Gå til leksikonoversigt

Valdemar den Store, 1131-1182, dansk konge

Personer

Konge af Danmark fra 1157, søn af Knud Lavard. Valdemar voksede op hos den sjællandske stormand Asser Rig sammen med hans sønner Esbern Snare og Absalon. Valdemar var således tæt knyttet til Hvideslægten.

Efter at Valdemar i 1157 var blevet enekonge i Danmark, da både Knud Magnussen og Svend Grathe var blevet besejret i en tronstrid, blev bekæmpelsen af venderne en hovedopgave for ham. Korstogene mod venderne sluttede med erobringen af Arkona på Rügen i 1168, men hermed var også et andet formål opnået, nemlig samling af riget omkring kongemagten. Ved en kirkefest i Sankt Bendts Kirke i Ringsted blev Knud Lavard helgenkåret, samtidig blev Valdemars søn Knud kronet som medkonge, hvilket var en betydelig styrkelse af Valdemar og hans efterkommeres krav om retten til tronen.

Valdemar stod derimod svagt i forhold til det tyske rige, og han måtte i 1162 aflægge lensed til kejser Frederik Barbarossa og underlægge sig hans politik over for pavedømmet.

Valdemar blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. I graven placeredes en blyplade, hvis indskrift priser ham som Sankt Knuds søn, der undertvang rügboerne og kristnede dem. Derudover nævnes, at han lod bygge teglstensmuren på Danevirke, den såkaldte Valdemarsmur, til hele rigets værn, og en borg på Sprogø.