Scavenius, Erik, 1877-1962, stats- og udenrigsminister
Erik Scavenius, der var godsejersøn, blev i 1901 cand.polit, og samme år ansat i Udenrigsministeriet. Han var udenrigsminister i regeringen C.Th. Zahle 1909-1910 og 1913-1920. Han ledede med stor dygtighed dansk udenrigspolitik under 1. Verdenskrig og formåede at fastholde en vanskelig dansk neutralitetspolitik mellem krigens førende parter England og Tyskland, herunder at opretholde dansk fødevareeksport til begge parter under hele krigen.
Scavenius havde under hele 1. Verdenskrig tæt og tillidsfuld kontakt med den tyske gesandt (ambassadør) grev Ulrich Brockdorff-Rantzau. Dette forhold var en væsentlig del af grundlaget for Scavenius' succes som udenrigsminister.
Erik Scavenius var også udenrigsminister i årene 1918-1920, hvor Sønderjyllands Genforening med Danmark blev gennemført. Her fastholdt Scavenius det synspunkt, at Genforeningen måtte ske på initiativ af sønderjyderne selv, idet den danske regering ikke selv kunne tage initiativ hertil. Endvidere stod han stejlt på, at der ikke burde indlemmes mere af Sønderjylland end selvbestemmelsesretten kunne begrunde, altså en grænsedragning baseret på afstemningsresultater. Det var afgørende for Scavenius, at Genforeningen ikke på et senere tidspunkt kunne bruges som begrundelse for tysk aggresssion mod Danmark. Erik Scavenius stod i skarp modsætning til Dannevirkebevægelsen, som han kaldte chauvinistisk, og som for at opnå sit mål om den sydligst mulige grænse forsøgte at overlade spørgsmålet til afgørelse på den kommende fredskonference uden afstemning og uden indblanding fra hverken den danske regering eller sønderjyderne selv.
Erik Scavenius faldt med Påskekrisen i 1920, hvor Christian 10. under kuplignende omstændigheder afsatte regeringen. Han engagerede sig herefter i sit gods Voergaard i Vendsyssel, men forblev dog politisk aktiv frem til 1924, bl.a. som landsformand for Det radikale Venstre 1922-1924. I 1924 vendte Scavenius tilbage til diplomatiet som gesandt i Stockholm, en post, han beholdt frem til 1937, da han lod sig pensionere.
Efter besættelsen i 1940 blev han igen udenrigsminister efter pres fra flere ledende politikere og Christian 10., og statsminister fra 1942 frem til den 29. august 1943. Håbet var, at Scavenius lige så dygtigt kunne bringe Danmark igennem besættelsen, som han havde bragt Danmark gennem 1. Verdenskrig. Ved regeringsomdannelsen den 8. juli 1940 udsendte Scavenius en erklæring om, hvilken udenrigspolitisk linje han mente regeringen skulle følge. Erklæringen af 8. juli 1940 var inden udsendelsen godkendt af regeringen, men den blev stærkt kritiseret for at være for tyskvenlig. Erklæringen viser Scavenius' tonedøvhed over for, hvad der måtte røre sig i den brede befolkning.
Erik Scavenius var en dygtig diplomat og stod som en af de stærkeste fortalere for samarbejdspolitikken under den tyske besættelse, en politik, han også som statsminister stod for at gennemføre i den vanskelige tid frem til den 29. august 1943. Men hans manglende folkelige forståelse gjorde ham yderst upopulær, og han er en af de mest udskældte danske politikere i 1900-tallet.
Da han i 1940 skulle være udenrigsminister, blev statsminister Stauning spurgt, om ikke Scavenius var tyskervenlig. "Han er overhovedet ikke venlig!" lød Staunings svar.
Erik Scavenius er en af de mest omdiskuterede politiske personligheder i Danmark. Han stod hele livet for det synspunkt, at det var afgørende vigtigt for Danmark at bevare et godt forhold til Tyskland. Da ledende politikere (og Christian 10.) kort efter besættelsen i 1940 pressede Scavenius til at overtage udenrigsministerposten, var det i høj grad i håbet om, at han gennem forhandling og samarbejde med besættelsesmagten kunne føre Danmark så smertefrit som muligt igennem besættelsen. Scavenius fastholdt dette synspunkt og lod sig i 1942 modstræbende presse til også at overtage statsministerposten. Efterhånden som den folkelige modstand mod besættelsesmagten voksede, blev denne politik umulig og faldt efter omfattende strejker sammen den 29. august 1943, hvorefter Scavenius' forretningsministerium indgav sin afskedsbegæring.
I 1959 udgav han Dansk Udenrigspolitik under den første Verdenskrig, hvori han forsvarede sin politik.
Litteratur:
Søren Mørch: 24 Statsministre. Gyldendal, 2000.
Viggo Sjøqvist: Erik Scavenius. En biografi. Bind 1 og 2. Gyldendal, 1973.
Erik Scavenius. Foto fra 1941.
Det Kgl. Bibliotek. Foto: Elfelt & Co.