ved at bjerge de faldne danske soldater efter Slaget ved Sankelmark i 1864 og sørge for deres begravelse.

I 1719, i forbindelse med en restaurering, fik Helligåndskirken et nyt alter i pompøs akanthusbarokstil.  Det var udført af træskæreren Johan Zimmer,  Kirken havde allerede i 1602 fået en værdifuld prædikestol, som sandsynligvis er gjort af den berømte billedskærer Hinrich Ringerinck, men den blev i 1906 fjernet fra Helligåndskirken og anbragt i den nyopførte St. Jürgens kirke på den anden side af havnen. 

I 1588 fik en gejstlig til opgave at prædike på dansk, til at begynde med hver mandag. Frem til 1782 blev der også holdt prædiken på tysk, men herefter kun på dansk. Siden da er Helligåndskirken blevet kaldt "den danske kirke".

Den danske sejr over slesvig-holstenerne i borgerkrigen 1848-50 førte til en mere bevidst dansk politik i Sydslesvig. Indtil da havde man hverken måttet døbe eller vie i Helligåndskirken. I 1851 dannedes en dansk frimenighed.  

Opløsningen af den unge danske menighed efter nederlaget i 1864 og undertrykkelsen af det danske, efter at hertugdømmerne var blevet indlemmet i Preussen i begyndelsen af 1867, satte et punktum for menighedens blomstring. Ganske vist blev der også i den følgende tid holdt danske gudstjenester i Helligåndskirken, men af andenpræsten ved Mariekirken. Indtil år 1900 var der dansk prædiken hver søndag, men de tyske kirkelige myndigheder indskrænkede det til hver anden søndag. 

Genforeningen, hvor Flensborg forblev tysk, førte atter til oprettelsen af en selvstændig dansk menighed den 13. maj 1921. Den købte et gammelt hotel i Toosbüygade og byggede det om til kirkesal og forsamlingslokaler. Først i 1927, efter lange forhandlinger med den tyske St.Marie-menighed, der siden 1911 havde været ejer af Helligåndskirken, kunne den danske menighed igen vende tilbage til sit gamle kirkehus. Kirken blev ved denne lejlighed restaureret.

I 2013 indviedes en større kirkeudsmykning udført af Bjørn Nørgaard. Det samlede kunstværk kaldes Pinseporten og består af en stor port i bronze og tre glasmosaikruder. 

Kirken har i moderne tid tilhørt Nordelbische Kirche, men den 24. august 1997 overdrog den tyske kirke Helligåndskirken til Dansk Kirke i Sydslesvig.

Litteratur:
Lars Henningsen og Johann Runge: "Sprog og kirke. Dansk gudstjeneste i Flensborg 1588-1921". Studieafdelingen, 2006.