Gå til leksikonoversigt

Bahnsen, Martin, 1809-1875, farver

Personer

Martin Bahnsen var født i Aabenraa og var farver, et erhverv, som havde fulgt slægten i flere generationer. Han var en af de fremtrædende danske borgere i byen og i 1848 medstifter af Frederiksklubben, der dengang fungerede som en dansksindet og selskabelig forening i Aabenraa, opkaldt efter Frederik 7. I 1850 blev han udnævnt til rådmand og i 1852 valgt til medlem af den slesvigske stænderforsamling i 1852. Han mistede dog disse roller i 1864. 

Bahnsen skrev dagbøger fra udbruddet af krigen i 1864 til udbruddet af den preussisk-østrigske krig i 1866. I dagbogsnotaterne udtrykker han blandt andet sin utilfredshed med det preussiske styre og hjemmetyskerne. Dagbogsnotaterne er desuden stærkt præget af Bahnsens realistiske syn på Sønderjyllands fremtid samt et sarkastisk og ligefremt sprogbrug. Dette ses f.eks. i dagbogsnotatet fra den 25. april 1864, hvor han skriver, ”… at nu kunne preusserne frit hæve deres Øjne mod hele Europa med den bevidsthed, at de var den tapreste nation i hele verden. ... Men pral og skryderi er jo et særkende for den tyske nation ...". 

I tiden efter nederlaget i 1864 fungerede Bahnsen bl.a. som ordfører, hvor han i april 1865 drog med en deputation til Slesvig. Her informeredes civilkommisærerne om befolkningens beklagelser over embedsmændene. Han trådte herefter mere i baggrunden og lod en ny generation af dansksindede videreføre den nationale kamp. 

Bahnsen beskrives i eftertidens litteratur som en særdeles dannet og lært mand, der gennem sin levetid også tilegnede sig betydelig viden om sprog, botanik og kemi. 

Litteratur

H. Lausten Thomsen og Nicolai Svendsen: Haabets mænd. 50 Levnedsskildringer. Slesvigsk Forlag Flensborg, 1923, s. 53-58.

Johan Hvidtfeldt: Åbenrå Bys Historie, Bind II. Historisk Samfund for Sønderjylland, 1974, s. 225-227.

Johan Hvidtfeldt: Åbenrå Bys Historie, Bind III. Historisk Samfund for Sønderjylland, 1974, s. 5-10.

Martin Bahnsen (Red. Bengt Holbek og Anni Piø): Martin Bahnsens dagbøger. En rådmands beretning om Aabenraas besættelse 1864-66. Forlaget Urania, 1964. 

 

Grænseforeningens Kildesamling

I kildesamlingen er følgende dagbogsnotater af Martin Bahnsen gengivet:

 

Martin Bahnsen

Martin Bahnsen fotograferet i 1865.

Museum Sønderjyllands Mediearkiv. Foto: I. Caprani.