Møgeltønder Kirke
Koret i Møgeltønder Kirke med altertavle fra ca. år 1500 og lofte og vægge dækket af kalkmalerier fra ca. 1550. Over alteret ses Kongernes tilbedelse.
Foto: Schorle, CC BY-SA 4.0
Møgeltønder Kirke kan føres tilbage til slutningen af 1100-tallet. Kor og skib blev forlænget ca. 1275, tårnet er sengotisk. Et trappehus tilføjedes i 1692, et gravkapel i 1763 og et våbenhus i 1898.
I kirken findes ud over loftsmalerier fra 1700-tallet en rig udsmykning med kalkmalerier, som stammer fra tre forskellige perioder. Især malerierne fra 1550-1560 er bemærkelsesværdige. Kalkmalerierne er desværre i årene 1894-98 blevet hårdhændet restaureret af August Wilckens, der foruden sig selv tilføjede grev Hans Schack og søn i 1890’er-jakkesæt.
Inventaret er usædvanligt rigt og afspejler kirkens tilknytning til Schackenborg. Den femfløjede altertavle er fra ca. år 1500 med en figurrig Golgatascene i midten, apostlene i inderfløjene og på ydersiderne otte passionsmalerier; altertavlen fik tilføjelser i ca. år 1700. Stolestaderne stammer fra anden halvdel af 1500-tallet, og prædikestolen er 1694. Kirken har i alt tre pulpiturer fra henholdsvis 1578, 1691 og 1692. I korbuen hænger to store træfigurer fra slutningen af 1400-tallet, Jomfru Maria og Sankt Nicolai (kirkens værnehelgen), som stammer fra nu forsvundne sidealtre.
Orglet stammer fra 1679 og er et af de ældste kirkeorgler i Danmark. Det blev købt for 420 rigsdalere, hvoraf de 200 rigsdalere kom fra omegnens bønder for at frikøbe fæstebøndernes anfører Anders Nissen, der i 1674 var blevet dømt til døden, fordi han havde forsøgt et oprør mod Hans Schack på Schackenborg.
En af Hans Schacks første handlinger efter hans overtagelse af Schackenborg i 1661 var at sætte et ur op på kirketårnet. Uret blev leveret af urmagermester Johan Philip i Flensborg og opsat i 1663.