Gå til leksikonoversigt

Ladelund Koncentrationslejr

Steder

Ladelund Koncentrationslejr lå 5 km syd for den dansk-tyske grænse og var en udekommando under den store koncentrationslejr Neuengamme ved Hamborg. Den blev oprettet i november 1944 og leverede arbejdskraft til opbygningen af den såkaldte Friservold, et forsvarsværk, som skulle beskytte den øst- og nordfrisiske kyst mod en allieret invasion (se Befæstningsanlæg, Tyske).

1.200 af de 2.000 fanger i Ladelund var hollændere, især fra den lille by Putten, hvorfra tyskerne havde deporteret hele den mandlige befolkning som straf for drabet på en tysk officer. Der var ingen danske blandt fangerne, formodentlig fordi lejren lå så tæt på grænsen. I de seks uger, Ladelundlejren eksisterede, døde ca. 300 fanger.

Der er rejst mindesmærker for lejren og de døde fanger, bl.a. ved landsbyens kirke., hvor der findes en permanent udstilling om lejren. 

Der er desuden etableret et dokumentationscenter med udstilling (KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte Ladelund). Lidt nord for Ladelund er der blevet rekonstrueret et stykke af den vold, som koncentrationsfangerne skulle bygge.             .

Af Henrik Skov Kristensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Opdateret af Redaktionen.


Litteratur:
Henrik Skov Kristensen: Ladelund-koncentrationslejren, i: Nationalmuseets Arbejdsmark, 2010.
Jörn-Peter Leppien: Sklavenarbeit. Die Grenzstellung 1944/45 und das KZ Ladelund, i: Grenzfriedenshefte 2010:3. 

 

Ladelund

Barak i Ladelund-lejren. Fotografiet er ikke dateret.

Nationalmuseet.